En mandestemme kalder til aftenbøn over et højtaleranlæg, og solen er ved at gå ned bag bjergene. Fader Vincent Zinwa leder ned til aftenbønnen i fælleshuset i Pa La Na Camp. En grøn plasticpresenning er lagt ud som underlag på cementgulvet, og omkring 20 kvinder sidder knælende i bøn.
”Vi beder for alle dem, der lider i denne konflikt. Vi beder for præsten, for lejrchefen og for alle dem, der sender hjælp til os. Vi beder for fred,” lyder oversættelsen af den messede fællesbøn.
Ikke mange fra journaliststanden finder vej til Kachin for tiden, og den katolske præst Fader Vincent Zinwa er begejstret for at have fået besøg. Pa La Na Camp er en flygtningelejr for internt fordrevne kristne i Myanmars nordlige delstat Kachin. Lige nu bor omkring 100.000 mennesker, primært kristne, i flygtningelejre som denne i delstaten. De er fanget i en årelang konflikt mellem militæret og etniske grupperinger, hvor militæret er blevet anklaget for at bruge samme hårdhændede metoder som mod den muslimske Rohingya-minoritet i delstaten Rakhine.
”Religiøse minoriteter er særligt udsatte i Myanmar, fordi både kristne, muslimer og hinduer ses som et resultat af koloniseringen. Især de to sidste grupper betragtes som fremmede indvandrere,” siger Mikael Gravers, der er antropolog og professor emeritus ved Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet.
Han har særligt beskæftiget sig med Myanmars radikale buddhistiske munke, der øver stor indflydelse på militæret og regeringen.
”Militæret står hårdt på ’national integritet og enhed’ og abonnerer på en form for burmesisk nationalisme, der indebærer centralisering og religiøs ensretning. Det er svært at forene med de etniske organisationers ønske om selvstyre, så medmindre hæren ændrer holdning eller de etniske grupperinger vil nedruste, er det svært at se en løsning,” siger han.
FN-repræsentanter har kaldt situationen i Kachin ”en glemt humanitær krise”, og adgangen til mad, rent drikkevand og lægehjælp er yderst sparsom i de lejre, der ligger mest afsides i Kachin-staten, hvor militæret anklages for at blokere adgangen til nødhjælp. Samtidig anklager FN også militæret for at begå krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i staterne Rakhine, Kachin og Shan. I en rapport udgivet af FN’s Menneskerettighedsråd i september sidste år fortalte både kristne og muslimske flygtninge om militærets overgreb – og her gik beretninger om mord, voldtægt, tortur, afbrænding af landsbyer og bombeangreb mod uskyldige civile igen.
Men situationen i Kachin har ikke den samme internationale bevågenhed som overgrebene mod Rohingya-minoriteten har, og det er et problem, mener Martin Vane, landedirektør for Dansk Flygtningehjælp i Myanmar, som yder nødhjælp til lejrene i Kachin.
”Fordrivelserne af Rohingyaerne fik opmærksomhed fra det internationale samfund, fordi mange flygtede på én gang, men de løbende fordrivelser i Kachin får markant mindre opmærksomhed – også fra donorer. Det er et problem, fordi den humanitære situation er uhyre sårbar, og militæret praktisk talt har straffrihed,” siger han.
Da den første bølge af kristne blev sendt på flugt fra deres landsbyer i 2011, søgte de hen til kirkerne for sikkerhed. Særligt baptistkirken og den katolske kirke har siden dengang stået for at drive lejrene og sikre adgang for internationale nødhjælpsorganisationer.
Fader Vincent Zinwa er udover at være præst også leder af en lokal katolsk fredskommison, der arbejder for en løsning på konflikten i Kachin.
”Hvorfor skal kirken tage del i forhandlingerne? Fordi Bibelen lærer os en forpligtelse for menneskelig værdighed. I kirken tror vi på, at fred er muligt, men det kræver retfærdighed, dialog og vilje til at mødes. For militæret og regeringen betyder fred fravær af krig. For os kristne i Kachin betyder fred ret til at udøve vores kultur og religion,” siger han og leder hen mod en bambushytte, der udgør administrationsbygningen i Pa La Na Camp.
Her sidder 37-årige Laja Kai Ja. Hun flygtede i april sidste år med sine tre børn.
”Vores landsby var tæt på en af oprørsgruppens poster. Først hørte jeg flyene. Så så jeg bomberne falde, og så begyndte vi alle sammen at løbe,” siger hun.
Laja Kai Ja fortæller, at hun efterfølgende har fået at vide, at soldater fra Kachin Independence Army havde brændt hendes landsby ned til grunden for at forhindre, at soldater fra militæret skulle bosætte sig der.
”Alt er væk nu. Jeg havde ikke tid til at tage noget med fra huset, da vi flygtede. I starten var jeg vred over, at de havde brændt vores hus ned, men så tænkte jeg, at det er bedre, end hvis millitæret havde bosat sig der,” siger hun.
Den næste dag vover Laja Kai Ja sig vej til søndagens højmesse i fælleshuset.
”Ingen kan overleve dette uden Gud,” siger hun, mens hun viser forbi de mange barakker med blå bliktag og legende børn og frem til fælleshuset.
Ved indgangen ligger et bjerg af klipklapper, og indenfor sidder omkring 200 mennesker tæt samlet på en plasticpresenning. Forsamlingen venter på præsten, som nu er tyve minutter forsinket. Kirketjeneren undskylder og opfordrer til stille, indre bøn. En ung mand har ”100 procent Jesus” skrevet på ryggen af sin T-shirt, og de fleste kvinder bærer perlebesatte blondeslør. En femårig dreng viser et armbåndsur, han har tegnet med kuglepen omkring sit håndled, til en ven, og en lille pige har lavet en drage af fire sammenbundne plasticposer, som hun trækker rundt med ude foran fælleshuset. Kirketjeneren rømmer sig og meddeler, at præsten nok ikke kommer, og at han selv vil lede gudstjenesten, selvom han ikke har prøvet det før.
En musiker ved keyboardet slår første tone an, og kirkegængerne slår op i salmebogen med salmeteksterne skrevet på det lokale sprog. Sprøde trommelyde og orgellyde pumper ud over forsamlingen, der højlydt stemmer i sang. ”Alt kan udholdes med Guds velsignelse”, lyder en strofe.