Forsker: Børn efterspørger dialog om det åndelige

Et nyt forskningsprojekt skal styrke børn og unges åndelige og eksistentielle sprog. Det har været interessant at opleve, hvor let børn har ved at tale om død, sygdom og tro, siger religionspsykolog Dorte Toudal Viftrup

”Vores oplevelse er, at voksne tit kan blive bekymrerede for barnet, hvis det begynder at tale om døden som begreb. Og hvis barnet fornemmer det, holder det selv op med at snakke om det. Men det er jo ikke usundt at stille spørgsmål om døden, heller ikke hvis man er i en situation, hvor man ikke bliver konfronteret med den,” siger religionspsykolog Dorte Toudal Viftrup.
”Vores oplevelse er, at voksne tit kan blive bekymrerede for barnet, hvis det begynder at tale om døden som begreb. Og hvis barnet fornemmer det, holder det selv op med at snakke om det. Men det er jo ikke usundt at stille spørgsmål om døden, heller ikke hvis man er i en situation, hvor man ikke bliver konfronteret med den,” siger religionspsykolog Dorte Toudal Viftrup. Foto: Søren Kjeldgaard.

Hvis livet er som at gå i skole, må døden være som at komme hjem fra skole og se hele familien igen.

Det er et af de svar, Dorte Toudal Viftrup har fået, når hun har talt med børn om døden. I en del år har religionspsykologen på Syddansk Universitet arbejdet med åndelig udvikling blandt børn og unge, og de seneste måneder har hun været i gang med et pilotprojekt, der undersøger børn og unges åndelige og eksistentielle sprog. Nu har Forskningsenheden for Almen Praksis, som hun arbejder ved, fået en bevilling fra Samfonden, som gør, at projektet skal følges op af et treårigt projekt.

”Arbejdet går ud på at se på, hvordan børn begrebsliggør de store og svære ting i livet. Hvilke sproglige udtryk bruger de til at finde mening og til at forklare, hvorfor de er her, hvorfor de gør, som de gør, og hvorfor forskellige ting sker. Derfra skal vi finde ud af, hvilken betydning det har for børn og unge at få udviklet deres sprog til at italesætte det åndelige og eksistentielle,” forklarer hun.

I sine begyndende studier til det nye forskningsprojekt har Dorte Toudal Viftrup talt med fokusgrupper bestående af børn fra 1. og 3. klassetrin. Her har hun blandt andet givet dem ord som sygdom, død, Gud og tro og bedt dem forklare, hvad ordene betyder for dem.

”Det har været interessant at opleve, hvor let børnene havde ved at tale om begreberne og rumme deres kompleksitet. Børnene brugte ofte fortællinger, når de skulle forklare begreberne, og mange fortællinger byggede på en åndelig livsforståelse, uden at de nødvendigvis var udpræget religiøse. De sagde ting som, at ’når man dør, bliver man til en stjerne, og så kan min far se mig’, eller ’de døde holder øje med os’. Når de talte om døden, brugte de også religiøse forestillinger om Gud i himlen og en sjæl, der lever videre,” siger hun.

I sine samtaler med børnene har Dorte Toudal Viftrup også inddraget bibelske lignelser, altså fortællinger som for eksempel den barmhjertige samaritaner, for at få børnene til at tale ud fra dem.

”Jeg bad dem fortælle, hvad historierne handlede om, og hvad de betød for dem som mennesker. Med den barmhjertige samaritaner talte de om, at folk måske gik forbi, fordi voksne har så travlt og derfor ikke altid gør det, der er det rigtige at gøre. Men de kunne samtidig ikke forstå, at en præst ikke hjalp. Nogle mente, at præsten måske gik hen i kirken for at hente hjælp,” siger hun.

En vigtig pointe fra samtalerne med børnene er dog, at børn ikke bare vil komme med svar, siger Dorte Toudal Viftrup.

”De efterspørger en dialog om det åndelige og spørger for eksempel, hvad man selv tror på. De børn, jeg talte med, havde mange spørgsmål og ville gerne vide og forstå ting og snakke om, hvad sker der, når de dør,” siger hun og tilføjer, at voksne skal være bedre til at gribe den nysgerrighed.

”Vores oplevelse er, at voksne tit kan blive bekymrerede for barnet, hvis det begynder at tale om døden som begreb. Og hvis barnet fornemmer det, holder det selv op med at snakke om det. Men det er jo ikke usundt at stille spørgsmål om døden, heller ikke hvis man er i en situation, hvor man ikke bliver konfronteret med den. Omvendt kan det være et problem, hvis børn og unge konfronteres med døden, men ikke har nogen at snakke med om det,” siger hun.

Ifølge forskning har børn med alvorligt syge forældre langt større risiko for at udvikle følelses- og adfærdsmæssige problemer end jævnaldrende med raske forældre, og de risikerer at udvikle permanente problemer med tillid og relationer til andre mennesker. Studier fra udlandet peger dog på, at det at kunne italesætte åndelige og eksistentielle problemstillinger kan hjælpe børn gennem svære kriser, siger Dorte Toudal Viftrup og tilføjer, at flere lande generelt er længere fremme med forskningen i ånd og eksistens blandt børn og unge.

”I Danmark har vi ingen spørgeredskaber, der kan måle børns åndelighed. Det har man i for eksempel USA og Tyskland, hvor man også er længere fremme med forskningen på området og kan se, at det åndelige sprog har en betydning for børn i kriser. Vores mål er at lave et måleredskab, der passer til danske forhold. Det kan være svært, da det åndelige ofte er noget, man føler og sanser og ikke noget, der passer til et spørgeskema. Men det bliver et af vores projekter, for vi har brug for at kunne måle det,” siger hun.