Kåre Bluitgen: ”Overalt, hvor der trykkes, er der modtryk”

Forfatter Kåre Bluitgens forsøg på at finde en illustrator til en bog om Muhammed var første led i den kæde, der endte i Muhammed-krisen

@Fotobyline:
@Fotobyline:. Foto: LEIF TUXEN.

Har Muhammed-krisen haft betydning for ytringsfriheden?

"Vi har før betragtet ytringsfriheden som noget nær natur- eller gudgiven. Men med Muhammed-krisen har vi fået en påmindelse om, at den er tilkæmpet og skal forsvares. De kræfter, der siden Muhammed-sagen begyndte, har fremhævet, at fordi vi har ytringsfrihed, behøver vi ikke nødvendigvis at bruge den, er i dag en langt større fare for ytringsfriheden end de ganske få, der vil have direkte censur indført, for eksempel ved forbud mod krænkelse af religion. Førstnævnte vil have os selv til at være vores egen censor."

Har forholdene for danske muslimer ændret sig efter Muhammed-sagen?

"Jeg mærker ingen forskel på Nørrebro. Selv da den var på sit højeste, blev den mødt med et skuldertræk af langt de fleste muslimer. Holdningen var, at man jo bare kan lade være med at glo på de tegninger. En meget demokratisk holdning, som jeg ikke mener, det er lykkedes organisationer og imamer på den yderste højrefløj at ændre trods stor indsats."

Kom der noget godt ud af Muhammed-sagen?

"Ja. Jeg hører fra mange demokratiforkæmpere i Mellemøsten, at deres største frygt var, at politikere, udgivere og kunstnere i Vesten skulle give efter for presset. Så ville det for disse modige mennesker fremover være umuligt at kæmpe for ytringsfrihed i deres egne lande. Men man kan ikke benægte at mange i Vesten svigtede dem."

Skabte sagen mere frem for mindre selvcensur?

"Både-og. Listen med eksempler på både censur og selvcensur, når det gælder islam, er næsten endeløs. Men overalt, hvor der trykkes, er der modtryk. De, der er angste for tvivl, nysgerrighed, kritik og den befriende latter står i en blindgyde. Historien går ikke deres vej."