Prøv avisen
Kirken i verden

Forfulgte kristnes ledere besøger gerne kontroversielle Orbán

Pakistanske kristne på gaden for at protestere mod religiøst betinget vold, efter at trosfæller var blevet dræbt i september 2002 i Karachi. Foto: Zahid Hussein/Reuters/Ritzau Scanpix

Verdens forfulgte kristne får i dag opbakning på international konference i Budapest. Men mest fra konservative kræfter. Hvorfor?

I dag begynder en stor konference i Budapest for de forfulgte kristne. Åbningstalen holdes af Ungarns premierminister, Viktor Orbán, som er en kontroversiel figur i Vesteuropa, ikke mindst fordi han står anklaget for at bryde med demokratiske principper og modsætter sig indvandring.

Det er ikke overraskende, at det er Orbán, der indkalder til stor konference om kristenforfølgelser. Han tilhører et segment af højrefløjspolitikere, som i øjeblikket er de tydeligste bannerførere for bekæmpelse af forfølgelserne på den internationale politiske scene. USA’s præsident, Donald Trump, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, er andre eksempler. Danmarks socialdemokratiske regering har ganske vist også gjort det til en mærkesag, men statsminister Mette Frederiksen taler stort set ikke om emnet offentligt.

Hvorfor er kristenforfølgelser egentlig blevet en sag, der tiltrækker sig størst opmærksomhed på højrefløjen?

Selvom kristenforfølgelser også finder sted i ikke-muslimske lande, har svaret med islam at gøre. Højrefløjen var først til at få fokus på problemer, som har forbindelse til islamiske kulturer. På den modsatte fløj har man i hele Vesten haft sværere ved at tale om disse problemer. De svage, man vil hjælpe, har snarere været forstået som Europas muslimer end som Mellemøstens kristne.

For det andet er kristendom en bærende søjle i megen konservativ politik. Orbán har for nylig sagt, at fremtiden ikke tilhører Vesteuropa, men Centraleuropa, fordi man her holder fast ved kristendommen. Til venstre har menneskerettigheder og lige behandling af religioner haft en vigtigere plads i afvejningen af værdier.

Og det hænger sammen med det tredje punkt: Religionssynet er det bedst bevarede fra den marxisme, der længe dominerede i mange intellektuelle miljøer. Religion har ikke noget at sige det politiske, lyder grundsætningen. Og videre: Alle religioner er lige gode eller lige dårlige, og generelt set er religion et problem (eller som det siges hos Marx: Religion er det opium, der skal tages fra den afhængige). Lighedstænkningen kan ikke håndtere en virkelighed, hvor ikke al religion er lige god eller lige dårlig. Og den virkelighed støder man på lige præcis i forfølgelsesspørgsmålet. Dette religionssyn præger også en del af den nyere liberalisme, ligesom embedsmænd og diplomater i vidt omfang har overtaget det.

For det fjerde passer islam godt ind i en populær form for identitetspolitik i vor tid, hvor kristendom er os, og islam er dem. Det betyder, at man blandt nationalkonservative ikke slår knuder på sig selv for at tale klart om undertrykkelsesmekanismer, hvor ord som ”islam” eller ”muslimsk” hører med. Men denne modstilling er farlig, fordi den kan føre til en større civilisationskonflikt mellem muslimer og kristne, mener mange venstrefløjsstemmer, der derfor har håbet, at problemet med forfølgelser af kristne ville gå væk af sig selv. Men det er ikke sket.

I en tid, hvor deportation af muslimer er et emne ved danske partilederdebatter, er mange ængstelige ved, at det er politikere som Orbán og Trump, der taler højest om kristenforfølgelserne. Men ængsteligheden har alligevel ikke været stor nok til at overtage den dagsorden, som kristenforfølgelserne er. Det er ikke liberale mønsterlande som Frankrig eller Tyskland, der har sat tonen på den front de seneste år, selvom Tysklands kansler, Angela Merkel, var tidligere opmærksom på problemet end de fleste.

Mange af de kristne, der står i skudlinjen i Mellemøsten og Afrika, er derimod ikke ængstelige ved at få støtte fra de ”forkerte” politikere. Orbáns konference får tilslutning fra patriarker og biskopper fra en række mellemøstlige kirker, eksempelvis syriske og nigerianske. Der kommer også højtstående skikkelser fra den katolske og den russisk-ortodokse kirke, ligesom EU’s og USA’s særligt udpegede udsendinge for religionsfrihed deltager. I skrivende stund er ingen nordeuropæiske kirkeledere blandt talerne i programmet.

Venner af EU kunne godt være mere optaget af, hvorfor Europas største politiske institution ikke er forrest på den internationale scene på dette punkt.

EU har vedtaget flere erklæringer om trosfrihed, men er ikke i stand til at formidle nogen varig indignation over de mange drab. Populismen står blandt andet stærkt, fordi den lægger stemme til en indignation, som andre politikere ikke udtrykker, selvom den er indlysende for mange vælgere.

Der foregår en kamp i Europa om kristendommen. Nationalkonservative og populister har godt fat i det kristne vælgersegment i flere europæiske lande, som ikke føler sig repræsenteret af kirkernes tilgang til værdispørgsmål. Hvis kirkerne vil bevare troværdigheden i den udvikling, er kristenforfølgelser et muligt sted at tage kampen op.