Danmarks Lærerforening sælger spalteplads til ateister

Vi vil ikke udelukke, at Scientology kan få lov at skrive til landets lærere på vores hjemmeside, hvis de betaler, siger fagbladet Folkeskolen. Uheldigt ideologisk kapløb, mener filosof

I omtrent to år har organisationer og andre kunnet købe plads i de såkaldte sponserede blogs, der kan ligne redaktionelt indhold på folkeskolen.dk, som er ejet af fagforeningen Danmarks Lærerforening.
I omtrent to år har organisationer og andre kunnet købe plads i de såkaldte sponserede blogs, der kan ligne redaktionelt indhold på folkeskolen.dk, som er ejet af fagforeningen Danmarks Lærerforening. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.

5000 kroner kostede det Ateistisk Selskab at skrive et blogindlæg på fagbladet Folkeskolens hjemmeside. Indlægget er deklareret som ”sponseret indhold” på folkeskolen.dk og kritiserer, at kristendommen har forrang i religionsundervisning. I bunden har repræsentanten fra den ateistiske forening linket til et hæfte for udskolingens religionsundervisning udarbejdet af Ateistisk Selskab til fri afbenyttelse. Indlægget blev også delt fra fagbladets Facebook-profil.

I omtrent to år har organisationer og andre kunnet købe plads i de såkaldte sponserede blogs, der kan ligne redaktionelt indhold på folkeskolen.dk, som er ejet af fagforeningen Danmarks Lærerforening. Men det kan blive en glidebane at sælge spalteplads til en ideologisk organisation som Ateistisk Selskab, mener cand.pæd. og filosof Brian Degn Mårtensson.

”Man åbner op for, at folkeskolen bliver en kampplads for interesseorganisationer og andre, der gerne vil påvirke undervisningen i for eksempel religion og kristendomskundskab. Det næste naturlige skridt er selvfølgelig, at en kirkelig organisation eller trossamfund køber en endnu stærkere profilering af deres undervisningsmateriale på folkeskolen.dk. Hvis man tænker dette kapløb til ende, er det ikke svært at forestille sig lærere få tilbud om kursusophold med lækker mad og overnatning af en interesseorganisation,” siger han.

Meget undervisningsmateriale er i dag af organisationer som Sex & Samfund og folkekirken samt virksomheder som Danske Bank og Arla. Og det er der nødvendigvis ikke noget galt i, så længe det er læreren selv, der rækker ud til dem. Mere alvorligt bliver det, hvis lærere bliver påvirket af markedsføring i deres fagblad eller andre steder, mener Brian Degn Mårtensson.

Lærere har på det seneste vist sig at være en interessant målgruppe for religiøse grupper. Fagbladet Folkeskolen kunne for eksempel sidste år fortælle, at Scientology havde sendt undervisningsmateriale ud til danske lærere.

Hos folkeskolen.dk ser man ikke noget problem i, at inter-esseorganisationer kan købe profilering. Også et fagblad skal tjene penge, og de sponserede blogs kan sammenlignes med avisernes annoncer, siger bladets chefredaktør Hanne Birgitte Jørgensen.

”Man har altid kunnet købe annoncer hos os. At det er sponseret indhold, er klart deklareret, og der er tydelig afsender på. Jeg er sikker på, at vores læsere kan afkode det,” siger hun.

Kan alle købe sponserede blogs hos jer? Også for eksempel Scientology?

”Umiddelbart er det problematisk, hvis vi siger ja til den ene og nej til den anden, fordi vi ikke kan lide budskabet. Når man først har åbnet op for muligheden for at annoncere, skal alle have mulighed for det, men der er naturligvis nogle ekstremer, hvor man må vurdere den enkelte sag. Jeg har ikke taget stilling til, om Scientology skal have lov,” siger Hanne Birgitte Jørgensen.

Og der er da også logiske grunde til, at kirkelige foreninger, Scientology, ateister og mange andre interesserer sig for folkeskolen i disse år, mener Andreas Rasch-Christensen, forskningschef for VIA Pædagogik og Samfund.

”Hvis man tager de positive briller på, vil man se, at organisationer og virksomheder ønsker at bidrage til undervisningen, fordi de gerne vil understøtte børn og unge menneskers udvikling. Det kan på længere sigt også gavne samfundet som helhed. Man skal huske, at rigtig mange af dem vil det gode. Men selvfølgelig er det også et udtryk for, at man ser folkeskolen som et sted, hvor man kan udbrede sit syn på samfundet, på seksualitet og på religion for eksempel,” siger han og understreger, at fagbladet Folkeskolen bør være meget varsom med, hvad man tillader at reklamere til lærerne.