Prøv avisen
Interview

Forfatter: Tiden mellem påske og pinse er ren lock-down

Søndagens tekst giver Liselotte Horneman Kragh trang til at stampe i jorden og råbe: ”Gider du opsummere – kort, tak!”. – Privatfoto.

Søndagens tekst fremmer et intimt gudsbillede, mener forfatter Liselotte Horneman Kragh

Det er Liselotte Horneman Kraghs erfaring, at alle livets vilde begivenheder udløser et vakuum af usikkerhed og uvished. Den 57-årige forfatter, teolog og foredragsholder oplevede selv sådan en periode, da hun i 2006 valgte at holde som præst uden at have bestemt sig for, hvad fremtiden skulle bringe. Og hun er sikker på, den kommer igen, når den sidste af hendes seks sønner flytter hjemmefra. For hvem er man, og i hvilken retning skal man tage sit næste skridt, når livet tager en markant drejning?

”Det er, som når et barn bliver født, eller når et højtelsket menneske dør. Tiden står stille, og sindet er i ingenmandsland, som naturens stilhed før en tsunami,” siger Liselotte Horneman Kragh.

Netop i sådan et uvist ingenmandsland forestiller hun sig også, at disciplene befandt sig i hele den periode, hvor Jesus først døde på korset, så opstod fra de døde og til sidst for til himmels. Med reference til nutidens corona-situation, kalder hun Bibelens tekster om tiden fra påske til pinse ”ren lock-down”.

”Mellem de to højtider er der ingen retning. Det kommer der ikke, før Helligånden kommer med sit håndfaste skub til pinse og siger: Kom så i gang! Indtil da emmer teksterne af ’hvad foregår der’-dampe. For ja, Jesus var stået op fra de døde, og ja, de havde både hørt, set og interageret med ham, men hvem fatter noget så stort, når det kommer til stykket?”, siger Liselotte Horneman Kragh.

Prædikenteksten til i morgen, 5. søndag efter påske, er ifølge Liselotte Horneman Kragh netop sådan en uvisheds-dampende tekst. Faktisk giver Jesu’ lange bøn til Gud, som gengives i Johannesevangeliet, hende lyst til at stampe i jorden og råbe: ”Gider du opsummere – kort, tak!”.

”Jesus hælder ord og ord ud på os, nærmest i en slags meditativ repetition. Vævende, gentagende og som at gå i labyrint og møde det samme punkt, bare fra en anden vinkel. Det er intellektuelt irriterende,” siger hun, men konkluderer, at det måske netop er pointen.

”Måske skal vi slet ikke nogen steder hen intellektuelt. Måske skal vi tvinges til at være ét bestemt sted og erfare med vores krop og ikke med vores hjerne, at Gud er nærværende,” siger Liselotte Horneman Kragh og drager endnu en parallel til corona-situationen. For ligesom isolationen har gjort det de sidste mange uger, tvinger teksten hende ”rundt og rundt på stuegulvet”.

”Men det er her, midt på mit dumme, ueksotiske stuegulv, at jeg måske kan begynde at fatte, hvad det er for en kraft, der holder mig oppe og i live,” siger hun.

På den måde punkterer søndagens tekst også det gudsbillede, som Liselotte Horneman Kragh tror, at mange er vokset op med. Nemlig et billede af Gud som en slags 112-central, man kan henvende sig til en gang imellem, når lokummet brænder. I stedet sætter Johannesevangeliet en dyb intimitet, mener hun.

”Jeg tror, teksten vil sige os, at det guddommelige og det skabte er flettet ind i hinanden i en aldrig ophørende dans. Vi bebor hinanden. Gud er med og i os, og vi er med og i Gud og vores medmennesker. Udvekslingen og dialogen er helt tæt på og uophørlig.8