Prøv avisen
Før søndagen

Forsker: Livet går ikke under, bare fordi det ikke går op

For sprogforsker Sune Vork Steffensen udelukker en stringent videnskabelig forskning ikke, at han på det personlige plan træder ind i et troens rum, som overskrider logikkens formler.- Foto: Asbjørn Sand/Scanpix

Da sprogforsker Sune Vork Steffensen for fem år siden var til en julegudstjeneste - midt i en svær depression - mærkede han, at kirken kaldte ham hjem

Da Kristeligt Dagblad kontakter Sune Vork Steffensen, lektor, ph.d. ved institut for sprog og kommunikation, Syddansk Universitet for at høre, om han vil stille op til interview om søndagens prædikentekst, møder han henvendelsen med lige dele ængstelse og blufærdighed. Ængstelse, fordi han finder det ærefuldt at blive inviteret til at reflektere over en bibelsk tekst i et dagblad. Blufærdighed, fordi troen for ham mest af alt er en privatsag.

Vil du høre den tekst, som skal være afsæt for interviewet?

Sune Vork Steffensen lytter til teksten om Jesu fødsel, de vise mænd, stjernen over Betlehem og den forfærdede kong Herodes fra Matthæus-evangeliet. Det er den berømte julehistorie, der også kendes som helligtrekonger.

Der er stille i røret. En bevæget Sune Vork Steffensen skal samle sig. For fem år siden sad han i Hjallese Kirke i Odense til skolens julegudstjeneste med sine to tvillingebørn. På det tidspunkt befandt han sig midt i en svær depression. Han kæmpede med den ensomhed og isolation, som en depression kan afføde. Med følelsen af at være fanget i sig selv og sit eget mørke.

”Julens tekster har på den måde en helt særlig betydning for mig,” siger Sune Vork Steffensen, der prøver at sætte ord på den oplevelse, som han havde i kirken for fem år siden.

”Jeg kan nok bedst beskrive det som at blive ramt af en følelse af hjemfaldenhed. Kirkens rum påvirkede mig mærkbart. Det var ikke sådan, at depressionen forsvandt, men jeg havde en oplevelse af, at blive indlejret i en struktur - en historie og en virkelighed - der var større end mig. I depressionen var jeg alene i konfrontationen med mig selv. Nu var jeg i kirkerummet, der så at sige resonerede med min tilstand,” siger Sune Vork Steffensen.

Med ordet ”hjemfaldenhed” refererer sprogforskeren til digtsamlingen ”Hjemfalden” af Søren Ulrik Thomsen. I det hele taget er han begejstret for digterens ord om tro og kirke. Essayet ”Pro Ecclesia”, der oversat betyder ”for kirken”, indrammer Sune Vork Steffensens oplevelse af, hvad det er, kirken kan skabe.

”I essayet beskriver Søren Ulrik Thomsen kirken som et 'ikke-socialt fællesskab'. Med det mener han, at man er fælles om noget, selv om man ikke kender hinanden. Jeg sidder på kirkebænken i et fysisk socialt rum, hvor folk har siddet i to tusinde år. Jeg kender ikke de andre i rummet, men jeg er i fællesskab med dem i kraft af kirken,” fremhæver Sune Vork Steffensen.

Han er en stringent videnskabsmand, som er optaget af alt det, som sproget skabes af og skaber. Samtidig har han, så længe han kan huske, haft en interesse for teologi, kirken og troens sprog. Alligevel gik der lang tid fra hans oplevelse af ”hjemfaldenhed” i kirken, til han begyndte at gå regelmæssigt i kirke. Oplevelsen skulle først lagre sig.

”Der sker noget i kirkens rum, som jeg ikke oplever andre steder. At sidde dér i rummet og lytte til de sidste klokkeslag inden præludiet, det er en forunderlig oplevelse,” siger Sune Vork Steffensen.

Som sprogmand er Sune Vork Steffensen optaget af det sprog, som ikke blot kan forstås og gribes med intellektet. Han går i rette med moderne sprogteorier som eksempelvis konstruktivismen, der beskriver sproget som en størrelse, der skaber vores virkelighed.

