Prøv avisen

Folkekirkens rummelighed blev truet fra begge fløje i 2017

Under navnet ”Befri Gudstjenesten” samarbejdede Aarhus Domkirke med Teatret Svalegangen om at lave en forestilling, der skulle give et bud på, hvordan gudstjenestens stive former kunne gentænkes. En af aftenerne var det en imam, der stod for det, der blev kaldt en prædiken. Fadervor blev bedt gennem dans, og Jesus blev ikke nævnt i den nyskrevne trosbekendelse. Foto: Mikkel Berg Pedersen/ritzau

Befri Gudstjenesten og dyretelepati i en sognekirke illustrerede, at folkekirkens rummelighed er under angreb. Og angrebene kommer både fra konservative og progressive, mener teologilektor. Sagerne vidner om, at nogle opfatter folkekirkens rummelighed som en fribillet til at eksperimentere uden hensynstagen til indhold

I 2017 blev det tydeligt, at danskerne gennem mange år har været udsat for en stigende sekularisme i samfundet, mener lektor i teologi ved Folkekirkens Udannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck. Denne sekularisme har ifølge lektoren betydet, at folket er blevet mere fremmedgjort over for kirken. Den forbindelse, der tidligere har været mellem folk, kultur og kristendom, er blevet opløst, og derfor føler nogle i kirken sig nødsaget til at finde nye måder, hvorpå man kan appellere til folket.

”Kirken prøver at finde et nyt sprog og nye udtryksformer for at komme i kontakt med folket, men i det forsøg glemmer den ofte teologien og indholdet. Man tænker, at det er nok i sig selv bare at få folk i kirke, og derfor inviterer man imamer, dyrespiritister og popmusikere ind for at gøre sig vedkommende og aktuel. Man udnytter, at folkekirken er rummelig, men fører indimellem rummeligheden ud på et overdrev, så det kan ende med at true kirkens identitet,” siger han.

Denne tendens blev for alvor tydelig i februar, hvor årets første store kirkedebat blev indledt af en forestillingsrække under navnet ”Befri Gudstjenesten” i Aarhus Domkirke. Her samarbejdede kirken med Teatret Svalegangen om at lave en forestilling, der skulle give et bud på, hvordan gudstjenestens stive former kunne gentænkes. En af aftenerne var det en imam, der stod for det, der blev kaldt en prædiken. Fadervor blev bedt gennem dans, og Jesus blev ikke nævnt i den nyskrevne trosbekendelse.

”Det, der foregik i Aarhus Domkirke, var et underligt konglomerat af popkultur og inddragelse af andre religioner. Det var svært at se nogen egentlig kristen identitet i det. Jeg er ikke modstander af, at man eksperimenterer med formsproget, men i dette tilfælde blev indholdet bare så tyndt, at ingen vil kunne holde til at overvære en to’er,” siger han.

Nogle måneder senere oplevede han igen, at kirken gav køb på indholdet og teologien i et forsøg på at appellere bredt. Det skete, da der i Gislinge Kirke på Vestsjælland blev holdt foredrag om dyreclairvoyance og afprøvet kommunikation med døde dyr. Kirkens præst forsvarede efterfølgende dyretelepati, hvorefter hun blev fritaget for tjeneste og genindsat efter en samtale med biskoppen.

”Her har vi at gøre med synkretisme – man blander træk fra andre religioner og nyspiritualiteten sammen med kristendommen. Ligesom tilfældet med ’Befri Gudstjenesten’ opfatter man folkekirkens rummelighed som en fribillet til at eksperimentere helt vildt uden hensynstagen til teologi og traditioner. Denne sag er endnu et udtryk for, at den legitime rummelighed i folkekirken, som består i, at der er plads til teologisk diversitet, er under pres, fordi man udnytter den.”

Eksperimenter i bestræbelsen på at finde et sprog, der appellerer til folket, kommer også til udtryk i igangværende ændringer i gudstjenestepraksissen, mener Lars Sandbeck. Højmessen er for eksempel kommet i mindretal over for anderledes, eksperimenterende gudstjenesteformer, fordi man vurderer, at få forstår højmessens sprog.

Og når disse eksperimenter griber om sig, går den modsatte fløj i kirken til kamp for at indskrænke folkekirkens rummelighed, mener han.

”Sager som dem fra Aarhus Domkirke og Gislinge Kirke medfører ofte reaktioner fra særligt tidehvervsfolk, der er den mindst moderniseringsvenlige gruppe i folkekirken. De kræver sanktioner mod alle, der afviger bare en lille smule fra deres egen tolkning af folkekirkens bekendelsesgrundlag. For eksempel råbte flere fra højrefløjen på, at præsten i Gislinge skulle fyres efter sagen om dyretelepati, og på, at (sognepræst, red.) Per Ramsdal skulle fyres, efter han for nogle år siden sagde, at han ikke troede på en opstandelse i fysisk forstand. Disse er en lige så stor trussel mod folkekirkens rummelighed.”