Prøv avisen
Interview

Vi har brug for ritualer i overgangen mellem liv og død

Det symbolske sprog, vi bruger til at håndtere døden, er truet af en generel sekularisering og individualisering, siger forsker, der er i gang med et forskningsprojekt om døden på hospice

Nogle fortsætter med at synge for eller tale til patienter, efter de er døde. Andre lader dem ligge et stykke tid, så de kan forlade kroppen, når de selv vil. Begge dele er eksempler på små ritualer, som plejepersonale og vågekoner beskriver som vigtige, når patienter dør.

Og den praksis ved de døendes overgang til det ukendte er mere vigtig, end vi i dag tror, siger Vibeke Graven. Hun er postdoc ved Videncenter for Rehabilitering og Palliation, Rehpa, på Fyn og er i gang med forskningsprojektet ”Hospicer i Danmark”, hvor hun blandt andet undersøger det særlige ved den palliative – lindrende – indsats på hospice. Ifølge hende befinder døende sig i et kulturelt tomrum eller ”mellemrum”.

”De er på vej væk fra at være det menneske, de var engang, men de har heller ikke fået en status blandt de døde. I min forskning har jeg mødt mange, der mangler et ’sprog’ og en praksis, der kan håndtere den overgang,” siger hun og forklarer, at ritualerne kan hjælpe os der, hvor det talte sprog og videnskaben ikke slår til.

Det er desuden ikke tilfældigt, at det netop er i den palliative pleje, personalet bruger ritualer:

”Når man som professionel dagligt er tæt på døden, så er det at anvende ritualer forbundet med, at man har en guidende rolle i overgangsfasen. Mange mener ikke, at døden udelukkende er en fysiologisk begivenhed, og mange er åbne for, at overgangen mellem liv og død er flydende,” siger Vibeke Graven.

Problemet er dog, at døden og de traditionelle ritualer, der tidligere har omgivet den, kan virke fremmede for mange menneskers forståelse af liv og død i dag, hvilket ifølge Vibeke Graven skyldes både sekularisering og individualisering. Det er ikke så ligetil at finde eller genfinde ritualer, der kan hjælpe os med at håndtere døden. Hun påpeger, at ritualerne i dag er udfordret, fordi samfundet har udviklet sig sådan, at alting skal tilpasses – og give mening for – den enkelte:

”Den store udfordring er at finde en forståelsesramme for overgangen mellem liv og død, der kan udgøre en meningsfuld ramme for den enkeltes håndtering af døden og samtidig kan give plads til, at vi har forskellige opfattelser af dødens betydning. Det er ikke alle, der finder mening i de samme rituelle praksisser,” siger hun.

I sit arbejde følger hun plejepersonale og mener, at man kan se deres praksis over for døden som udtryk for, at de er ved at ”genritualisere” den. Det tolker hun sådan, at der er brug for det rituelle sprog til at udfylde det kulturelle tomrum med.

Der er dog flere, der gør brug af ritualerne, uden rigtig at have klarhed over, hvorfor de præcist gør det, fordi der ikke længere findes en fælles forståelse af døden og efterlivet. Engang fulgtes Vibeke Graven med en ung sygeplejer, der ”ikke troede på noget som helst”, men som valgte at åbne vinduet efter et dødsfald:

”Han kunne ikke sætte ord på, hvad det handlede om, men han gjorde det alligevel for en sikkerheds skyld. Det siger noget om, at døden rækker ud over vores rationelle forståelse, og at den kalder på et symbolsk sprog, der kan hjælpe os til at håndtere det ubegribelige,” forklarer hun.

En anden vigtig pointe for Vibeke Graven er, at ritualer som et ”sprog”, der ikke kræver, at man tænker over tingene og sætter store ord på dem, gør døden håndterbar. Det kan flytte fokus fra angst og sorg som en individuel følelse til et universelt vilkår.

”En personlig angst for døden er inde i os selv og er noget, vi selv må forholde os til. Ritualer giver os en kendt symbolsk ramme for dødens mysterium, vi ikke selv skal definere, og kan gøre det ukendte mere kendt. Herved får vi et ’sted’ uden for os selv at placere angsten og gøre den til et mere alment fænomen, som vi ikke er alene om at skulle håndtere,” forklarer hun.

Derudover mener hun, at det rituelle sprog kan hjælpe med at højtideliggøre døden som en vigtig begivenhed i livet, så den ikke bliver hverdag for de professionelle.