Prøv avisen

Islamisk Stat vil have Mellemøstens sidste kristne ud

Et familiemedlem sørger ved kisten med et af ofrene for de terrorangreb, der palmesøndag ramte to koptiske kirker i Egypten. Angrebene dræbte 44 mennesker og sårede yderligere 120. Først ramte en selvmordsbombe Sankt Georg-kirken i byen Tanta, og to timer senere ramte endnu en selvmordsbombe Sankt Markus-katedralen i Alexandria. Det er anden gang på fire måneder, at terrorangreb finder sted mod koptiske kirker. – Foto: Zhao Dingzhe/Xinhua/Ritzau Foto

Pave Frans fastholder sit forestående besøg i Egypten, hvor kopterne med omkring 10 procent af den egyptiske befolkning er den sidste store kristne befolkning i Mellemøsten

Efter fordrivelsen af de kristne i Mellemøsten og i særdeleshed i Irak er turen nu kommet til Egyptens kristne koptere. Sådan udlægges søndagens angreb på Sankt Georg-kirken i byen Tanta og få timer efter på Sankt Markus-katedralen i middelhavsbyen Alexandria.

Islamisk Stat har taget skylden for de to angreb og understreget, at egyptiske terrorister stod bag angrebene, der kostede mindst 44 mennesker livet og sårede over 100. Angrebet er blot det seneste af en række blodige overgreb mod det kristne mindretal, som i december blev ramt af et bombeattentat ved domkirken i Kairo, hvor 25 mennesker blev dræbt. Og i februar flygtede hundredvis af koptere fra den nordlige del af Sinai-halvøen, hvor terrorister tilknyttet Islamisk Stat i stigende grad udfordrer det egyptiske militærstyre.

For de internationale iagttagere er der ingen tvivl om, at Islamisk Stat er i færd med at eskalere presset mod Egyptens præsident Abdel Fatah al-Sisi. Og at kopterne vil blive skydeskive i denne kamp.

”Kopterne udgør det sidste store kristne mindretal i Mellemøsten, når man undtager Libanon, som har en multi-religiøs forfatning. Hvis Islamisk Stat vil udrense Mellemøsten for religiøse mindretal, er kopterne det næste logiske mål,” påpeger Marc Fromager, direktør for organisationen Hjælp til Kirken i Nød i Frankrig, et internationalt netværk mod kristenforfølgelser.

Kopterne anslås ofte at udgøre 10 procent af den egyptiske befolkning, mens de kristne i lande som Irak og Syrien kun repræsenterer et par procent af de samlede befolkninger.

Få dage før søndagens angreb var præsident al-Sisi på besøg hos den amerikanske præsident, Donald Trump, der netop roste ham for hans forsøg på at beskytte det kristne mindretal og udgøre et bolværk mod den islamiske islamisme.

”Palmesøndags angreb viser, hvor svær den opgave er for al-Sisi,” lyder en kommentar i avisen The New York Times.

De kristne koptere har hidtil støttet præsident al-Sisi, der afsatte Det Muslimske Broderskabs præsident, Mohamed Mursi, i 2013. Allerede få måneder efter rapporterede Amnesty International om voksende overgreb mod den koptiske befolkning, som siden har været offer for blandt andet mange ildspåsættelser mod kirker. Siden er volden blevet forværret, blandt andet med stenkast mod kristne, oplyser Hjælp til Kirken i Nød.

Men også regimet selv diskriminerer kopterne, som blandt andet ikke kan få visse ansættelser i den offentlige sektor. Og i august sidste år kritiserede menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch en ny lov, der begrænser mulighederne for at renovere og bygge kristne kirker i Egypten.

Men det er især udsigterne til, at kopterne og Egypten skal blive den nye religiøse og geografiske front for Islamisk Stat, der vækker bekymring.

”Meget tyder på, at presset mod Islamisk Stat i Irak og Syrien får organisationen til at flytte frontlinjen til Egypten. Organisationen ønsker desuden at knytte de jihadistiske organisationer i Melleøsten til organisationerne i Afrika som for eksempel Boko Haram eller organisationerne i Libyen, og her er Egypten den vigtigste barriere,” påpeger Marc Fromager.

Han understreger, at Egyptens koptere i så fald vil være endnu vanskeligere stillet end de kristne i Mellemøsten.

”De kunne flygte til for eksempel Kurdistan i det nordlige Irak. Egyptens koptere kan ikke flygte til nabolande som Sudan eller Libyen. De har ingen andre flugtmuligheder end Europa,” siger han.