Prøv avisen
Troens øjeblik

Forretningsmand: Jeg valgte at træde ud på vandet til Jesus

”Man kan ikke være gift alene, og man kan ikke være kristen alene. Vi er sat her for at være noget for andre, og det kan vi blandt andet være i kirken,” siger Michael Kjærgaard. – Foto: Lars Aarø/Fokus.

Da Michael Kjærgaard efter mange års succes som direktør stod uden job og i en vanskelig situation, hjalp en bibeltekst ham til at tage en afgørende beslutning, som fik tvivlen til at forsvinde

Jeg var at ude at gå langs fjorden i nærheden af, hvor jeg bor. Jeg gik og kiggede ud over vandet, og med ét kom det til mig: Det er sikrere at være sammen med Jesus ude på vandet end at blive i båden sammen med de andre. Når Jesus kalder én til noget, kan man tænke, at det er mere sikkert at blive, hvor man er. Men jeg tror på Jesus, og så må jeg handle efter det.

Det var teksten fra Matthæusevangeliet om vandringen på søen, der kom til mig og gav mig den erkendelse. Den fortæller jo, at disciplene ser Jesus, men ikke ved, om det er ham, og Peter vælger som den eneste at træde ud til Jesus. Han holder blikket rettet mod Jesus, og derfor kan han gå på vandet. Havde han kigget på bølgerne, ville han som alle de andre have tænkt, at det ikke kunne lade sig gøre. Hans fokus på Jesus er det afgørende.

Det kom til mig, mens jeg gik der langs vandet, og det gav mig mod til at tage en stor beslutning.

Jeg har en ret robust personlighed. Men for nogle år siden oplevede jeg en vanskelig periode med en række udfordringer. Jeg har arbejdet som direktør og været bestyrelsesformand og -medlem og oplevet en spændende karriere. Men finanskrisen ramte, og jeg stod på et tidspunkt uden job og i en meget vanskelig situation efter en firmakonkurs.

Det var også en eksistentiel krise, for det ramte også min familie. Jeg var midt i krisen bange for, at vi måtte forlade hus og hjem. Min kone fyldte 50 år et par uger efter oplevelsen ved fjorden, og jeg ville gerne fejre hende, som hun havde fortjent det. Det blev muligt ved et surpriseparty, som blev holdt sammen med vores skønne børn, svigerbørn, familie og gode venner. Min identitet har aldrig ligget i en direktørtitel, så det handlede ikke om prestige, men om min forpligtelse over for min familie og om, at jeg gerne ville lave noget meningsfuldt.

I en periode måtte jeg have nat- og aftenarbejde og begyndte samtidig at starte en virksomhed op. Jeg arbejdede 115-120 timer om ugen og sov meget lidt. Jeg syntes, at jeg forsøgte at gøre det rigtige, men det hjalp ikke rigtigt. Så var det, jeg gik den tur langs vandet, og billedet af at træde ud på vandet til Jesus kom til mig. Det gav mig mod til at satse 100 procent på det, jeg var ved at starte op.

Fra den dag tvivlede jeg ikke. Set udefra kunne det virke som en stor og vovet satsning, hvad jeg gjorde, men jeg var ikke i tvivl. Jeg holdt blikket på Jesus i stedet for på vandet. Jeg gjorde det i tro, og så måtte det briste eller bære. Det blev et absolut vendepunkt, og i dag kan jeg sige, at jeg laver det, jeg allerhelst vil. Jeg gør det, der er min kaldelse.

Mine forældre var oprindeligt baptister, men kom i en pinsekirke, da jeg var barn, og min bror og jeg kom med i kirke. Især min far havde en klippefast tro, som aldrig ændrede sig uanset omstændighederne. Jeg så mange, som på overfladen havde et lettere liv end ham, men ikke så stærk en tro.

Mange bad min far om en samtale eller et godt råd, fordi han havde den tyngde i sin tro. Hans tro har påvirket mig. Vi bad også aftenbøn, da jeg var barn. Men der var ingen tvang, og jeg oplevede, at jeg skulle finde min egen vej i forhold til Gud og kirken.

Som ung kom jeg en del i tværkirkelige miljøer, blandt andet i Youth for Christ, hvor der kom unge fra Indre Mission, Luthersk Mission og forskellige frikirker.

Da jeg flyttede til Aarhus for at læse, mødte jeg min kone, som også havde baggrund i en frikirke. Det var kærlighed ved første blik, i hvert fald fra min side. Hun har været Guds gave til mig. Hun har altid bakket mig op, også da jeg rejste 150 dage om året med mit arbejde, mens vi havde små børn. Da jeg stod i den krise for nogle år siden, bakkede hun mig også op. Vi har delt troen, og det har været naturligt for os at gå i kirke, men vores børn har fået lov at finde deres egen vej. I dag kommer de i forskellige kirkelige miljøer.

For mig er det ikke så afgørende, hvilken kirke man kommer i. Jeg har engang hørt en præst sige, at en dårlig kirke er bedre end ingen kirke, og det er jeg enig i.

Man kan ikke være gift alene, og man kan ikke være kristen alene. Vi er sat her for at være noget for andre, og det kan vi blandt andet være i kirken.

Min kone og jeg kommer i Bykirken i Vejle og laver en del frivilligt arbejde der. For mig er det med til at give en god balance at være i et forpligtende fællesskab. Var jeg kun optaget af min karriere, ville jeg have fokus rettet mod mig selv, men i fællesskabet retter jeg fokus mod andre.

Jeg læser ikke mere i Bibelen nu, end jeg gjorde før. Men i hverdagen kan jeg mærke, at jeg har ændret mit fokus. Tidligere bad jeg: ”Gud, vil du velsigne mig i det, jeg gør?”. Nu vender jeg det om og siger ”Gud, vil du lade mig gøre det, som du velsigner?”.

Hvad har udfordret din tro?

Min tro har været udfordret, når jeg har haft for meget fokus på en udfordring i stedet for at holde fokus på Jesus. Det har også udfordret mig at forstå kristendommens budskab om nåden, for vi er jo vant til, at man skal gøre sig fortjent til alting. Så selvom jeg ved, at nåden er en gave, man ikke kan gøre sig fortjent til, er det svært at forstå. Man er jo et menneske på godt og ondt med fejl og mangler. Men jeg kan leve med det, når jeg holder fokus på Kristus og på, at livet er en rejse, hvor Gud er med hele vejen.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Det må være den indsigt, der kom til mig for nogle år siden: at det er mere sikkert at træde ud på vandet sammen med Jesus end at blive sammen med de andre i båden. Desuden har sindsrobønnen betydet enormt meget for mig: ”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen.”