Prøv avisen
Før søndagen

Forfølgelser har altid formet kristendommen

Lige siden Jesu tid har kristne mødt modstand. Fra det 3. århundrede skete forfølgelserne systematisk i hele Romerriget. Modgangen var snarere med til at styrke end true kristendommens udvikling, siger professor

Når kristne rundtom i verden i dag bliver forfulgt og fordrevet, er det historien, der på sørgeligste vis gentager sig. Det får man et billede af i den evangelietekst, der skal prædikes over i landets kirker i morgen.

Her taler Jesus til historiens allerførste kristne i sin berømte bjergprædiken, og allerede dengang kendte man åbenbart til problemerne.

”Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på,” siger Jesus ifølge Matthæus-evangeliet.

Den modgang, kristne mødte de første århundreder, har på mange måder været med til at forme kristendommen og kirkens udvikling, forklarer Heike Omerzu, professor i teologi ved Københavns Universitet. Men selvom Jesus taler om forfølgelser i søndagens tekst, mener hun dog, at man skal et par århundreder længere frem i tiden, før man med sikkerhed kan tale om reelle kristenforfølgelser.

”Der er ingen tvivl om, at kristustroende lige fra begyndelsen af har mødt modstand. Men det vil være en overdrivelse at sige, at der er tale om systematiske forfølgelser. Personligt vil jeg sige, at vi først kan tale om egentlige kristenforfølgelser i Romerriget efter et par hundrede år,” siger hun.

Heike Omerzu forklarer, at den modgang, de kristne oplevede i de første år, hovedsageligt kom fra andre jøder. Det var interne jødiske konflikter, der formentlig bundede i spørgsmålet om, hvorvidt Jesus var Kristus eller ej. Det mest kendte eksempel er formentlig historien om Stefanus. Ifølge Apostlenes Gerninger gik han og prædikede Jesu opstandelse i Jerusalem i år 35, hvilket angivelig gjorde en gruppe jøder så vrede, at de slæbte ham uden for byen og stenede ham. Han har siden fået status som kristendommens første martyr. På samme måde beskriver Apostlenes Gerninger også, at Paulus forfulgte de kristus-troende, inden han selv blev troende.

I løbet af det 1. århundrede voksede presset på de kristne, så det ikke længere kun var andre jøder, der var efter dem, men også magthaverne i Romerriget, hvor datidens kristne hovedsageligt boede. Helt galt gik det, da kejser Nero kom til magten i midten af det 1. århundrede, og der udbrød storbrand i Rom i år 64. Nero udpegede de kristne som syndebukke og beordrede dem tortureret og henrettet. Han udviklede gruopvækkende straffe, hvor kristne blev kastet for vilde dyr i arenaer eller brændt som levende fakler. Det var ifølge traditionen også i den forbindelse, at Paulus og Peter blev henrettet – henholdsvis halshugget og korsfæstet.

”Det var meget opportunt for kejseren at gøre kristne til syndebukke. De var set med datidens øjne nogle mystiske mennesker, der tilbad en forbryder, som var blevet korsfæstet. Det var en både ny og anderledes gruppe, der skilte sig ud i samfundet,” siger Heike Omerzu.

I de næste 100 år er der flere kilder, der beretter om straffe mod kristne rundtom i Romerriget. Men ifølge Heike Omerzu var der tale om sporadisk, lokal modstand mod kristne, mens det stadig vil være en overdrivelse at tale om omfattende forfølgelser i hele det romerske imperium. Det skete først i det 3. og 4. århundrede under kejser Decius (249-251) og i endnu højere grad under kejser Diocletian (284-305).

”Det var første gang, at kejseren lagde begrænsninger på kristne i hele Romerriget. Først kom der et forsamlingsforbud, og det blev forbudt at holde gudstjenester. Senere blev kirker også ødelagt, de kristnes tekster brændt, og de selv henrettet,” siger hun.

Den systematiske forfølgelse af kristne var blandt andet et resultat af, at det ydre pres mod Romerriget voksede. Kejseren havde brug for at styrke den interne loyalitet i riget, og her skilte kristne sig ud som dem, der ikke ville tilbede de romerske guder.

På trods af en omfattende forfølgelse kom det aldrig så vidt, at kristendommen var ved at forsvinde. Ifølge Heike Omerzu skyldtes det formentlig, at forfølgelserne først kom på et tidspunkt, hvor kristendommen allerede var blevet vidt udbredt i store dele af imperiet, ligesom den kristne kirke var blevet relativt veletableret. Faktisk kan den modstand og de forfølgelser, kristne oplevede, have været med til at styrke kirken.

”Vi kan se, at kristendommen på trods af forfølgelserne blev ved med at udvikle sig og vokse i den periode. Presset udefra har snarere ført til en indre konstituering end en egentlig tilbagegang. Det er også i den periode, at kirken får en kanon med hellige tekster (Bibelen, red.). Forfølgelserne har også til en vis grad ført til en solidaritet fra det omkringliggende samfund, hvor der ikke nødvendigvis var opbakning til forfølgelserne. Der var mange tilfælde, hvor lokale holdt hånden over kristne,” siger hun.

Problemerne sluttede først i 313, hvor kristendommen blev tilladt i Romerriget under Konstantin den Store, der regerede fra 306 til 337.