Grundlæggende består mit voksenliv af en lang række af troens øjeblikke, der står så tæt ved hinanden, at de bliver til en linje, der rækker meget længere, end øjet kan se.
Men så var det alligevel et skelsættende øjeblik for mig dén søndag i 1979, hvor det stod helt klart for mig, at jeg var blevet troende i ordets dybeste forstand.
Da det skete, var jeg for længst færdig med teologistudiet, og jeg var også blevet ordineret i Odense Domkirke ved en i grunden højtidelig begivenhed, som jeg dog oplevede som det rene komiske teater, en cirkusforestilling, og jeg har aldrig nogensinde troet så lidt som ved netop den lejlighed.
Men det skulle ændre sig kort efter, nemlig på den allerførste søndag, hvor jeg stod i mit eget sogn og for første gang skulle uddele nadver til menigheden.
Forud var gået en lang rejse mod præsteembedet, og jeg var også kommet nærmest baglæns og under protest ind i troen igennem en proces, der startede med, at jeg begyndte at læse teologi på Københavns Universitet i 1967 efter to år som sergent i Livgarden.
På det tidspunkt var vi en stor gruppe, som startede på teologi med en stor skepsis, ja, vi ville med Bibelen og Karl Marx’ ”Das Kapital” ved siden af hinanden på skrivebordet bevise, at hele kristendommen var et stort fupnummer. Så vi havde tænkt, at vi ved hjælp af den materialistiske dialektiks metode skulle afsløre, at Bibelens udsagn var noget fup og fidus, som gennem 2000 år havde styret den vestlige bevidsthed.
Men sådan kom det ikke til at gå. Tværtimod. For den kritiske holdning til troen gik mere og mere i opløsning i de 12 år, som jeg brugte på teologistudiet, og efter en årrække opdagede jeg med nogen forbavselse, at jeg ”da vistnok var blevet troende”. Jeg var begyndt at gå i kirke og bede.
Så selvfølgelig skulle jeg være præst, for kristendommen var hverken løgn eller snyd, men endnu havde jeg den helt store erkendelse til gode. Men den kom på min allerførste søndag som sognepræst i Kerte-Tanderup Pastorat på Vestfyn, hvor jeg påbegyndte min præstegerning, og hvor jeg virkede i to små sogne i alle mine 32 år som præst.
Dén søndag blev jeg nemlig ramt af den troende overbevisning, for der blev det helt klart for mig, at nadverens ord var rigtige hele vejen igennem, da jeg stod foran alteret og for første gang sagde: ”Dette er Jesu Kristi legeme. Dette er Jesu Kristi blod.”
I det øjeblik var jeg ikke 100, men 5000 procent sikker på, at kristendommen var sand, og sådan har det været lige siden. Jeg kunne med andre ord godt stryge det der ”vistnok” foran at være troende.
Senere i refleksionens lys konkluderede jeg også, at når jeg af hele mit hjerte kan tro på, at Jesus er til stede i noget så kedeligt som de knastørre oblater og den sure portvin, så kan det kun skyldes, at det er sandt, og at jeg ER troende.
Siden har min tro udviklet sig meget og helt uforudsigeligt. De første 10 år af min præstetid sad min tro i hovedet. For til trods for oplevelsen ved den første nadver havde jeg læst og tænkt mig frem til troen, og vi sang derfor Grundtvig-salmer ved alle gudstjenester. 10 år efter rykkede troen ned i hjertet, og der blev sunget Brorson og Kingo. De sidste 10 år rykkede troen så ud i kroppen, og vi sang Hans Anker Jørgensen, Holger Lissner og K.L. Aastrup samt lavede pilgrimsvandringer, medita- tionsgudstjenester, lystænding med mere.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Jeg har fået to. Min far sagde ofte: Du skal bare være dig selv, i den sønderjyske underforståede betydning, at du er god nok, som du er, også når du ikke er det. Det har jeg senere vovet at kalde kærlighed.
Den kærlighed, som vi får fra Gud, er udtrykt i det andet råd, jeg har fået. Det kommer fra Esajas 54, 10, hvor der står: ”For bjergene kan rokkes og højene vakle, men min troskab mod dig rokkes ikke, og min fredspagt vakler ikke, siger Herren, der viser dig barmhjertighed.”
Og jeg har virkelig fået meget i livet; Uddannelse, job, erotik, kærlighed og ikke mindst min kone og vores datter. Så jeg havde og har en stor taknemmelighed, som jeg måtte rette opad mod Gud, for hvor ellers? Min tro er derfor en overskudstro, som kommer af, at jeg altid har følt mig velsignet og privilegeret modsat rigtig mange mennesker, der kommer til troen ud fra en mangel- og nødsituation, hvor de er bange, syge og beder Gud om hjælp.
Der findes som bekendt også kun to bønner: Hjælp og tak, og 95 procent af mine kirkebønner, som jeg altid skrev selv, var takkebønner. Men i menigheden sad også mennesker, der havde brug for hjælpebønnerne. Heldigvis havde jeg en kollega, som havde et svært liv, og som primært skrev hjælpebønner, så vi delte med hinanden og byttede kirkebønner, så vores menigheder kunne få begge slags.
Hvad udfordrer din tro?
Jeg kender ikke til anfægtelse, når det gælder min tro. Alle siger, at der findes ingen tro uden tvivl, men i det religiøse kender jeg ikke tvivlen. Gud bliver aldrig borte for mig. Indimellem gemmer han sig lidt, men han er aldrig længere væk, end at to flettede hænder kalder ham ind i centrum igen.
Jeg plejer også altid at sige, at jeg har to absolutte subjekter i mit trosliv: Min Gud og min kone, og at i forhold til de to eksisterer tvivlen ikke. Man kan tænke, at det er kærligheden, som holder det hele sammen.
Til gengæld er der plads til det relative og tvivlen i min tilværelse vedrørende næsten alt andet. Her læner jeg mig så op ad Heraklit, der levede cirka 500 år f.Kr., og hvis slogan var ”panta rei”. Det oversættes til ”alt flyder” og bliver hos mig til den helt jordnære sætning: ”Man kan aldrig vide.” Ud over en accept af livets uforudsigelighed er det også en prioritering af, at processen og vejen, vi går ad, altid er vigtigere end målet.8