Prøv avisen

Forening vil redde institutionskirkegårde

- Vi må gå ind og redde, hvad reddes kan af de gamle institutionskirkegårde, siger Mette Madsen, tidligere kirkeminister for Venstre og næstformand i Foreningen af Kirkegårdskultur. Mette Madsen er chokeret over, at en del af de gamle kirkegårde, der hører til de store, nu ofte nedlagte eller decentraliserede statsinstitutioner upåagtet er forsvundet, som Kristeligt Dagblad har beskrevet i flere artikler på det seneste. Den tidligere kirkeminister har en særlig kærlighed for bevaringsværdige gravminder. Det var hende, der først som menig Venstre-kvinde forgæves, men siden som kirkeminister trumfede igennem, at en ny lov skulle sikre de gamle gravminder. Fra 1986 blev det lovpligtigt, at provsten på provstesyn hvert tredje år, sammen med museumskyndige, også skulle registrere bevaringsværdige gravminder. - Men det er ikke gået så hurtigt med registreringen, som jeg have forestillet mig, siger Mette Madsen. Hun vil med formanden for Foreningen af Kirkegårdskultur, provst Leif Arffmann, drøfte, hvordan foreningen bedst kan sikre, at gravminder, der fortæller hvordan især psykisk syge og udviklingshæmmede blev begravede, ikke forsvinder. Leif Arffmann er på ferie i øjeblikket, men siger gennem foreningens sekretær, at det er beklageligt, at provstesynet langt fra er nået igennem alle kirkegårde med museumskyndige, der kan vurdere, om gravsten og gravminder er bevaringsværdige. - Men spørgsmålet om institutionskirkegårde og afsnit til institutionsbegravelser på almindelige kirkegårde er et emne, Foreningen af Kirkegårdskultur bør gå aktivt ind i. Blandt andet kunne vi tilbyde at deltage i registreringen af gravminder, siger han. En af de institutionskirkegårde, der stadig fungerer er kirkegården på Kolonien Filadelfia. Ledende hospitalspræst, Anton Guldager Andersen mener, at man for 20 år siden havde behov for at rydde op og skjule den uniformitet, der var over de ens gravsten. Men nu er eftertiden mere tilbøjelig til at betragte begravelsesformen som en del af kulturhistorien. Side 6 og leder på bagsiden