Prøv avisen
Bog

Fornem fortælling om tro i lyset af Jellingstenen

5 stjerner
Med Jellingstenen markerede kong Harald Blåtand Danmarks overgang til kristendommen. Foto: Karsten Schnack/Scanpix

Peter Lodberg skriver vidende og tilgængeligt om danskernes tro gennem 1000 år

”Tro sætter sine spor”.

Sådan indleder professor i teologi Peter Lodberg sin bog om danskernes tro gennem 1000 år – en lidt anderledes kirkehistorie, hvor forfatteren sideløbende med den kronologiske fremstilling eftersporer de mange synlige og usynlige tegn, troen har afsat og stadig afsætter i vores måde at tænke på, men også i bygninger, kulturinstitutioner, lovgivning og sprog, ja i hele landskabet.

Bogen er en selvstændig udgivelse i forlængelse af DR’s tv-serie med samme titel og ligesom den inddelt i seks afsnit begyndende med vikingetiden med kristendommens komme til Danmark og afsluttende med vores egen tid med globalisering, indvandring og nye udfordringer for kirken.

Undervejs trækker forfatteren små og ofte oversete iagttagelser frem, der belyser begivenhederne fra en anden vinkel. Sammen med krydshenvisninger til nutiden giver det fremstillingen et livligt og fortællende præg.

Troen kom som så meget andet til Danmark udefra, og kong Harald Blåtand havde gode politiske grunde til at lade sig døbe. Med Jellingstenen markerede han Danmarks overgang til kristendommen og landets tilhørsforhold til det kristne Europa med alt, hvad dermed fulgte.

Lodberg nævner som et eksempel, at bibelske navne og helgennavne delvis erstattede de gamle personnavne, ligesom forbindelsen med Europa betød, at det latinske alfabet afløste runeskriften. Så Jellingstenens plads i vores pas ligger helt i tråd med Harald Blåtands tilslutning til det europæiske fællesskab.

Indflydelsen fra Europa vokser i løbet af middelalderen, hvor troen for alvor griber ind i danskernes daglige liv. De mange kirkebygninger viser sig i landskabet, og kristendommen slår igennem i kunsten og i sproget.

Vi får et skriftsprog og dermed tilgang til en bibelsk litteratur, der former samfundet efter kristent mønster, præger forholdet mellem kongemagt og kirke og lægger kimen til en begyndende følelse af national enhed.

Efterhånden som historien skrider frem, flettes flere personskildringer ind i den fortløbende fortælling. De urolige år efter Reformationen med Grevens Fejde baner vejen for Christian III, der kommer til magten i 1536, hvorefter al magt samles hos den enevældige konge. Som kirkens overhoved er det ham, der sørger for en dansk oversættelse af Bibelen og for den kirkeordinans, der bliver gældende for den danske kirke.

Og endelig fører indførelsen af nye danske salmer i gudstjenesten på længere sigt til, at dansk fortrænger de mange andre sprog, folk talte rundtom i landet, og bliver hovedsprog.

Med pietismen, der kommer fra Tyskland i 1700-tallet, følger kravet om undervisning og skolegang: Folk skal lære at læse deres bibel, kongen opretter skoler, men også fattigforsorgen bliver sat i system, og Vajsenhuset for forældreløse børn bliver grundlagt i 1727. Der bliver udsendt missionærer, så kristendommen kan blive udbredt over jorden, og Hans Egede drager til Grønland.

Grundtvig og Kierkegaard får naturligvis deres velfortjente plads i det følgende afsnit. Men nok så spændende – og mere ukendt – er beskrivelsen af vækkelsernes folk og forholdene mellem grundtvigianismen og Indre Mission, herunder også den københavnske fløj af Indre Mission, hvor præsten Harald Stein stod i spidsen for det udbredte og nødvendige sociale og diakonale arbejde i de nye fattige kvarterer på Vesterbro og Nørrebro i København.

I det hele taget er de mange henvisninger til kirkens ”daglige” arbejde blandt mennesker både herhjemme og ude på missionsmarkerne værdifulde og oplysende.

”Verden får fart på,” skriver Lodberg som indledning til det afsluttende kapitel, og det samme gør forfatteren. Der er meget at tage fat på med kirken under Besættelsen, de kvindelige præster, kirkeminister og biskopper, Aarhus-teologerne og forholdet mellem kirke og stat, men også indvandringen og kirkens holdning til de andre trossamfund.

Det går stærkt, og det bliver indimellem for springende og løst – en tendens, der forstærkes af, at forfatteren fortæller (næsten) alt i nutid. Også når noget har fundet sted for meget længe siden!

Billedstoffet er sparsomt, og udvalg og prioritering virker indimellem uigennemtænkt. Som når man ofrer en hel side til billedet af et juletræ, mens alteret i Aarhus Domkirke må nøjes med en lille gnidret gengivelse. Og hvorfor bringe et helsides portræt af Luthers kone, men ikke af reformatoren selv? Det er lidt ærgerligt, da bogen i andre henseender er noget af en bedrift og en guldgrube for den, der efter tv-serien har lyst til at vide mere om danskernes tro.

Peter Lodberg er vidende, han skriver med en humoristisk undertone, og man får ikke bare mange oplysninger, men også en fornemmelse af sammenhæng og kontinuitet. Sidetemaerne føres igennem og gør fremstillingen relevant, ligesom sammenhængen mellem fortid og nutid fungerer godt.

Så bogen være hermed anbefalet som en god og velfortalt historie, der fra fortiden kaster lys ind over vores nutid.

Gæsteanmelder Lisbeth Smedegaard Andersen er teolog, forfatter, salmedigter og anmelder ved Weekendavisen.