Forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen bevæger sig ofte ud på øretævernes holdeplads, når hun ytrer sig om den danske integrations- og udlændingedebat. Som fortaler for bedre forhold for flygtninge, indvandrere og børn på udrejsecentre er hun vant til at høre lidt af hvert. I den forbindelse kommer hun ofte til at tænke på, hvor vigtigt det er at holde fast i sandheden, når hun læser søndagens prædiketekst:
”Disciplene får at vide, at der findes noget, der er sandt, og de har selv oplevet det, mens de har fulgt Jesu gerninger. Senere vil andre sige, at de har sandheden, og Jesus forbereder derfor sine disciple på, at de skal forvente modstand. Det er et løfte om, at de kender sandheden, og at de skal finde styrke i at holde fast ved deres tro, selvom andre vil misbruge Guds navn. Man skal holde fast i det, man ved er sandt, for bedre at kunne bære modstand.”
Hun finder særligt en vigtig betydning i passagen ”der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud”.
”Det betyder, at det ikke er nok at sige, at man tjener Gud, hvis ikke det er i overensstemmelse med det, man gør. Jesus ønsker at indgyde disse mennesker mod til at holde fast i troen, ligegyldigt hvad de bliver udsat for. Det er en meget smuk fortælling om at finde styrke i sin tro. Det handler om ikke at lytte blindt til dem, som selv mener, at de har Gud på deres side. Troen er et meget personligt anliggende, som kræver fordybelse og en eller anden form for intimitet i forholdet til Gud. Det er der, styrken hentes,” fortæller forfatteren.
For Anne Lise Marstrand-Jørgensen er tro ikke kun troen på Gud, men også troen på det sande. Selv er hun vokset op i en familie, hvor naturvidenskaben fyldte meget, og hvor der ikke blev talt meget om tro. Hun forstår derfor ordet sandhed på flere måder. Dels som objektive, fysiske sandheder, som ikke kan diskuteres, for eksempel at tyngdekraften findes eller en kortlægning af, hvordan et hjerte fungerer. Dels som moralske, almenmenneskelige sandheder, som for eksempel at du ikke må slå ihjel.
”De naturvidenskabelige sandheder er kun en del af billedet, og det er jo det, som de fleste mennesker nemt kan blive enige om, er sandt. Jeg mener dog, at man godt kan tale om, at der findes sandheder i forhold til, hvad der er moralsk rigtigt.”
For Anne Lise Marstrand-Jørgensen findes der nogle grundlæggende sandheder, som for hende handler om, at alle mennesker er lige meget værd, og at vi er forpligtede til at passe på hinanden og på naturen. Her henter hun inspiration i kristendommen.
”Jeg opfatter mig selv som et meget troende menneske, så for mit eget vedkommende er det oplagt at finde inspiration i min tro. Det oplever jeg faktisk, at andre troende mennesker gør, lige meget om vi deler tro elle ej. Vi når frem til de samme grundlæggende sandheder. Det samme hos ikke-troende. Min mand er ateist og filosof, og vi deler helt grundlæggende forestillinger om, hvad der er moralsk rigtigt og forkert. Det er noget, der ligger dybt i os som mennesker. Langt de fleste bærer de samme overbevisninger, der gør, at vi kan omgås hinanden på en ordentlig måde, for eksempel at vi ikke tager et andet menneskes liv.”
Forfatteren har mange personlige venner, som er muslimer, og de har også samtaler om tro og religiøsitet. Og det sker i stor respekt for den andens tro.
”Jeg har kun mødt en enkelt muslim, som i dag står mig nær, der føler, at han nogle gange skal missionere. Han tænker, jeg kan blive en god muslim, men det ved han godt, ikke kommer til at ske. Faktisk så oplever jeg det som en generøsitet. Han vil dele noget, som giver hans liv værdi. Det er der noget smukt ved. Generelt oplever jeg, at det er meget nemmere at tale om tro med et menneske, der selv er troende, selvom det er en anden tro end min, end det er at tale med et menneske, som ikke er troende. Vi deler jo den erfaring, det er at tro og lægge sit liv i andres hænder, i Guds hænder.”
Når bølgerne går højt i debatten om flygtninge og indvandrere, har Marstrand-Jørgensen også stort fokus på at bevare roen. Nogle gange kan hun godt lade sig rive med og lade tasterne tale hurtigere end tankerne på Facebook. Men prøver for det meste at finde roen i sit trosforhold og i sin åndelige praksis.
”Jeg finder roen gennem bøn, meditation og ved hele tiden at vende tilbage til en forankring i, hvad jeg tror på, altså de grundlæggende menneskelige værdier. Der er nogle folk, der siger, ’tænk at du orker kaste dig ud i de debatter, og at det må kræve mod’, men det gør det egentligt ikke. Det kræver, at jeg er i stand til at hente min styrke et eller andet sted fra, og så kræver det, at jeg har en stærk overbevisning om, at der er nogle bestemte værdier, som det er vigtigt at italesætte og blive ved med at dyrke.”
Her vender Marstrand-Jørgensen tilbage til dagens tekst, hvor hun oplever, at vi kan lære meget af Jesus.
”Han skelner mellem eller deler ikke folk op på grund af deres status eller det liv, de har levet før. Han tager folk til sig, fordi han ser mennesker som mennesker. Denne her måde at give sin kærlighed til andre på, sin tålmodighed og ro, mener jeg, vi kan lære meget af.”
Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?
Jeg ville nok tale ud fra temaet om at hente styrke i troen.
Hvordan ser din ønskegudstjeneste ud?
En ønskegudstjeneste for mig vil nok være en gudstjeneste, hvor alle folk føler sig velkomne og favnet.
Hvad er det vigtigste af De Ti Bud?
Det vigtigste bud for mig er det femte: Du må ikke slå ihjel. Ethvert menneskes liv har værdi.
Hvordan er dit gudsbillede?
Jeg tænker ikke på en hvid mand i skyen med et stort skæg. Mit gudsbillede handler meget om kærlighed. Og det forandrer sig gennem hele livet. Det er det smukke ved tro. Det er ikke en pakke, man får udleveret ved dåben, og så ser den ens ud hele ens liv. Den forandrer sig jo, ligesom vi gør.