Forsker: Gud har aldrig været en mand

Ifølge teolog Lene Sjørup kan man ikke sætte køn på Gud. Men debatten om, hvorvidt Gud er en mand, er i fuld gang på Kristeligt Dagblads hjemmeside

Begrebet Gud er der enighed om, men hvad køn er Gud egentligt? Og kan Gud overhovedet defineres som det ene eller andet køn? Debatten kører livligt på Kristeligt Dagblads hjemmeside.
Begrebet Gud er der enighed om, men hvad køn er Gud egentligt? Og kan Gud overhovedet defineres som det ene eller andet køn? Debatten kører livligt på Kristeligt Dagblads hjemmeside.

Er Gud en mand, en kvinde eller noget helt tredje? Det har skabt debat i udlandet og gør det nu også på Kristeligt Dagblads hjemmeside.

Debatten om Guds køn er opstået i forbindelse med en artikel om, at man i den skotske episkopale kirke har valgt at indføre et nyt, køns-neutralt gudstjeneste-ritual. For nogle er det udtryk for politisk korrekthed, for andre er det helt naturligt, og for en tredje part er diskussionen slet ikke relevant.

LÆS OGSÅ:Skotsk kirke: Gud er ikke længere en mand

Ph.d og teolog Lene Sjørup mener, at det er på tide at undersøge folkekirkens ritualer med henblik på spørgsmålet om køn. For det er et relevant teologisk problem, når vi sætter mærkater på det hellige, siger hun.

Gud har aldrig været en mand. Vi er i en sproglig forlegenhed, når vi taler om Gud, fordi vi taler om en realitet, som går ud over det sproglige. Så når vi siger han om Gud, er det på grund af en mangel i vores sproglige system. Det hellige er større end vores sprog, det er uudtrykkeligt, fortsætter hun.

DELTAG I DEBATTEN

Formanden for den skotske kirkes liturgiske komité, præst Darren McFarland, har forklaret, at man gennem det ændrede ritual vil prøve at ære bredden i beskrivelsen af Gud for at hjælpe kirken og dens medlemmer. Men for brugeren Morten, er det helt ude af proportioner at lave et sådant ritual:

Hvis folkekirken skulle gøre det samme knæfald for den politiske korrekthed, ville jeg hurtigt finde en anden kirke at slutte mig til. Skal den politiske korrekthed virkeligt have prioritet frem for Bibelen? Skulle vi så ikke skrotte Bibelen og selv opfinde en ny religion,? skriver han.

Lene Sjørup mener imidlertid ikke, at politisk korrekthed er en relevant kritik.

Den påstand går jo ikke ind på substansen, som er, at det hellige overskrider vores kategorier om køn, siger hun.

For debattøren Plus er det slet ikke relevant at diskutere kønnet på det, han kalder for de troendes fantasiven. Også brugeren Bjarne Nederby Jessen har givet sin mening til kende:

Umiddelbart opfatter jeg Gud som hankøn, men det er ikke noget problem for mig, hvis Gud er hunkøn. I en forholdsvis ny bog, der er blevet en bestseller i store dele af verden, "Hytten" optræder Gud som hun. Og det har da ingen problemer med. I en bog, som jeg læste en gang i 60´erne, "Mr. Brown kommer ned fra bjergene", optræder Gud som sort. Helt fint for mig. Gud er Gud uanset køn og hudfarve, skriver han.

Lene Sjørup mener, at billedet af Gud som en mand blot er en metafor.

Jesus brugte jo også faderbilledet, men i dag taler det ikke så meget til folk. Det kan man godt gøre op med i dag. Jesus gjorde selv oprør i mod gammel teologi og ville for eksempel ikke acceptere offerideologien. Jesus var meget radikal, og det må kristne også have lov til at være, siger hun.