Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Folkekirkens solidaritet udfordres af økonomisk trængsel

Birgitte Stoklund Larsen, leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Dansk Kirketidende Foto: Leif Tuxen.

En af folkekirkens store udfordringer bliver at fastholde solidariteten med de tyndtbefolkede om-råder, samtidig med at der oprustes i de områder, hvor medlemmerne bor

Ærø, Langeland, Samsø, Læsø og Bornholm. Det er øer med store, naturlige herlighedsværdier og mange sommerhuse og sommergæster. Det er steder, der virker som magneter i sommertiden, hvor by- og parcelhusfolket fra blandt andet Hørsholm og Gentofte tager ud for at nyde livet på landet.

Billedet er genkendeligt. Men der er også en anden historie om ydere og nydere.

LÆS OGSÅ:
Bombe under Købehavns kirkeøkonomi

Den kan skrives på basis af en rapport udsendt sidst i oktober af tænketanken Cepos. Heraf fremgår det, at de naturskønne sommerhuskommuner både yder, hvad de kan til ferierende sommergæster, og nyder godt af, at borgerne i de københavnske forstadskommuner betaler til området via den kommunale skatteudligning.

I Gentofte betaler en borger for eksempel netto cirka 17.000 kroner i tilskud og udligning årligt, mens en borger på Lolland gennemsnitligt modtager cirka 21.000 kroner.

Det er den sidste historie om ydere og nydere, der fortælles oftest for tiden. Og det gælder også i folkekirken, der har sin egen udligningsordning.

Senest har en provst i Fredensborg Provsti kritiseret denne folkekirkelige udligning, der ifølge ham betyder, at op imod en fjerdedel af skatteindtægterne i hans provsti går videre til landskirkeskatten, hvorfra de blandt andet sendes videre til sogne i mere tyndt befolkede områder.

Ifølge Kirkeministeriet er der 27 kommuner, der tilgodeses i den kirkelige udligning. I alt omfordeles på denne måde godt 100 millioner kroner i folkekirken.

Det er mange penge, men dog også en beskeden del af folkekirkens samlede budget på omkring 6 milliarder. I hurtig hovedregning bliver det 1/60, altså omkring 1,6 procent af budgettet. Det skulle folkekirken nok kunne holde til uden al for smålig skelen til, hvem der får, og hvem der giver. I øvrigt betaler folkekirkemedlemmer i udkantsområder typisk en kirkeskatteprocent, der ligger over landsgennemsnittet på 0,89 procent. Den tilsvarende procent i Gentofte er 0,44.

Når der alligevel er murren i de folkekirkelige kroge, så er det, fordi det strammer til med økonomien. Den negative skævhed består i, at der er mange mennesker til få præster i de store parcelhus- og omegnssogne, der typisk betaler, og hvor der vel at mærke bor rigtig mange folkekirkemedlemmer. De er en del af den usynlige verden, som sociologen Henrik Dahl har gjort opmærksom på, mens de gamle bykerner og ditto landsbyer får den offentlige opmærksomhed. Sådan er det også, når man tager folkekirkebrillerne på.

Den nordsjællandske provst har altså en pointe men sagen bliver delikat, når han samtidig foreslår, at kirker i affolkede dele af Jylland må lukkes. Kan betalende provstier stille krav til de provstier, der modtager penge?

For eksempel om hvor mange eller hvor få gudstjenester, der skal holdes pr. antal indbyggere? Om det minimalt acceptable antal kirkegængere pr. højmesse eller om et minimumstal for folkekirkemedlemmer pr. præst?

Der er et problem: Pointen er, at man er ved at nå nogle folkekirkelige smertegrænser. Der er en smertegrænse for folkekirken på landet og der er en smertegrænse i omegnsbyerne. Og helt særlige forhold i København, hvor Amagerbro Provsti for nylig har ansøgt Kirkeministeriet om at måtte melde sig ud af det kommunale budgetsamarbejde og blive en form for friprovsti, der selv bruger sine penge i stedet for at sende pengene videre til citykirker med dyre vaner og bro-provstier med rigtig ondt i medlemsprocenten.

Det bliver en af de helt store folkekirkelige udfordringer i de kommende år at finde en vej, hvor solidariteten med de tyndtbefolkede områder fastholdes samtidig med at der sker en prioritering af de områder, hvor størstedelen af folkekirkens medlemmer faktisk bor.

Den udfordring kræver både en styrkelse af den fælles fortælling om folkekirken for at give solidariteten legitimitet og nødvendighed og et forum til åbent at håndtere afvejninger og diskussioner. Det er en udfordring, regeringen passende kan tage med, når kommissoriet til den bebudede arbejdsgruppe om en styringsreform for folkekirken skal skrives.

Birgitte Stoklund Larsen er leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Dansk Kirketidende.