Forening af menighedsråd: Man har ikke kunnet få klar besked om begravelser udendørs

Der har ikke været klarhed i folkekirken om reglerne for deltagere ved udendørs begravelser. I flere uger har formand for menighedsrådsforening forsøgt at få svar. Biskopper er nu gået til Kirkeministeriet for at få klarlagt reglerne

Udendørs begravelser har ifølge en mail fra kirkeminister Joy Mogensen (S) ikke nogen begrænsning på antallet af deltagere, ligesom indendørs begravelser har haft under coronakrisen. På billedet er flaget sat på halvt forud for en bisættelse i Hvidovre Kirke ved København før krisen. – Foto: Adam Garff.
Udendørs begravelser har ifølge en mail fra kirkeminister Joy Mogensen (S) ikke nogen begrænsning på antallet af deltagere, ligesom indendørs begravelser har haft under coronakrisen. På billedet er flaget sat på halvt forud for en bisættelse i Hvidovre Kirke ved København før krisen. – Foto: Adam Garff.

Siden digteren Yahya Hassan i tirsdags blev begravet foran flere hundrede mennesker på Vestre Kirkegård i Aarhus, har flere præster undret sig. For hvorfor har man i folkekirken skullet efterleve krav om en begrænset deltagelse ved begravelser i forhold til kirkens størrelse – også uden for kirken – når det ikke var tilfældet ved digterens begravelse?

Det spørgsmål har formand for Landsforeningen af Menighedsråd Søren Abildgaard forsøgt at få svar på i flere uger. Han er med i et udvalg, der følger folkekirkens område og holder daglige møder med blandt andre Kirkeministeriet.

”Men det er ikke lykkedes at få et klart svar på det spørgsmål. Derfor må jeg tolke det sådan, at den meget omtalte begravelse (Yahya Hassans, red.) viser, hvad der er gældende ret på det område,” siger han.

En del af den folkekirkelige forvirring skyldes traditionen med, at begravelser begynder inde i kirken for derefter at flytte ud på kirkegården modsat Yahya Hassans begravelse, der udelukkende foregik udendørs. Inde i kirken gælder, at man maksimalt må åbne døren for én person pr. fire kvadratmeter af kirkens gulvareal – altså 50 mennesker til en begravelse i en kirke på 200 kvadratmeter.

Af Kirkeministeriet har biskopperne tidligere fået oplyst, at i og med at en begravelse er én handling, fortsætter denne deltagerbegrænsning ude på kirkegården ved jordpåkastelse. Der må altså ikke vente en forsamling uden for kirken og træde til ved den udendørs del af ceremonien.

Men som beskrevet i andre medier har der også i folkekirken været holdt begravelser, hvor hele ceremonien er foregået udenfor. Kristeligt Dagblad kender til ét eksempel på en præst, der forud for en udendørs begravelse fik at vide af sin provst, at der ikke måtte deltage flere, end der ville have kunnet være i kirken ifølge reglerne.

Det er dog en misforståelse. Begravelser er generelt undtaget forsamlingsforbuddet, og hvis hele ceremonien foregår udenfor, er der ingen øvre grænse for, hvor mange der må deltage. Dog skal Sundhedsstyrelsens anbefalinger om god hygiejne og andre forskrifter overholdes. Ifølge biskop over Ribe Stift Elof Westergaard skal der nu rettes op på ”uklarhed” om reglerne.

”Vi har haft den opfattelse, at der også udenfor gjaldt den regel om én person pr. fire kvadratmeter – altså for hele kirkegårdsområdet. Men der har her vist sig nogen uklarhed. Og vi har vi nu bedt Kirkeministeriet om at få præciseret,” siger han og tilføjer:

”Tingene udvikler sig hurtigt i sådan en krise. Vi udgav en vejledning, da krisen begyndte, men ugerne er gået, og siden er der sket det, at vejret er blevet bedre. Vi har ikke tradition for at holde begravelser udenfor, men det kan lade sig gøre, og det har flere ønsket på grund af vores nuværende situation. I den forbindelse er der opstået nogle uklarheder om regler for deltagere, fordi vejledningerne har taget afsæt i, at begravelser i folkekirken for det meste foregår indenfor. Det skal vi have rettet op på,” siger han.

Kristeligt Dagblad forsøgte uden held både i onsdags og i torsdags at få en kommentar fra kirkeminister Joy Mogensen (S). Også hos hende viste der sig imidlertid at være forvirring. Hun gav i onsdags oplysninger, der pegede i meget forskellige retninger. Først satte hun spørgsmålstegn ved det store antal deltagere ved Yahya Hassan-begravelsen på Vestre Kirkegård i Aarhus:

”Jeg vil gerne gøre det meget tydeligt, at den begravelse – som også jeg med stor mistro, forundring og forargelse så billeder fra – på ingen måde er sanktioneret af myndighederne. Der gælder præcis de samme regler for alle trossamfund,” sagde hun og tilføjede, at hun undrede sig over, hvorfor politiet ikke greb ind.

Men få timer senere skrev hun i en mail sendt til en række ordførere, at udendørs begravelser og bisættelser er undtaget forsamlingsforbuddet på maksimalt 10 personer, hvilket ville gøre Yahya Hassan-begravelsen lovlig.

Retsteolog Kristine Garde har ikke læst lovteksten, men vurderer, at Kirkeministeriet må træde til, når reglerne for udendørs begravelse bliver fortolket vidt forskelligt.

”Hvis det er tilfældet, at der er afgørende forskelle i retningslinjerne, som loven afstikker, er det nødvendigt at revurdere opfattelsen frem for alt i Kirkeministeriet. De må træde til og revurdere reglerne og give biskopperne fornyet vejledning, som kan gives videre til præsterne af hensyn til folkekirkemedlemmernes betjening,” siger hun.