Landets præster er til deres store folkelige eksamen, når danskerne strømmer til gudstjeneste på søndag på årets absolut største kirkedag.
Men kaster man et blik tilbage i tiden, lader præster til at have haft en noget mere rolig juleaftensdag. Salmedigteren Grundtvig skulle angiveligt have tilbragt sin 24. december i 1824 fordybet over notesblokken, mens inspirationen til en ny julesalme kom til ham. Næste morgen kunne han så præsentere salmen ”Velkommen igen, Guds engle små” for sin menighed i Vor Frelsers Kirke i København til den store juledags-gudstjeneste.
Og 100 år senere, da salmedigteren K.L. Aastrup som ung blev sognepræst i Vestjylland, lå indsættelsen den fjerde søndag i advent. Derefter var der stille i kirken indtil juledag, hvor han havde sin første gudstjeneste.
For biskop emeritus Søren Lodberg Hvas vidner eksemplerne om, at den 24. december historisk set ikke har spillet en stor rolle i dansk kirkeliv.
”Oprindeligt har det været den 25. december, der har været den store gudstjenestedag. Grundtvig skrev ligefrem, at ’julemorgen var mit himmerige’, men der er sket en forrykkelse af helligdagene. Ja, i dag kan man nærmest ikke holde nok gudstjenester juleaften,” siger han.
Ifølge Søren Lodberg Hvas er det en forskydning, der er sket gradvist over de seneste par generationer. Så længe han kan huske tilbage i sit 77 år lange liv, har man kunnet gå i kirke den 24. december, men traditionen er taget til i både omfang og popularitet de seneste få årtier.
”Da jeg begyndte som provst i 1980’erne, var det blevet almindeligt at holde juleaftensgudstjenester, men det var stadig juledag, der var den store højtidsgudstjeneste. Det har ændret sig, for det er, som om juleaftensgudstjenesterne har spist det meste af julens andre gudstjenester. Dens folkelige popularitet går ud over gudstjenesterne juledag og anden juledag,” siger han.
Umiddelbart kan det virke besynderligt, at den 24. december med tiden er blevet julens største gudstjenestedag, når Kristi fødselsdag ifølge kirkeåret er den 25. december, men det kan meget vel skyldes, at den folkelige og den kirkelige julefejring med årene er vokset sammen. For i folketraditionen i Danmark har den store dag i julen altid været den 24. december, forklarer Charlotte S.H. Jensen, som er folkemindeforsker ved Nationalmuseet, altså kender af folkelig kultur.
”I folketraditionen er det typisk aftenen før selve dagen, der er den vigtigste. Det ser vi ikke bare ved juleaften, men også ved sankthansaften. Tilbage i bondesamfundet har der ligefrem været en skræk og gru forbundet med julenætterne, hvor man blandt andet sagde, at de døde holdt gudstjenester i kirken,” siger hun.
Den folkelige tradition med at fejre julen den 24. i stedet for den 25. december, som man ellers gør i mange andre lande, er formentlig resultatet af sammenfald af forskellige tendenser og kan have spor helt tilbage til den før-kristne jul, der blev fejret i Norden. Det har også spillet ind, at borgerlige familier i 1800-tallet begyndte at fejre jul med juletræ og lys, hvor det gav mening at begynde højtiden aftenen inden, når mørket faldt på. Men den præcise forklaring på danskernes forkærlighed for den 24. december fortaber sig i de seneste århundreders tåger, forstår man på Charlotte S.H. Jensen.
Der er dog god grund til at tro, at det er folketraditionen, der med tiden også har smittet af på kirkernes julegudstjenester. Traditionen med at holde gudstjeneste den 24. december er nemlig spiret op nedefra i kirken uden om autoriteterne. Det var først for 25 år siden, at biskopperne fik formaliseret traditionen ved at indstille til kirkeministeren, at den 24. december skulle være en officiel kirkedag.
Og dengang var der så bred enighed om, at det var en god idé, at beslutningen hverken vakte opsigt eller kastede nogen større kirkelig debat af sig, forklarer provst emeritus Holger Villadsen, der var bispesekretær dengang.
”Det skyldes, at juleaftensgudstjenesten allerede havde udviklet sig til en fast tradition i kirkerne,” siger han.
Holger Villadsen forklarer, at gudstjenesten den 24. december dog bunder i mere end en folkelig tradition. Helt tilbage til oldkirken har det været en skik at holde en optaktsgudstjeneste dagen inden de store helligdage. Det bemærkelsesværdige i Danmark er blot, at optaktsgudstjenesten har vokset sig større end gudstjenesten på selve helligdagen den 25. december.
I sidste ende illustrerer det, at folkekirken i sin essens er folkets kirke, der indretter sig efter danskernes vaner og ønsker og ikke udelukkende efter de kirkelige autoriteter og dogmatik, siger Hans Raun Iversen, lektor i teologi ved Københavns Universitet.
”Man kan sige, at praksis er den afgørende synode i folkekirken. Alt i kirken bliver gennemført i praksis, før det bliver vedtaget fra oven,” siger han.