Det er ikke længere det samme, når man går tur i det område, hvor der tidligere lå en kirkegård for de patienter, der havde været indlagt på Psykiatrisk Hospital i Risskov i Aarhus. For de gravsten, der før markerede afdøde patienters tumultariske tilværelse, er i dag fjernet. I stedet har man i hospitalsparken anlagt et nyt lapidarium, hvor gravstenene ligger tæt som et tæppe over de indsamlede jordiske rester, der er lagt ned i jorden i en fælles grav.
Men overgangen har været brat, og man burde have arrangeret en ceremoni for at markere bortgangen af den kulturarv og historie, som kirkegården har rummet i mere end 150 år, mener Tim Flohr Sørensen, lektor i samtidsarkæologi ved Københavns Universitet.
”Det er et problem, når vi træffer for hurtige beslutninger og tager bevidstheden om fortiden for givet. Jeg synes, der burde have været en ceremoniel overgang mellem nedrivningen af kirkegården og det nye lapidarium, der er blevet anlagt. Det kunne for eksempel have været faciliteret af biskoppen, som også er til stede, når kirkegårde bliver indviet. Så er det vel også passende med en kirkelig begivenhed, når kirkegården skal ’begraves’,” siger han.
Den kritik afviser biskop i Aarhus Stift Henrik Wigh-Poulsen:
”Det er ikke en overvejelse, jeg har gjort mig. Jeg har hele tiden talt imod, at kirkegården overhovedet skulle nedlægges. Men at den alligevel er blevet det, skulle ikke få mig til at foretage nogen ceremoni. De afdøde er begravet én gang, og der er sagt og gjort, hvad der skulle siges og gøres ved den lejlighed, ” siger biskoppen og fortsætter.
”Men i næste uge bliver hospitalskirken også nedlagt, og ved den lejlighed prædiker jeg over allehelgens tekster. I den forbindelse vil jeg sammen med menigheden mindes dem, der gennem tiden er kommet i kirken, og dem, som blev begravet ude på stedets kirkegård,” siger biskoppen.
Da byrådet i maj 2016 godkendte udgravningen af området til fordel for et nyt alment boligbyggeri, var det et led i beslutningen om at udflytte det gamle psykiatriske hospital til nye lokaler ved Aarhus Universitetshospital. Det udløste stor kritik, og selvom den gamle kirkegård ikke længere eksisterer, er kritikken endnu ikke forstummet. Der er en særlig form for brutalitet i at grave kirkegården op, mener Tim Flohr Sørensen.
”Kirkegårdens gravsteder er for mennesker, der allerede som levende var udstødt af samfundet, og nu er deres sidste hvilested sløjfet”, siger Tim Flohr Sørensen.
Merete Sørensen har gennem 20 år været frivillig besøgsven på det psykiatriske hospital, og hun finder det forkert, at de patienter, der indtil udgangen af november fortsat er indlagt på hospitalet, har skullet være vidner til udgravningen, som er foregået bag høje byggehegn.
”Der er jo mange lag i sagen. Men at man graver de døde op, mens patienterne stadig er i området, er uacceptabelt. Patienterne har ofte ønsket at gå tur på kirkegården og kigge på gravstederne. Det betød noget for dem, at kunne gå derned”, siger hun og oplyser, at hun fortsat vil prøve at stille de relevante myndigheder til regnskab for udviklingen på det område, som tidligere var en kirkegård.