Forfatter inviterede til sex i Blågårds Kirke

Den nedlagte og solgte Blågårds Kirke i København var i går aftes ramme om arrangementet Erotic Church, hvor forfatteren Carsten Graff indbød folk til at være sammen seksuelt, mens han holdt foredrag. Den type arrangement er ikke inden for rammen af det, vi aftalte, da vi solgte kirken, siger Kirkefondet

”Et modent ægtepar har meldt sig til at ligge i en dobbeltseng, der hvor alteret tidligere stod, og de har mulighed for at elske, mens jeg taler. Om der kommer noget seksuelt ud af det, ved jeg ikke, det vil afhænge af stemningen,” sagde Carsten Graff inden arrangementet i Blårgårds Kirke.
”Et modent ægtepar har meldt sig til at ligge i en dobbeltseng, der hvor alteret tidligere stod, og de har mulighed for at elske, mens jeg taler. Om der kommer noget seksuelt ud af det, ved jeg ikke, det vil afhænge af stemningen,” sagde Carsten Graff inden arrangementet i Blårgårds Kirke. Foto: Polfoto.

”I december sætter vi en række elskende par i stævne i en stemningsfuld kirke på Nørrebro. De pågældende par vil i løbet af aftenen udtrykke deres kærlighed – både seksuelt, sanseligt og følelsesmæssigt.”

Sådan lød beskrivelsen af arrangementet Erotic Church, som i går aftes blev afholdt i Blågårds Kirke i København, der indtil udgangen af 2013 fungerede som folkekirke. Nu er den ejet af andelsforeningen KoncertKirken, som arrangerer koncerter, dans og performance. En lukket kirke kan tilsyneladende bruges til alt, for torsdag aften var der lagt op til fysisk erotik sammen med et foredrag af forfatteren Carsten Graff .

”Et modent ægtepar har meldt sig til at ligge i en dobbeltseng, der hvor alteret tidligere stod, og de har mulighed for at elske, mens jeg taler. Om der kommer noget seksuelt ud af det, ved jeg ikke, det vil afhænge af stemningen,” sagde Carsten Graff inden arrangementet.

Han har tidligere holdt et lignende arrangement i et yoga-lokale, hvor et par var seksuelt sammen, mens han holdt foredrag.

”Jeg ved godt, at arrangementet vil være en torn i øjet på nogle, og jeg er egentlig ikke ude på at støde nogen. Men der er brug for en provokation for at sætte fokus på den kropsforskrækkelse, som findes i store dele af folkekirken, og vise det store udviklingsaspekt, der ligger mellem vores følelser og den fysiske, begærlige kærlighed,” siger Carsten Graff, som i forbindelse med arrangementet ser Blågårds Kirke som en bygning og ikke en kirke.

Blågårds Kirke er opført af Kirkefondet, som har stået bag talrige af Københavns kirker siden sin grundlæggelse i 1890. Ifølge generalsekretær Henrik Bundgaard Nielsen har Kirkefondet solgt Blågårds Kirke til KoncertKirken, hvor der i forbindelse med salget er blevet informeret om og indgået aftale om, at KoncertKirkens anvendelse af den lukkede Blågårds Kirke skal være til ”afholdelse af koncerter og kulturelle arrangementer”.

”Det må således være op til KoncertKirken at vurdere, om det påtænkte arrangement kan indeholdes i kategorien ’kulturelle arrangementer’. Men vi ser ikke umiddelbart det holdte arrangement som værende inden for rammerne af den kontekst, som vi drøftede med køber,” siger Henrik Bundgaard Nielsen.

Hvad angår det principielle i, hvad en nedlagt kirke kan bruges til, henviser han til en rapport fra Kirkeministeriet fra 2013 om nedlæggelse af kirker. Heri står der, at der - med de eventuelle begrænsninger i anvendelsen, som en bygningsfredning indebærer – som udgangspunkt ikke er nogen grænser for, hvad bygningen kan anvendes til, når en kirke er nedlagt. Der er intet til hinder for, at den nedlagte bygning overgår til et rent verdsligt formål, men der kan fastsættes eventuelle begrænsninger for bygningens fremtidige anvendelse.

”Så formelt set er der intet til hindring for det omtalte arrangement i KoncertKirken. Noget andet er, at nogle vil have en anden mening, blandt andet fordi der kan være stærke følelser blandet ind i det, for eksempel fra lokale folk, for hvem den lukkede kirke tidligere har været ramme om for eksempel dåb, vielse og begravelse. Så derfor skal KoncertKirken tænke sig grundigt om i forhold til, hvad de laver i kirken, og lytte til, hvad der er af lokale holdninger for ikke at få en stor lokal modstand mod, hvad der foregår i KoncertKirken,” siger Henrik Bund- gaard Nielsen.

Hvis hovedparten af arrangementerne i Koncert Kirken skulle have været af lignende art som Erotic Church, havde Kirkefondet ikke solgt kirken til den pågældende køber, tilføjer han.

”Det forestiller jeg mig ikke, at vi havde gjort. Nu er det jo værd at bemærke, at der her er tale om et enkelt arrangement ud af mange kulturelle arrangementer og koncerter i KoncertKirken. Men jeg kan tilføje, at vi havde forhandlinger med andre potentielle købere, hvor det ikke endte med et salg, blandt andet på grund af usikkerhed om, hvad kirken kunne blive anvendt til på længere sigt.”

Tidligere sognepræst i Blågårds Kirke Lisbeth Søe undrer sig over, hvordan Erotic Church-arrangementet kan komme ind under begrebet koncert.

”Jeg synes, det er en barnlig trang til at provokere ved at lade det foregå i en tidligere kirke. Arrangementet er noget privat, som man derved udstiller, og det er ikke værre det ene sted end det andet. Men det lader til, at forfatteren ikke har nogen reel forestilling om, hvad kirken og kristendommen har at sige om kærlighed og erotik.”

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra KoncertKirken hverken på telefon eller mail.