Formandsposter på kirkens højrefløj er i praksis kun for mænd

En kvinde kan ikke være formand for Indre Mission eller Kristeligt Forbund for Studerende, fik en ung kvinde at vide, da hun i sommer spurgte foreningerne. Formand for Indre Mission erkender, at praksis er snæver

I Indre Missions vedtægter står der heller ikke direkte, at kvinder ikke må være formænd. Der står dog, at formanden for bestyrelsen skal være ordineret præst i den danske folkekirke, og formand for Indre Mission Hans-Ole Bækgaard erkender, at det i praksis betyder, at formanden for Indre Mission vil være en mand.
I Indre Missions vedtægter står der heller ikke direkte, at kvinder ikke må være formænd. Der står dog, at formanden for bestyrelsen skal være ordineret præst i den danske folkekirke, og formand for Indre Mission Hans-Ole Bækgaard erkender, at det i praksis betyder, at formanden for Indre Mission vil være en mand. Foto: Indre Mission.

Mathilde Bakbo Laursen fra Aarhus var i sit feministiske hjørne, da hun i sommer satte sig til tasterne og skrev til Indre Mission og Kristeligt Forbund for Studerende (KFS). Sådan udtrykker hun det selv i et indlæg i Politiken for nylig. Hun ville vide, om de to foreninger, som hun selv er glad for at komme i, kunne se sig selv havende en kvindelig formand. Men svaret, hun fik, var for hende nedslående. ”Det teologiske ansvar ligger hos manden,” gengiver Mathilde Bakbo Laursen svarene i sit indlæg, hvor hun også gør rede for, hvordan hun oplever at føle sig forkert som kvinde i kirkelige miljøer på højrefløjen.

”Man prædiker om frihedens og næstekærlighedens Gud, mens man tvinger folk ned i rigide kønsroller, der ikke hører til i det 21. århundrede,” skriver den 22-årige statskundskabsstuderende.

Formand for Kristeligt Forbund for Studerende Per Ladekjær bekræfter, at der har fundet en korrespondance sted med Mathilde Bakbo Laursen, men han ønsker ikke at kommentere de konkrete kritikpunkter, fordi foreningen er i dialog med hende. Han vil dog gerne forholde sig principielt til, om kvinder må være formænd for KFS.

”Vi er en demokratisk forening med en demokratisk valgt bestyrelse, så hvis det er det, bestyrelsen ønsker, er svaret ja,” siger Per Ladekjær.

En ting er dog, hvad der står i vedtægterne. Noget andet er, hvad foreningens holdning til kvindelige formænd – og generalsekretærer – er i praksis, medgiver Per Ladekjær.

”Når der ikke har været kvinder på de poster før, handler det om, at en del af vores medlemmer er af den opfattelse, at Bibelen fortæller os, at det er forbeholdt mænd at være åndelige lærere og hyrder, og i KFS-regi har vi besluttet, at det er formanden og generalsekretæren. Men det er netop med streg under det overordnede åndelige læreansvar. For vi har jo masser af kvindelige ledere lokalt, og vi har også mange kvinder i bestyrelsen,” siger han.

I Indre Missions vedtægter står der heller ikke direkte, at kvinder ikke må være formænd. Der står dog, at formanden for bestyrelsen skal være ordineret præst i den danske folkekirke, og formand for Indre Mission Hans-Ole Bækgaard erkender, at det i praksis betyder, at formanden for Indre Mission vil være en mand.

”Det handler om det teologiske syn på ordningen med kvindelige præster i folkekirken, ikke en bestemt forståelse af kønsroller,” siger Hans-Ole Bækgaard og fortsætter:

”Jeg kan i det hele taget ikke genkende det billede, indlægget tegner af, at der ikke er plads til kvinder i Indre Mission. Der er masser af kvinder i Indre Mission, også på ledende poster. Men der skal være plads til kritik, så jeg vil invitere skribenten til en snak om det i et privat rum.”

Adspurgt, om han kunne se en kvinde for sig på posten som generalsekretær, svarer Hans-Ole Bækgaard, at han egentlig ikke finder det relevant at kommentere, men siger dog, at ”muligheden kan være til stede på baggrund af den eventuelle kandidats faglige og menneskelige kvalifikationer”, men at der, så vidt han ved, endnu ikke er nogen kvinde, som har søgt genralsekretærstillingen.

Mathilde Bakbo Laursen er glad for, at både Indre Mission og KFS lægger op til dialog og ønsker derfor heller ikke at udlevere sine mailkorrespondancer med foreningerne til Kristeligt Dagblad. Formålet med henvendelserne i sommer og indlægget i Politiken var heller ikke først og fremmest at rette kritik af de to foreningers organisation, udybber hun, men snarere at sætte fokus på en ukonstruktiv og meget lidt inkluderende debatkultur på den kirkelige højrefløj, som hun selv tilhører.

”Der er en kultur af, at det er helt i orden at sige, at kvinder ikke kan blive ledere, og at kvindelige teologistuderende ikke må blive præster. Jeg oplever, at det er meget definitivt, og at der er meget lidt plads til at mene noget andet. Det er egentlig det, jeg gerne vil sætte fokus på,” siger Mathilde Bakbo Laursen.

Mathilde Bakbo Laursens oplevelse af at føle sig begrænset som kvinde i kristne miljøer er interessant at lægge mærke til. Det mener Jacob Munk Rosenlund, der er forfatter, teologistuderende på Menighedsfakultetet i Aarhus og ansat hos Indre Mission. Senere på måneden udkommer hans bog ”I er alle én: gode nyheder for mænd og kvinder”, som netop handler om kønsroller i kirken, og i forbindelse med arbejdet med bogen har han lagt mærke til tendenser blandt unge højrefløjskristne, som han mener, hendes synspunkter afspejler.

”Det er mit indtryk, at der i min generation – jeg er født i 1993 – er langt mere opmærksomhed på spørgsmål om køn og ligestilling, end der er blandt ’de voksne’. Måske, fordi debatten om feminisme og køn også fylder så meget i vores samfund i det hele taget,” siger han og tilføjer, at debatten synes mere polariseret end tidligere.

”På den ene side opfordrer nogen til en større grad af ligestilling og taler for, at vi lever under andre vilkår, end man gjorde i det første århundrede, da Paulus skrev, at manden er kvindens hoved. Det er også det, jeg selv argumenterer for i min bog. På den anden side møder jeg også holdninger i min generation, som er langt mere markante end dem, jeg hører hos ældre generationer i missionske kredse – for eksempel, at det er kvindens kald at blive mor, og at hun skal prioritere hjemmet over karrieren.”