Han fandt den tilfældigt i en boglade i København. En gammel sag fra 1899 skrevet af præst og forfatter Jakob Knudsen og til salg for en flad enkrone. ”Den gamle præst” hed bogen, hvilket ifølge den dengang unge Michael Fagerlund var så håbløs en titel, at han måtte eje den.
Indholdet skulle dog vise sig at fange ham mere end ventet. Særligt beskrivelsen af opgøret mellem de lutherske kristne og vækkelsesbevægelserne vendte op og ned på Michael Fagerlunds tro, som dengang netop var formet af en mere karismatisk kristendom. Efter at have læst ”Den gamle præst” valgte Michael Fagerlund at sætte sig ind i reformatoren Martin Luthers tanker.
”Jeg befandt mig dengang i en troskrise og fik gennem Jakob Knudsen en introduktion til Luther og en ahaoplevelse, som ændrede min forståelse af kristendommen. Jeg lærte, at frelsen ikke var noget, man skulle gøre sig fortjent til, men noget, der kom gennem troen alene. Det var nærmest en omvendelse,” siger den i dag 63-årige provst i Falster Provsti.
Han sidder i en af stuerne i Klosterkirkens præstegård i Nykøbing Falster. På bogreolen er der ud over mange historiske og teologiske titler flere bøger om natur og have. Egentlig skulle Michael Fagerlund have været biolog, og han manglede da også kun et enkelt år på studiet, da ahaoplevelsen med ”Den gamle præst” vakte hans interesse for præsteembedet. Dengang havde en ven tilbudt ham at drøfte overvejelserne med sin far, som selv havde læst teologi. Faderen hed Thorkild Græsholt, var biskop i Lolland-Falsters Stift, og hans råd lød, at hvis Michael Fagerlund ville være præst, så måtte han læse teologi – ”for du bliver ikke tilfreds på nogen anden måde”. Og så skiftede Michael Fagerlund studie.
Dengang havde provsten ingen anelse om, at han selv skulle havne i Lolland-Falsters Stift og nu være kandidat til netop det embede, som manden, der rådede ham til at blive præst, havde.
”Det var mere eller mindre tilfældigt, at jeg kom til Lolland-Falsters Stift, og nu har jeg været her i 25 år. Det har sat sine spor. Jeg føler, at jeg er vokset sammen med landsdelen. Der er en gammel kirkelighed, der stikker dybt i stiftet, som er traditionsbundet og rodfæstet på den gode måde,” siger han.
Michael Fagerlund ser det som en stor styrke, at han som biskop vil kunne kombinere sit lokale kendskab med et udsyn. Det udsyn kommer blandt andet fra forskelligt politisk og organisatorisk arbejde, forskellige bestyrelsesposter i blandt andet Landsforeningen af Menighedsråd samt fra hans to års videreuddannelse på Copenhagen Business School. Den sidste fik et lokalt medie til at give ham tilnavnet ”business-biskoppen” efter et vælgermøde, hvor han da også beskrev folkekirken som en virksomhed. Men sådan mener han, man er nødt til at forstå kirken i fremtiden.
”Folkekirken har været tilbøjelig til at betragte sig selv som en statslig administration. Det var måske fint, dengang der var ro på, og folk havde en fælles opfattelse af folkekirken som det sted, man gik hen, når man havde et kirkeligt behov. Men med faldende dåbstal, ateistiske kampagner mod kirken, udmeldelser og stigende konkurrence fra andre trossamfund og tilværelsesforståelser tror jeg i højere grad, at folkekirken skal se sig selv som en aktør på et marked,” siger han og tilføjer, at dette indebærer større fokus på produktion – som i folkekirken er forkyndelse, liv og vækst – og mindre på administration.
”Mindre administration” kommer i det hele taget på dagsordenen, hvis Michael Fagerlund overtager bispestolen.
”Menighedsråd er de seneste år blevet ramt af en byge af regnskabssystemer, betænkninger og krav om offentliggørelse af regnskaber. Noget er berettiget, men det opleves som bureaukratisk tungt og fjernt fra det, mange drømte om, da de gik ind i menighedsrådsarbejdet. Det er med til gøre folkekirken ufolkelig. Som biskop er den vigtigste opgave at lytte til blandt andet menighedsrådene og påvirke udviklingen i deres retning.”
Administration er dog ikke folkekirken største bekymring.
”Folkekirkens største trussel er uvidenhed. Dels om det kristne indhold, dels om, hvad kirken kan, når livet gør ondt eller godt. Det er kirkens største udfordring, som trækker andre udfordringer med sig. For når folk har en vag forståelse for, hvad kristendommen er og kan for dem, melder de sig ud, undlader at få deres børn døbt og fravælger også kirkelige vielser og begravelser.”
Ifølge Michael Fagerlund må folkekirken derfor arbejde på klart at formidle sit budskab ud til danskerne. Men vi må ikke gå i panik og sænke barren, tilføjer han.
”Det er det værste, vi kan gøre. Folkekirken primære sigte er ikke fastholdelse af medlemmer, men forkyndelse. Nogle gange kan det virke, som om dele af kirken er klar til at udvande forståelsen af kristendommen, fordi den ifølge dem er for hårdkogt for moderne mennesker. Det tror jeg er en fejl. Vi skal melde klart ud, hvad folkekirken står for, hvad kristendommen er, og hvad det betød, at Jesus kom til jorden, døde og genopstod.”
Ifølge Michael Fagerlund ligger grænsen for folkekirkens rummelighed i trosbekendelsen. Derudover er han ikke tilhænger af, at eksempelvis imamer taler til gudstjenester.
”En kristen gudstjeneste skal holdes kristen, ikke tværreligiøs. Ellers bliver rummelighed til kulturløshed, og så mister kirken sin identitet.”
Michael Fagerlund beskriver sit eget udgangspunkt som klassisk teologisk med fokus på det reformatoriske, som netop kom til at fylde i ungdommen. Selvom Luther aldrig blev provst eller biskop, ser Michael Fagerlund ham som et forbillede i sit arbejde, hvilket blandt andet skyldes hans kamp mod uvidenheden og de mange visitatser, han tog på.
”Lolland-Falsters Stift er mig bekendt det eneste sted, hvor biskoppen tager på besøg i samtlige sogne, fordi det er overkommeligt i et lille stift. Det giver mere nærvær fra biskoppen, og det er en tradition, jeg bestemt vil fortsætte,” siger provsten.