Forfulgte kristne er blevet topprioritet hos verdens kirkeledere

Kirkelige topledere har de seneste måneder rettet en uhørt åben kritik mod kristnes vilkår især i Mellemøsten. Forfølgelserne bliver værre, og det politiske klima har ændret sig, lyder forklaringer

Verdens kirkeledere har indset nødvendigheden af at rette opmærksomheden mod de forfulgte kristne i Mellemøsten. Arkivfoto: En Irakisk politimand holder vagt uden for en kristen kirke i Baghdads Dora distrikt. Oktober 2008.
Verdens kirkeledere har indset nødvendigheden af at rette opmærksomheden mod de forfulgte kristne i Mellemøsten. Arkivfoto: En Irakisk politimand holder vagt uden for en kristen kirke i Baghdads Dora distrikt. Oktober 2008. . Foto: AHMAD AL-RUBAYE Denmark.

Man skal ikke mange år tilbage, før fordømmelse af overgreb mod kristne mindretal var et perifert tema forbeholdt USAs religiøse højrefløj. Sådan er det ikke længere.

Alene de seneste måneder har både lutherske, ortodokse og tværkirkelige ledere i kraftige vendinger advaret mod en forværring af kristnes liv især i Mellemøsten.

Bedre sent end aldrig, mener Paul Marshall, seniorforsker i Center for Religious Freedom ved den amerikanske tænketank Hudson Institute og en af verdens førende eksperter i emnet kristenforfølgelse. Mediernes interesse for kristnes vilkår i kølvandet på de arabiske oprør er ifølge ham hovedårsagen.

Der var også udbredte forfølgelser af kristne for et årti siden, så kritik var lige så legitimt dengang, siger han.

Men jeg er meget, meget glad for, at der nu er mere kritik, for forfølgelserne har været voksende i store dele af den muslimske verden. I lande som Irak, Syrien, Iran og Egypten finder forfølgelserne i dag vej til nyhederne, så der er mere mediedækning af, hvad der sker med de kristne, og derfor mere kritik. Jeg håber, at den vil gøre folk mere tilbøjelige til at mindske forfølgelserne, siger Paul Marshall.

LÆS OGSÅ: Muslimer kommer kristne til undsætning

Siden invasionen i Irak i 2003 er to tredjedele af landets én million kristne flygtet, islamiseringen af Pakistan bærer stadig mere vold mod kristne med sig, og borgerkrigen i Syrien og sammenbruddet i Egypten har ligeledes ført til mord og overgreb på kristne.

De forværrede forhold udgør en anden forklaring på den voksende kritik fra verdens kirkeledere, mener professor i international politik ved Københavns Universitet Ole Wæver:

Forfølgelserne er på mange punkter blevet værre. Groft sagt kan man sige, at der er en første bølge, der ikke kan blive meget værre, nemlig den, der er knyttet til Irak-krigen og dens efterdønninger i landet og nabolandene. Det er jo virkelig en omfattende fordrivelse. En ny bølge knytter sig så til det arabiske forår og tilhørende konflikter.

Lektor i teologi ved Aarhus Universitet Peter Lodberg peger på samme forklaring.

Det hænger sammen med, at situationen i Mellemøsten og Pakistan har udviklet sig så alvorligt, som tilfældet er. Der har altid været grupper, som har koncentreret sig om kristenforfølgelser, men det har ofte kun været amerikanske evangelikale kristne, det vil sige den kirkelige højrefløj. Nu har Kirkernes Verdensråd (internationalt fællesskab af over 340 kirker) taget forfølgelse op som globalt tema, og dermed er det blevet forankret i de store kirker verden over. Også herhjemme, hvor selv Indre Mission har taget det op, hvilket, så vidt jeg ved, ikke er sket tidligere, siger han.

Peter Lodberg peger også på en tredje forklaring, som hænger sammen med, at man i tværkirkeligt samarbejde først handler, når lokale kirker beder om det.

Det nye er, at der nu er trængte kirker, der beder om større opmærksomhed, siger han og tilføjer, at det for eksempel ikke var sådan under kommunismen:

Når vestlige kirker ikke kritiserede undertrykkelsen af kristne bag Jerntæppet, skyldes det, at kirkelederne i Østeuropa ikke ønskede den form for opmærksomhed. De forsøgte i stedet at overleve i kritisk, men fredelig sameksistens med systemet.

Der er god grund til, at kirkesamfund er forsigtige med at fare alt for hårdt frem med kritik. Det fortæller Klaus Wivel, journalist og forfatter til en kommende bog, Den sidste nadver En rejse blandt de efterladte kristne i den arabiske verden.

De kristne i Mellemøsten er jo i et betændt dilemma. Hvis eksempelvis paven i Rom er for højlydt i sin kritik, står de kristne i de arabiske lande i fare for at blive opfattet som den vestlige kirkes femtekolonne og missionærer, siger Klaus Wivel.

Når de kritiske røster alligevel bliver flere, hænger det ifølge Klaus Wivel sammen med en frygt for, at katastrofen i Irak gentages i Syrien, hvor præster i løbet af borgerkrigen er blevet kidnappet og myrdet.Det er dog tvivlsomt, at advarslerne fra kirkeligt hold skaber en ny politisk dagsorden til fordel for forfulgte kristne, mener journalist Klaus Wivel:

For de kristne i Mellemøsten er det rart at vide, at man er opmærksom på dem, men om det vil hjælpe noget, er svært at sige, for det synes kun at blive værre. Sekulære medier og menneskerettighedsorganisationer tager ikke nødvendigvis en erklæring fra ortodokse kirkeledere alvorligt.

Ifølge professor Ole Wæver er der også en helt anden forklaring på, at den mere krasbørstige kritik fra verdens kirkeledere har ladet vente på sig. Den forklaring har at gøre med Vestens politiske relationer og interesser.

Så længe Irak blev set som et amerikansk anlægsarbejde, var der mange, der var tilbageholdende med kritik. Både for ikke at tale dårligt om projektet generelt, og fordi det var en vestlig interesse at fremstå som lige interesseret i alle irakere ikke som særligt talerør for de kristne. Nu, hvor Irak mere er et selvstændigt land med egen politik, kan styret kritiseres af alle. Noget af det samme gælder i forhold til andre regimer i Mellemøsten, der tidligere var meget tætte allierede af USA. Vigtigst Egypten.

Men har det noget med den kirkelige kritik at gøre?

Ja, tingene hænger sammen. Uden at man skal ud i de store konspirationsteorier, sker der jo løbende samspil i alle samfund. Hvis en linje er meget uønsket fra politisk hold, kan en samfundsmæssig organisation godt mærke, hvor langt man bevæger sig væk fra konsensuszonen. Det gælder også kirkesamfundene og de kirkelige organisationer, siger Ole Wæver.

Det betyder ikke, at kirkeledere og selvstændige kirkelige organisationer holder sig helt inden for den officielle, statslige linje, understreger professoren.

Men som andre samfundsmæssige aktører lægger man sig kun så langt ud til en side, at det virker som relevant og forståelig kritik. Når så politikere og medier bliver mere kritiske, vil de mere selvstændige kritikere ofte ubevidst blive endnu klarere i mælet. På den måde er Vestens ændrede politiske aktier i Mellemøsten en del af baggrunden for den tiltagende kirkelige kritik.