”Verden skabes ikke gennem sprog. Vores eksistens er forankret i vores krop, socialitet og økologiske omgivelser. Sproget skaber et resonansrum, der tillader os at afstemme vores væren i denne virkelighed,” siger Sune Vork Steffensen og trækker igen en linje til kristendommen:

”Kristendommen rummer en radikalitet i sin tale om ordet og sproget. Normalt betragter man sandhed som noget, der har at gøre med de ord, man siger. Men det afvises for eksempel i Johannes-evangeliets åbning, der sætter lighedstegn mellem ordet og Jesus: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.”

”Det betyder ikke bare, at det, Jesus siger, er sandt - det er en forfladigelse. Snarere er pointen, at sandheden er i det levede liv - især i det liv, som Jesus fik og gav. Det er et radikalt sandhedsbegreb hinsides holdninger og uenigheder,” siger Sune Vork Steffensen.

Som sprogmand finder han stor fornøjelse i at dykke ned i de bibelske tekster. Selv om han ikke vil karakterisere morgendagens prædikentekst som en af de mest interessante fortællinger, er der elementer, som begejstrer Sune Vork Steffensen.

”Tekstens forfatter bruger fødselsfortællingen til at lave en masse krumspring, så historien kommer til at passe med de jødiske forudsigelser om den kommende Messias. En profeti siger, at Messias skal fødes i Betlehem, så forfatteren lader Josef og Maria vandre til Betlehem. En anden profeti siger, at han kom fra Egypten, så derfor flygter de dertil fra Herodes. En tredje siger, at Messias er nazaræer, så de slår sig ned i Nazaret. Plottet er det rene soap!”, siger han.

Selv om Sune Vork Steffensen ikke ser søndagens tekst om Jesu fødsel som en sand ”sådan skete det”-beretning, rummer den alligevel elementer, som taler meget aktuelt ind i nutiden. Sprogforskeren hæfter sig ved, at tekstens persongalleri peger på tre forskellige domæner: Det religiøse ved Jesus, det videnskabelige ved de vise mænd og det politiske ved Herodes.

”Herodes blev kaldt jødernes konge, og han forfærdes, fordi de vise mænd spørger efter en anden jødernes konge. Prøv at sammenligne med Johannes Døberen. Han glæder sig over at blive overgået af Jesus: ”Efter mig kommer han, som er stærkere end jeg.” Tilsvarende ved vi i videnskaben, at vi blot er et lille led i en lang kæde.”

Sune Vork Steffensen ser Herodes som den bange magthaver, som er optaget af ikke at miste sin magt. Han ser her paralleller til nutiden:

”Vores demokrati er præget af, at magten er blevet et mål og ikke længere et middel. I dag gælder det om at udvise handlekraft, ikke om at opnå noget. Politikerne spørger ”hvad er sandhed?” og spinner derefter det svar, der passer dem bedst.”

Sune Vork Steffensen påpeger, at de tre domæner fra dagens tekst engang afbalancerede hinanden ved, at det politiske, det åndelige og det rationelle fungerede som et spil sten-saks-papir. I dag ser han et grundlæggende problem i, at det politiske system definerer sig selv som det eneste legitime mødested i samfundslivet, fordi religionen er blevet dæmoniseret, og videnskaben ignoreret.

”Det politiske system har grundlæggende ikke respekt for de traditioner og værdier, andre samfundsinstitutioner bygger på. Tidens magthavere taler kun deres eget sprog og kræver tilmed, at alle andre også skal tale netop det sprog.”

Sune Vork Steffensen har politisk været på det hold, som med stærke argumenter fra religionskritikken har stillet sig stærkt kritisk over for religiøse institutioners magt. I dag ser han anderledes på religion. Han ser religionsinstitutionen, folkekirken, som en nødvendig modvægt i livet. En modvægt til det politiske system, der har mistet sin rummelighed.

”Kristendommen fortæller os, at livet består af en masse paradokser, og at livet ikke altid går op. Med årene er min rummelighed over for det mudrede blevet langt større. Det er værd at huske, at det hele ikke går under, bare fordi det ikke går op. Her har kirken et vigtigt sprog,” slutter Sune Vork Steffensen.