Når dronning Margrethe II i aften afslutter sin nytårstale med de berømte ord: Gud bevare Danmark, så vil det for flertallet af danskere blot være tomme ord, som ingen betydning eller effekt har. For gudstro og kristendom er ikke længere det kit, som binder Danmark sammen. Det mener i hvert fald religionsforsker og nyslået ph.d. fra dette efterår Peter Lüchau, som har brugt tre år på at kortlægge den såkaldte civilreligion i Danmark.
Civilreligion er det ord, religionsforskere bruger, når de skal beskrive den tro og de ritualer, som nationen bruger ved særlige vigtige anledninger. Fra USA kendes de særlige og religiøst ladede ritualer ved indsættelsen af en præsident. Og herhjemme har vi gudstjenesten, som symbolsk markerer åbningen af et nyt år i Folketinget. Eller som i aften: Dronningens nytårstale med påkaldelsen af Gud som beskytter og bevarer af nationen.
Problemet er så bare, at der i praksis er så stor forskel på det, vi ser udspille sig på det offentlige plan, og det, som den almindelige dansker mener og synes, siger Peter Lüchau og uddyber:
De kristne værdier er i den offentlige debat blevet gjort til noget ekstremt stort. Danmark bygger på kristne værdier, og det er kristendommen, der holder os sammen. Sådan lyder antagelsen. Men sådan er det ikke. Hvis man spørger almindelige mennesker, om det er vigtigt at være kristen for at være dansker, så svarer kun omkring 30 procent ja.
Ifølge Peter Lüchau mener mere end 90 procent af befolkningen i Danmark derimod, at det vigtigste for at være dansker er at kunne sproget, at respektere lovene og at føle sig som dansk. Og derfor må det politiske system såvel som religionsforskere og kirkefolk nu erkende, at kirken og gudstroen har udspillet sin rolle som den vigtigste sammenhængskraft i landet, argumenterer han.
Det kan godt være, at danskerne støtter de civilreligiøse aktiviteter i Danmark ved for eksempel at se Dronningens nytårstale, men befolkningen deler altså langtfra de værdier, som mange politikere formulerer om samme sag. Tag nu statsministeren. Anders Fogh trækker gerne kristendommen med ind i debatten om sammenhængskraften i samfundet. Men selv svarer han undvigende på spørgsmålet, om han tror på Gud. Det er nationalisme med et kristent islæt, ikke eksistentiel kristendom, vurderer Peter Lüchau.
Hans studier, som bygger på talmateriale fra en række store spørgeskemaundersøgelser, går stik imod, hvad andre religionsforskere tidligere har sagt og skrevet om danskernes civilreligion. I flere udgivelser fra Københavns Universitets satsningsområde om religion i det 21. århundrede har konklusionerne netop lydt, at folkekirken og kristendommen fortsat spiller en central rolle i danskernes selvforståelse og fællesskab. Men for Peter Lüchau er det at gøre kirken større, end den rent faktisk er.
Du kan sagtens høre ordene Gud bevare Danmark uden at føle, at du hænger spor mere sammen med nogen af den grund. Det er demokratiet, som fastholder idéen om, at vi alle sammen skal være her. Politikerne burde derfor stoppe al den religiøse værdisnak og tale mere om skat og andre konkrete ting, siger han.
Og hvad så med kirken? Den kan tage det roligt også i år 2009. For den er og vil være et religiøst samlingspunkt, også selvom religionsforskerens nye civilreligiøse studier peger på, at den ikke længere samler hele nationen.
Politikerne taler mere og mere om religion, og pressen skriver mere og mere om tro. Men danskernes religiøsitet er stabil. Så folkekirken kan lægge sig til at sove ganske trygt. Især hvis politikerne nu lader være med at trække den rundt ved snuden, siger Peter Lüchau.