Prøv avisen

Forbrug er blevet vikar for meningen med livet

Dr.theol. Ole Jensen prøver med sin nye bog at overbevise læserne om, at fortsat vækst i én uendelighed ikke er mulig. "Vi kan ikke vokse uendeligt på endelig plads," siger han. -- Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Allerede i 1976 advarede dr.theol. Ole Jensen om menneskets overforbrug af naturens ressourcer. Nu gør han det igen med en ny bog

Dommedagsprofet og miljøfanatiker var blot nogle af de begreber, der blev hæftet på dr.theol. Ole Jensen, da han i 1976 skrev bogen "I vækstens vold". Dengang var hans grundholdning, at vi med vores forbrug tærer for hårdt på naturens ressourcer. En natur, som vi har fået betroet. Nu, 35 år efter, mener han det samme i sin nye bog, "På kant med klodens klima. Om behovet for et ændret natursyn". Forskellen er blot, at hans argumenter denne gang bliver sået i en federe muld. Klimaet er kommet på dagsordenen, og det i en sådan grad, at Ole Jensen ikke kan tillade sig at tie stille.

"Jeg bliver ved med at råbe op, ligesom jeg har gjort det siden 1970'erne. Og ja, jeg gentager min grundholdning, men i en opdateret udgave, fordi jeg finder udviklingen absurd."

Han fylder 74 år på mandag og gør med sine langsomme skridt og lavmælte stemmeføring ikke så meget væsen af sig på det ydre plan. Men teksten på siderne i hans nye bog er i passager nærmest flammende af både frustration og aversion. Der er klaps til overforbruget, materialismen og den ifølge ham efterhånden eneste gangbare politiske værdi: økonomisk vækst.

"Der er en enorm eksplosion i den økonomiske vækst globalt set. Og alle med indflydelse siger, at den skal fortsætte uden ophør. Men hvordan skal det kunne lade sig gøre at blive ved med at vokse uden at rasere kloden totalt? Temperaturen stiger, og uerstattelige dyre- og plantearter uddør med stor hast."

"Hvad er vi for en brutal kultur, der på et splitsekund af klodens alder ødelægger tusindvis af arter og økosystemer, der er skabt gennem millioner af år. Økonomer og politikere siger, at det går ikke uden en vækst i BNP på to procent årligt. Men jeg siger, at det går heller ikke med en fortsat vækst i én uendelighed. Vi kan ikke vokse uendeligt på endelig plads," siger Ole Jensen.

Han mener, at forbruget efterhånden har udviklet sig til en slags erstatning for virkelige værdier.

"Det ligger ubevidst i luften, at det kan man holde mennesket hen med. Forbrug bliver en vikariering for meningen med livet, og det er sølle og primitivt. Når vi har så overrigeligt af mad, tøj og boliger, som vi allerede har, er det ikke en naturlov, at vi bare vil have mere. I vores del af verden bliver vi ikke lykkeligere af at få mere og mere. Og det er skammeligt, når det sker på bekostning af klodens enestående forekomster."

Hvad foreslår du så i stedet for økonomisk vækst?

"Jeg har ikke svaret, for jeg er en almindelig lægmand, der tænker snusfornuft, men det gør politikerne ikke, når de siger vækst frem for alt. Der er et vanvid i det. Vi har behov for, at der kommer nogle geniale økonomiske nytænkere på banen, og der er nogen på vej. Blandt andet i England, hvor regeringen nedsatte Tim Jackson-kommissionen, som siger, at vi må trappe ned. Men de har desværre ingen indflydelse. Endnu."

I din bog siger du, at de, der bekymrer sig, skal blive ved med at tale og tale?

"Vi har brug for en folkelig dannelse, hvor medierne burde spille en stor rolle. Den folkelige oplysning er utrolig vigtig. Vi skal appellere til de mange almindelige mennesker, der er udstyret med sund fornuft. Den folkelige oplysning bør blomstre, og vi skal alle tale med hinanden om, at det ikke kan lade sig gøre at vælte sig i mere og mere og rejse mere og mere til Thailand," siger Ole Jensen, som argumenterer for, at en travetur eller cykeltur i Thy kan være lige så god som rejser til den anden side af jorden.

Som teolog mener han også, at kirkens folk har en rolle at spille i diskussionen om forbrug og klima. Men gudstjenesten skal ikke nødvendigvis kidnappes til at diskutere vækstrater og udryddelse af sjældne dyr og planter.

"Jeg er jo lidt konservativ, hvad angår gudstjenesten. Jeg går i kirke for tak og trøst, ikke for at høre for mange meninger om dit og dat. Men jeg siger ikke, at det er at svigte evangeliet, hvis nogen gør det alligevel. For mig personligt er kirken bare ikke et meningsfællesskab under gudstjenesten."

Uden for kirkerummet er det dog en anden snak.

"Præster og menighedsråd står for det største oplysningsarbejde i samfundet i form af sogneaftener, møder og foredrag. Der er der en gigantisk udfoldelse af alle vigtige etiske eksistensspørgsmål. Her hører klimaproblematikken virkelig hjemme. Sognehuset er meningernes torv, og jeg kunne godt ønske mig, at præster og andre kirkelige mennesker var mere frimodige med at sige, at de her ting er smertelige.

Selvom mange klimarapporter efterhånden viser, at Ole Jensen på en del områder havde ret i sin egen profeti fra 1976 om, at naturen på sigt vil bukke under for ubegrænset vækst, så er han ikke en mand uden håb. Nogle gange lykkes det rent faktisk at vende "Titanic", før det brager mod isbjerget.

"Sådan nogle ting kan vende meget hurtigt, hvis det modner i mange mennesker på én gang. Et eksempel er atomkapløbet mellem Rusland og USA, hvor logikken om, at det ikke var nødvendigt at kunne smadre jorden 5000 gange, pludselig slog igennem. Og så nedrustede man. På samme måde havde ingen året før Berlinmurens fald troet på, at Berlinmuren faldt. I begge tilfældede handlede det om, at der var folkelig modstand. Det er derfor, jeg skriver sådan en bog, fordi jeg håber, det vil vække noget i folk."

schelde@k.dk