Prøv avisen

Formanden, der gik i utide

John Ørum Jørgensen var netop tiltrådt som præst ved Gjellerup Kirke, da han i 1979 blev landsformand for Indre Mission. Han gik på pension i begyndelsen af 2008. En af hans sidste handlinger som præst i Gjellerup var genåbningen af kirken i november 2007 med Maja Lisa Engelhardts nye udsmykning. Den gamle middelalderkirke fra 1140 har blandt andet fået nye alterbilleder, centreret om opstandelsen. -- Foto: Henning Bagger.

Provst John Ørum Jørgensen løfter nu sløret for den strid, der fik ham til at forlade posten som Indre Missions landsformand

John Ørum Jørgensen, tidligere provst i Herning, indtager en helt speciel rolle i Indre Missions næsten 150 år lange historie. Han er den eneste af Indre Missions landsformænd, der er gået i utide.

Ørum Jørgensen faldt på spørgsmålet om de kvindelige præster. I sin nye erindringsbog, "En vej eller anden", fortæller han for første gang om de dramatiske begivenheder i midten af 80'erne, der kunne have ødelagt den gamle vækkelsesbevægelse. For en Gallupundersøgelse viste, at 80 procent af Indre Mission stod bag hans accept af kvindelige præster, så han og hans ligesindede havde på det grundlag haft muligheden for at danne en ny og konkurrerende missionsbevægelse.

I stedet valgte han at bøje sig for presset fra modstanderne af kvindelige præster og gå som formand.

– For mig var det afgørende at bevare Indre Mission som den vigtige bevægelse i folkekirken, den altid havde været. Jeg ønskede ikke, at Indre Mission blev mere splittet, end den allerede var, på dette spørgsmål.

Faktisk fik både han og Kr. Mose Enevoldsen, Hvide Sande, som sammen med efterskoleleder C.J. Gräs fulgte ham ud af bestyrelsen, da "høgene i Indre Mission sejrede over formanden", som en avis skrev, flere opfordringer til at starte en ny Indre Mission.

– Det var utvivlsomt lykkedes, hvis vi havde sagt ja, men det var jo ikke det, vi ville. Jeg kunne ikke gå imod en bevægelse, som har været min og hele min families og slægts kirkelige baggrund.

Den nu 69-årige John Ørum Jørgensen var landsformand i Indre Mission fra 1979 til 1985, indtil presset mod ham blev for stort. Han var den 10. landsformand for Indre Mission, siden bevægelsen blev stiftet i 1861, og formandsposten blev dengang betragtet som en livstidsstilling.

– Indre Missions landsformand var mere end blot formand. Han var også en åndelig leder.

John Ørum Jørgensen blev valgt ind i Indre Missions hovedbestyrelse i 1972, lidt til hans egen forbavselse, da han ikke havde lagt skjul på sin accept af kvindelige præster, som bevægelsen officielt var imod.

– Jeg mener, at slaget om de kvindelige præster blev tabt i 1948, da over 500 præster, som havde protesteret, alligevel ikke ville sætte deres embede ind på noget, de troede på, men valgte at forblive i folkekirken.

Som landsformand tiltrådte han i en turbulent tid for Indre Mission et år efter bruddet med KFUM og KFUK, der hidtil havde fungeret som Indre Missions børne- og ungdomsarbejde.

John Ørum Jørgensen var med til at oprette Indre Missions eget ungdomsarbejde, Indre Missions Ungdom, og Indre Missions nye bibelskole i Børkop, som begge var en følge af bruddet mellem de to gamle kristelige organisationer. Et brud, John Ørum Jørgensen foretrækker at benævne som en "fritstilling".

– Det var jo det, der reelt var tale om, at vi stillede hinanden fri, og at det kom dertil, var uundgåeligt. Det havde været på vej siden midten af 1950'erne.

De to organisationer var vokset i hver sin retning, og det bevirkede blandt andet, at KFUM og KFUK ikke længere fungerede som fødekæde til Indre Mission.

