Forfatter: Kærlighed er ikke en følelse, men en handling

Den eneste sandhed, der findes, får man i denne søndags tekst, mener teolog og forfatter Jakob Brønnum. For ham er næstekærligheden det afgørende ved troen

”Jeg holder af den akademiske teologi med den kritiske tilgang og plejer at sige, at hvis evangelierne bringer sandheden om verden, så kan de tåle ethvert kritisk spørgsmål,” siger forfatter Jakob Brønnum.
”Jeg holder af den akademiske teologi med den kritiske tilgang og plejer at sige, at hvis evangelierne bringer sandheden om verden, så kan de tåle ethvert kritisk spørgsmål,” siger forfatter Jakob Brønnum. . Foto: Jens Welding Øllgaard.

Kender du det, at du ser et menneske, der har behov for hjælp, men samtidig ikke kan finde ud af, om du har lyst til at gøre noget ved det?

Det gør du. Det påstår forfatter og digter Jakob Brønnum i hvert fald. For den følelse oplever alle mennesker ifølge ham hver eneste dag.

”Hver dag er der en stemme, der siger, ’ham eller hende her burde jeg hjælpe lidt – jeg burde gøre sådan og sådan for vedkommende’. Den stemme står på den ene skulder. Når den dukker op, kommer der en på den anden skulder, som siger, ’nej nej, det er ikke mit ansvar og ikke mit problem – det er nogen andres’. Og så får man ikke gjort noget,” siger han.

Ud over at være almenmenneskelige er de daglige indfald om at gøre mere, end hvad der forventes af én uden at få noget tilbage, vigtige at lære at lytte til, tilføjer den 59-årige teolog. Det er blandt andet det budskab, man skal nå frem til, når man læser teksten, der bliver prædiket i landets kirker denne søndag.

Teksten er ifølge Jakob Brønnum vigtig, men bestemt ikke nem.

”Den er nok et af de sværeste tekststykker at prædike over, jeg kender. For den er næsten umulig at forstå, hvis ikke man er et senantikt menneske. I det mindste må den læses i sin større sammenhæng,” siger han.

Hvis man kender evangelisten bag søndagens tekst, Johannes’, ved man ifølge Jakob Brønnum, at hele hans evangelium handler om, at ”Gud er kærlighed”. Med denne tekst, der er skrevet som en bøn, har evangelisten netop forsøgt at indkredse en guddommelig kærlighed, og det gør han med fantastiske formuleringer, synes forfatteren, der som eksempel nævner udtrykket, at mennesker ”skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig”.

”Det er fantastisk smukt. Typisk bruger vi udtrykket ’at blive ét’ i en ganske bestemt sammenhæng, nemlig i vielsesritualet, hvor man taler om at blive ét kød. Enhver, som har elsket nogen og er blevet elsket, ved, hvad der menes med at føle sig som ét. Men denne tekst handler om en større kærlighed,” siger han.

Næstekærligheden – eller den evangeliske kærlighed, som Jakob Brønnum også kalder den – har han som forfatter selv skrevet flere bøger om. Og den adskiller sig fra den gængse opfattelse af kærlighed, siger han.

”Den kærlighed er ikke en følelse, men en handling. Det handler ikke om at føle, at jeg elsker dig. Næstekærlighed er noget, man gør for den anden uden at forvente, at vedkommende skal gøre gengæld.”

En anden formulering, som Jakob Brønnum godt kan lide fra søndagens tekst, er ”at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt”.

”Dermed gør Johannes næstekærlighed til en omstændighed ved verden og til det, det hele handler om. Det handler ikke om karriere eller om at blive lykkeligere, rig eller berømt. Jeg kender ikke nogen sandere beskrivelse af verdens beskaffenhed, end den, at når det en sjælden gang lykkes os at gøre noget for et andet menneske, som vi ikke forventer noget til gengæld fra, så opdager vi, at der var vi faktisk ét med det menneske og med Kristus i den forstand, at Kristus selv er den fuldkomne næstekærlighed. Man kan opleve det i et glimt. Det er ikke noget, man kan holde fast i.”

Hvis Jakob Brønnum skal beskrive sin egen tro, så gør han det også ved at sige, at den kristne næstekærlighed er en omstændighed ved verden. Han har altid interesseret sig for det ”tilværelsesfortolkende” og begyndte at læse teologi, da han var i 20’erne. I en kort periode var han også præst på Mors, og i dag inviteres han indimellem til at prædike i kirker, hvilket resulterede i en speciel oplevelse for nogle år siden.

En jul skulle han prædike i den kirke i sjællandske Solrød, hvor hans farfar havde døbt ham, og kort efter var han inviteret til at prædike ved helligtrekonger under en gudstjeneste i Aalborg, som blev holdt i anledning af 100-året for hans farfar, Niels Brønnums, første udsendelse som missionær for det, der senere blev Mission Afrika.

”Dengang havde jeg i en periode tænkt over, hvor jeg egentlig hørte hjemme. Min gamle skole på Frederiksberg var revet ned, mit uddannelsessted på universitetet var flyttet, og jeg boede også et helt nyt sted. Men i den bue af tid og rum mellem jul og helligtrekonger så jeg, hvor jeg hørte hjemme. Jeg hørte hjemme i kirkens eksistentielle rum, som ikke har mure omkring sig,” siger han.

Jakob Brønnum føler sig dog mere præget af den kritiske tankegang på teologstudiet end af farfaderens tro.

”Jeg holder af den akademiske teologi med den kritiske tilgang og plejer at sige, at hvis evangelierne bringer sandheden om verden, så kan de tåle ethvert kritisk spørgsmål,” siger han.

Hvad ville du sige i din prædiken, hvis du skulle prædike på søndag?

At kærligheden ikke er en følelse, men en handling.

Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud?

Jeg vil ikke vælge imellem dem. De Ti Bud er en gammeltestamentlig tilværelsesbeskrivelse, og de kan hver især være vigtige. Men den evangeliske tilværelsesbeskrivelse er vigtigere.

Hvordan er din ønske-gudstjeneste?

En helt almindelig søndagsgudstjeneste i en storbykirke, hvor jeg selv kan få lov til at prædike over denne tekst.

Hvordan er dit gudsbillede?

Det eneste, man kan vide om Gud, er, hvad man kan fiske frem fra sit Kristus-billede. Og Kristus er forbilledet på den endeløse selvhengivelse for andre mennesker.