Prøv avisen

Folkekirkens præster mangler retssikkerhed i klagesager

Hvis en præst indkaldes til tjenstlig samtale med sin biskop, har præsten kun ringe muligheder for at appellere udkommet af mødet, lyder kritik. Foto: Bjarke Ørsted

Folkekirkens biskopper har nærmest ubegrænset magt i sager om loyalitetspligt, lyder kritik. Det er dybt utilfredsstillende for præsternes retssikkerhed, mener tidligere minister

Djævelen ligger som bekendt i detaljen. Det gælder også i den aktuelle sag om sognepræst Søren E. Jensen, som i januar modtog en skriftlig advarsel fra sin biskop for i en prædiken at have udtrykt sig ukollegialt og illoyalt. Blandt andet for at kritisere sine præstekollegers prioritering af kirkelige aktiviteter som babysalmesang og fredagsklub på bekostning af højmessen.

Som retsteolog og bisidder i sagen Kristine Garde påpegede i en kronik i Kristeligt Dagblad i lørdags, har folkekirkens præster reelt ingen mulighed for at klage over biskoppens afgørelse i sager, hvor ”den disciplinære afgørelse på forhånd forventes ikke at ville overstige en advarsel, irettesættelse eller bøde på ikke over 5 del af tjenestemandens månedsløn”.

Biskopperne har ifølge Garde kompetence til alene at definere præsters loyalitetspligt, da Kirkeministeriet i klagesager udelukkende forholder sig til procedurefejl og ikke til biskoppens skøn. Dermed kan biskoppernes afgørelser i denne type af sager i princippet ikke appelleres, siger Kristine Garde.

Det er forkasteligt og et alvorligt problem for præsternes retssikkerhed, siger sognepræst Tove Fergo, som var Venstre-kirkeminister fra 2002 til 2005, hvor en cirkulæreskrivelse fra 2005 blev udarbejdet, der gav biskopperne de nævnte beføjelser. Hun mener, at Kirkeministeriets embedsmænd efter ønske fra biskopperne har forberedt lovgivningen uden om hende.

”Det er jo dybt utilfredsstillende for den enkelte præst, som har krav på en ordentlig retssikkerhed i denne type sager. Biskopper er jo ikke ufejlbarlige og kan være styret af alt fra særlige teologiske opfattelser til politiske præferencer. Vi har jo ikke en pavekirke,” siger Tove Fergo.

Hun vurderer, at bestemmelserne om øget kompetence til biskopperne var en udløber af Grosbøll-sagen, hvor der efterfølgende opstod et ønske fra biskopperne om at være bedre klædt på til at håndtere sager med besværlige præster. Heller ikke Bertel Haarder (V), der var nytiltrådt kirkeminister, da cirkulæreskrivelsen blev udsendt i marts 2005, husker, at skrivelsen var forbi hans ministerbord. Men han vurderer også, at det skete ud fra et ønske om at flytte kompetence fra ministeriet til biskopperne.

”Den decentralisering af magten i folkekirken er jeg principielt tilhænger af. Men hvis cirkulæret har vist sig at stille præsterne dårligt, mener jeg, det vil være klogt af den siddende kirkeminister at drøfte det med biskopperne,” siger Bertel Haarder.

I Kirkeministeriet påpeger chefkonsulent Rasmus Paaske Larsen, at cirkulæreskrivelsens formuleringer om biskoppernes sanktionsmuligheder ligger i forlængelse af tjenestemandslovens generelle bestemmelser. Han har ikke kendskab til, om cirkulæreskrivelsen i 2005 blev forelagt den daværende minister, men påpeger, at den ifølge sin ordlyd blev til efter anbefaling fra to forskellige udvalg. Han oplyser desuden, at cirkulæreskrivelser ikke nødvendigvis skal forbi ministerens bord.

Hvad angår formuleringen om, at Kirkeministeriet i klagesager udelukkende vil forholde sig til proceduren og ikke til biskoppens skøn, siger han:

”Hvis vi modtager en klage, forholder vi os samlet set til alle forvaltningsretlige aspekter. Det gælder ikke kun regler om høring eller begrundelse, men for eksempel også, om afgørelsen overholder bestemmelserne om proportionalitet. Altså, om afgørelsen står i et rimeligt mål med forseelsen.”