Bruddet eller "fritstillingen" medførte strid og kævl og gav dybe sår og frustrationer. John Ørum Jørgensen er i dag ikke i tvivl om, at skilsmissen har været til skade for begge organisationer.

– Ganske vist fik Indre Mission en betydelig fremgang i årene umiddelbart efter, men på længere sigt har det været til skade og fremmet nedgangen hos både Indre Mission og KFUM og KFUK. Da jeg forlod Indre Mission som landsformand, havde vi 1100 samfund, i dag er der knap 400 tilbage.

Som landsformand for Indre Mission skabte John Ørum Jørgensen store overskrifter i pressen, da han i sin beretning på årsmødet i 1980 skældte ud over, at Indre Mission – som den store kirkelige organisation, den var – blev ignoreret i den folkekirkelige magtstruktur. Talen blev opfattet, som om Indre Mission truede med at sprænge folkekirken.

– Det var slet ikke mit anliggende. Min tale var tværtimod tænkt som en advarsel til Indre Mission selv. Jeg var bange for, at missionsfolkene – i desperation over, at de blev overset i folkekirken – ville begynde at søge ud i valg- og frimenigheder, hvilket vi jo til en vis grad siden er kommet til at opleve. At missionsfolk separerer sig i valg- og frimenigheder, fremmer ikke missionsarbejdet.

IM-formanden foreslog derfor den daværende kirkeminister en salomonisk ordning. Når de grundtvigske fik udnævnt en provst, var det missionsfolkenes tur næste gang. I konsekvens af dette søgte han selv provstestillingen i Herning. Han forventede ikke at komme i betragtning, men kirkeministeren valgte her at følge hans eget råd: Den grundtvigske Karen Horsens blev indstillet til domprovst i Roskilde, og Ørum Jørgensen til provst i Herning fra januar 1981.

Men som provst ville han også skulle indsætte kvindelige præster. Hvordan kunne han gøre det og samtidig være formand for en organisation, hvis officielle holdning var et nej til kvindelige præster? Spørgsmålet blev rejst af Kristeligt Dagblads daværende kirkeredaktør, Jørgen Engmark.

– Den problematik havde slet ikke været i mine tanker, så jeg fik slynget ud, at der blot var tale om en administrativ handling, der ikke kunne give problemer, fortæller Ørum Jørgensen.

Hvilket hans biskop langtfra var enig i, og da Ørum Jørgensen siden fik afslag på sin anmodning om at blive fritaget for at foretage indsættelser i disse tilfælde, var der allerede fra begyndelse af hans tid som provst lagt op til det interne slagsmål i Indre Mission. I 1985, da en kvindelig præst i Herning Provsti skulle indsættes, og han ikke længere kunne vige udenom, førte det til den tunge beslutning om med øjeblikkelig virkning at gå som formand. For ikke at splitte Indre Mission.

En beslutning, der var smertefuld, medførte store personlige omkostninger og drænede ham for alle kræfter. Ørum Jørgensen fortæller i sin bog, at tiden bagefter blev svær og oprevet.

– Men jeg har gjort, hvad jeg kunne for ikke at blive bitter ved at sætte sagen over min egen person. Hvis ikke Indre Mission betød så meget for mig, at jeg havde kunnet det, så havde jeg aldrig været værdig til at være formand.

Så selvom John Ørum Jørgensen blev presset ud, er IM stadig med i den tidligere landsformands aftenbøn.

– Fra den dag, jeg blev formand, og nu stadigvæk har jeg hver dag bedt om, at jeg måtte sige og gøre det, der er ret for Indre Mission.

I mange år havde han på sit skrivebord en seddel med påskriften: "Hellere lide uret end gøre uret".

– Det kan lyde forfærdelig fromt, og det er jeg ikke, men jeg vidste jo, at der var begået uret imod mig, men også, at jeg havde gjort uret i denne sag.

steens@kristeligt-dagblad.dk

"En vej eller anden". 309 sider. 300 kroner. Lohses Forlag.