For få år siden ville ingen præster have omtalt folkekirkens ritualer som gamle. Folkekirkens ritualbog, hvori anvisningerne til gudstjeneste og ritualer findes, blev stadig kaldt ny. Den blev kongeligt autoriseret så sent som i 1992.
Men de seneste år er det nye med ét blevet for gammelt. En liturgikommission blev nedsat, og pludselig væltede kritikerne frem. Og 2019 har budt på flere opgør med ritualerne: I Høsterkøb satte de ny musik til gudstjenesten, men beholdt ritualerne. Kort forinden var ikke kun salmerne og musikken, men også ritualerne, blevet beskyldt for at være gammeldags og uforståelige, da sognepræst Birgitte Kragh Engholm kritiserede det gældende dåbsritual her i avisen. Samtidig begyndte præster på Frederiksberg at prøve deres egne ritualer af, og i Himmelev ved Roskilde syntes præsterne, at der havde sænket sig et ”jerntæppe” ned igennem menigheden. Nadveren var fremmedgørende, og menigheden træt af at ”gå offentlig bodsgang”, forklarede den stedlige præst Marianne Juel Maagaard til Menighedsrådenes Blad i maj. Med andre ord blev de ”nye” ritualer fra 1992 hurtigt gammeldags i 2019.
Efterfølgende har den officielle liturgikommission fremlagt sine rapporter. Det affødte en reaktion fra præster omkring Tidehverv (med lidt grundtvigsk og luthersk-missionsk krydderi). De ville bekæmpe eventuelle fornyelser af frygt for at udvande kristendommen.
Imidlertid er der endnu intet ”farligt” i liturgikommissionens rapporter; deres overvejelser holder sig inden for traditionelle lutherske rammer.
Kritikere og konservative kan begge have ret. Dåbs- og nadverritualerne er både gamle og ikke-gamle. Det gældende dåbsritual og det mest udbredte nadverritual stammer nemlig fra den forrige ritualbog fra 1912. De er derfor lidt altmodische, men i liturgihistoriens lange løb er ritualerne ganske nymodens, og udformning og ordvalg er udtryk for hensyntagen til datidens grupperinger af liturgisk konservative, bibeltro missionsfolk og grundtvigske reformister. For eksempel krævede sidstnævnte dengang, at Fadervor først skulle bedes efter selve overøsningen med vand – en dansk specialitet, som gik imod Luthers forståelse af dåbsritualet.
Forud for ritualbogen af 1912 kunne præsterne også dengang strides herfra og ind i evigheden, og det fordrede formeligt et kup fra Sjællands biskop, Peder Madsen, at få de nye ritualer igennem. Peder Madsen var omkring 1900 en af de førende danske teologer. Madsen var som kun 31-årig i 1874 blevet professor i teologi, og han havde groft sagt et ben i flere teologiske og kirkelige lejre. Han var konservativ lutheraner, bibelsk funderet og samtidig inspireret af en tysk retning, som lagde vægt på erfaringen. Derfor skulle gudstjenestens ritualer ikke sovses ind i dogmatiske forklaringer, hvilket de tidligere dåbsritualer fra 1783 og 1895 havde tendens til. Menigheden skulle kunne mærke det mystiske, glædelige og storslåede, så liturgien kunne tale for sig selv.
Under Madsens forgænger havde en proces med henblik på nye ritualer været i gang, men på et bispemøde i 1910 fremlagde Madsen sit eget færdige dåbsritual. Det var identisk med det, vi kender i dag. De øvrige biskopper turde ikke protestere mod den lærde Madsen, og ritualet blev, som det var fremlagt. Gammeldags var det ikke.
Tidligere professor i praktisk teologi Christian Thodberg har kaldt Madsens ritual for ”det stærkeste brud med fortiden” blandt de danske dåbsritualer. Madsen var selv engageret i Indre Mission, hvorfor de var tilfredse med ritualet, og selv grundtvigianerne tiljublede det. Madsen var dermed manden på rette sted og med rette teologiske fingerspidsfornemmelse. Hans ritualkup var med til at fastholde et ensartet folkekirkeligt udtryk på trods af de kirkelige retningers forskellige tolkninger af lutherdommens liturgiske arv.
Rasmus H.C. Dreyer er ph.d. og adjunkt i kristendom, kultur og kommunikation på Diakonisse-stiftelsen i København.