Prøv avisen

Folkekirkens præster kan også uddrive dæmoner

Dæmonuddrivelse er faktisk ikke så fremmed en praksis i hverken det fri- eller folkekirkelige landskab i Danmark. Det siger sognepræst i Nazaret Kirke i København Niels Underbjerg, som både kender præster, der har praktiseret udfrielse af onde ånder, og i enkelte tilfælde selv har gjort det. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

En dokumentarserie om religiøse bevægelser i Danmark har skabt debat om brugen af eksorcisme blandt kristne. Men uddrivelsen af onde ånder har også længe været kendt i folkekirken, hvor udøvelsen dog er begrænset og foregår i stilhed

En ung kvinde træder op i et lille vandbassin. På hver side af sig har hun en hjælper, der i en hurtig bevægelse fører hele hendes krop ned under vandet og op igen, hvorefter de placerer deres ansigter tæt på hendes og begynder at gentage bestemte sætninger. Deres ord er ikke henvendt til kvinden, men til den dæmon, de mener, har besat hende.

”Kom ud, kom ud,” siger de, hvorefter den unge kvinde begynder at skrige højt.

”Kom ud af mig,” råber hun, mens flere mennesker samler sig om bassinet og beder for hende.

Den unge kvindes dramatiske dæmonuddrivelse blev i denne uge vist i første afsnit af TV 2’s dokumentarserie ”Guds bedste børn”. Serien vil over tre afsnit afdække problemer i omstridte kirkelige miljøer i Danmark som Faderhuset, Evangelist og bevægelsen The Last Reformation, der ledes af 42-årige Torben Søndergaard. Sidstnævntes mange dæmonuddrivelser har de seneste dage medført debat og afstandtagen fra kirkemiljøet herhjemme.

Men dæmonuddrivelse er faktisk ikke så fremmed en praksis i hverken det fri- eller folkekirkelige landskab i Danmark. Det siger sognepræst i Nazaret Kirke i København Niels Underbjerg, som både kender præster, der har praktiseret udfrielse af onde ånder, og i enkelte tilfælde selv har gjort det.

”Udfrielsen af dæmoner er ikke et stort samtaleemne i folkekirkelige kredse, men den er der, og jeg tror, det er godt, at det er sådan. For udfrielsen skal ikke være noget, der sker i en kæmpe hal som promovering for en religiøs bevægelse. Det hører hjemme i sjælesorgens beskyttede rum, ligesom resten af den del af Guds gerning på jord, der handler om heling og helbredelse. Jeg kender eksemp-ler på folk, der er blevet helbredt og udfriet, men det er ikke noget, der nødvendigvis skal tales højt om. Det er fint, hvis folk ved, at det er en del af den kristne kirkes praksis, men det skal ikke blæses op til det særlige ved kristendommen,” siger han.

Niels Underbjerg vil tro, at dæmonbesættelser er sjældne i Danmark, og selvom han har mødt mange danskere, der troede, de var besatte, har der kun været to eller tre, hvor han var rimelig sikker på, at de var det. I de andre tilfælde var der ifølge ham tale om traumer eller psykiske lidelser, der ”fik luft” gennem besættelseslignende udtryksformer. Han finder det derfor vigtigt med en lægeundersøgelse og en samtale med de pårørende inden en eventuel dæmonuddrivelse.

Selve uddrivelsen kan ifølge ham være forskellig fra præst til præst, men selv får han to andre erfarne kristne til at hjælpe.

”For mig foregår det med en meget konkret og bydende forbøn, hvor man i Jesu navn byder det onde at forsvinde. At den er bydende, betyder ikke, at der skal råbes, men at der tales mere insisterende end ved andre mere vanlige sjælesorgssamtaler. Man skal ikke være i tvivl om, hvad det handler om,” siger han.

Ifølge Kurt E. Larsen, der er professor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet i Aarhus, er der en del eksempler i Det Nye Testamente på uddrivelse af onde ånder. Selvom eksorcisme i dag oftere forbindes med den katolske kirke, var det ifølge ham også et område, som reformatoren Martin Luther tog meget alvorligt og derfor lod fortsætte i den protestantiske kirke. Fra Reformationen og frem til 1700-tallet blev barnedåben blandt andet altid indledt med, at man uddrev den onde ånd af barnet, og i 1685 blev der indført et officielt ritual, som vejleder præsterne i deres pligt til at hjælpe mennesker med at komme af med dæmoner.

”Ifølge ritualet skulle man gå sjælersørgerisk til værks på en besindig måde og lægge vægt på trosbekendelsen og forsagelsen af Djævelen. Ritualet er ikke kendt af mange i dag, og jeg vil også tro, at brugen af det er begrænset. Men det er udtryk for, at folkekirken historisk har anerkendt dæmonuddrivelser som en realitet og taget dem seriøst,” siger han og tilføjer, at den type djævleuddrivelser, man ser i den aktuelle TV 2-dokumentar, til gengæld næppe ses i det etablerede danske kirkeliv.

Selvom dæmonuddrivelse aldrig har været forbudt i folkekirken, vakte det i 2004 stor debat, da flere folkekirkepræster stod frem og fortalte, at de uddrev onde ånder. Ifølge Kurt E. Larsen hænger forsigtigheden sammen med en frygt for at skade folkekirkens omdømme.

”Man har frygtet, at praksissen ville tage for meget fokus, og derfor er der blevet reageret, når der er kommet et udadrettet fokus på dæmonuddrivelse. Men så længe præsterne holder det i det sjælesørgeriske rum, bliver der ikke sat spørgsmålstegn ved det,” siger han.

For cirka 15 år forsøgte Marianne Juel Maagaard, der i dag er præst i Himmelev Sogn i Roskilde, ellers at skabe fokus på dæmonuddrivelse med sin bog ”Et satans uvæsen”. Den bestod blandt andet af interviews med præster om eksorcisme og havde til formål at udfordre folkekirken til at forholde sig til praksissen. Dette skete aldrig, hvilket ifølge sognepræsten kan skyldes, at det sandsynligvis er så lille en del af folkekirkens præster, der finder det relevant at uddrive dæmoner. Og det er hun glad for.

”Jeg synes altid, man kan give forbøn til folk, der har det svært. Men den store forskel her er, at man i uddrivelsen, som Torben Sønder- gaard blandt andet foretager, direkte tiltaler Djævelen eller dæmoner. Jeg synes, Djævelen er noget, vi forsager – ikke en, vi skal snakke med,” siger hun og tilføjer, at hun samtidig finder den praksis, som Torben Søndergaard fra The Last Reformation praktiserer, for enormt farlig.

”En person, der påstår at have magt over ånder, tager jo en ekstrem magt på sig og bliver alfa og omega i de ramte menneskers liv. Det skal intet menneske være, for der er en kæmpe fare for, at man misbruger sin magt. Det er selvfølgelig et problem, hvis nogle mennesker ikke føler sig favnet i folkekirken, fordi man ikke tror på, at de er besatte. Men her tror jeg, de fleste præster ved, hvordan de kan finde ud af at hjælpe dem på en anden måde.”