Prøv avisen

Forsker: Kierkegaard kan gøre os klogere på pressens problemer i dag

Poul Houe har indtil han for nylig gik på pension været professor i skandinavisk litteratur på Minnesota Universitet. Foto: Alice Petersen

Den amerikanske præsident Trump er i konstant konflikt med pressen. Den modsætning kan man blive klogere på ved at bringe Søren Kierkegaard ind i den aktuelle debat, mener forsker, som lige har holdt foredrag i Danmark

Kan historien hjælpe os med at kaste lys over den skepsis over for pressen, som vinder frem? Det var et af de spørgsmål, som blev diskuteret på seminar om den danske filosof Søren Kierkegaard på Det Teologiske Fakultet i går og i forgårs. Her var forskere fra ind- og udland samlet for at diskutere Kierkegaard i dialog med vor tids politik, medier og samfund.

I disse dage skriver medier over hele verden imod den amerikanske præsident, Donald Trump, som har kaldt pressen for folkets fjende. Omkring 200 amerikanske aviser bragte i går lederartikler rettet mod Trumps karakteristik af pressen, som er blevet kaldt ”farlig” af dagbladet New York Times’ udgiver, Arthur Sulzberger.

Donald Trump blev allerede nævnt påfaldende ofte og direkte på en amerikansk konference om Søren Kierkegaard i november, fortæller leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret i København Joakim Garff. Mange af forskerne brugte Kierkegaard til at udtrykke deres bekymring for individet og de svageste i samfundet efter præsidentvalget. Derfor er det oplagt at inddrage den danske filosofs tanker om medier i samfundsdebatten.

I midten af 1800-tallet kastede Søren Kierkegaard sig hovedkulds ud i den offentlige debat i diverse skriftlige medier. Det engagement gjorde ham udpræget kritisk over for pressen. Særlig kendt er filosoffens strid med satirebladet Corsaren, som med sine provokerende karikaturer af den københavnske teolog gav ham en hård behandling.

Derfor havde Kierkegaard en høne at plukke med pressen, og den var af en bredere og mere ideologisk art. Det fortæller Poul Houe, danskfødt professor emeritus i skandinavisk litteratur fra Minnesota Universitet, som i går holdt oplæg om ”Folket, pressen og offentligheden: Populismens dimensioner i Kierkegaards verden og vores”.

”Søren Kierkegaard havde en modvilje mod forklædning af egeninteresser. De fleste medier i 1800-tallet repræsenterede magthavere. Eliten var bedst til at camouflere deres egne interesser som fællesskabets interesser, så derfor sejlede de i pressen under falsk flag,” siger Poul Houe og fortsætter.

”Hans kritik gik også på, at pressen tiltalte flokmentaliteten og var ligeglad med det enkelte individ, der snarere var en forhindring. Pressen gik efter laveste fællesnævner, fordi den skulle sælge. Og det hadede Kierkegaard. Man skal ikke bare forstå sig som en del af et flertal. For Kierkegaard var den endelige sandhed, at man skulle genkendes som individ.”

Også i dag ser mange pressen som udtryk for elitens dagsorden, og den holdning er ikke mindst fremtrædende blandt Donald Trumps vælgere. Poul Houe finder skyts hos Kierkegaard til at kritisere den amerikanske præsidents tilhængere, som ifølge forskeren personificerer Kierkegaards begreb ”stammetænkning”, der handler om, at man kun elsker dem, man sympatiserer med og ligner:

”George Bush kaldte Iran, Nordkorea og Irak for ’ondskabens akse’. En stamme identificerer sig selv i modsætning til andre stammer, og de har absolut ikke lyst til at inkludere andre. Trump-tilhængerne tænker på samme måde: De elsker Trump, fordi han hader de samme mennesker som dem. Hvis Søren Kierkegaards begreber skal byde ind med noget, handler det om at udfordre stammetænkningen og tendensen til kun at ville omgås dem, man har en forkærlighed for – og i stedet omgås alle med næstekærlighed.”

Trods næstekærlige intentioner kan man jo umuligt rumme alle jordens mennesker i sit liv. Hvordan forholder Kierkegaard sig til det dilemma?

”Han mener, at man rent praktisk må forholde sig til sin næste forstået som et menneske, der rent fysisk er til stede. På de sociale medier får man hele tiden en masse likes, men de betyder ingenting, for det er ikke et menneske i kød og blod. Kierke- gaard ville anerkende dilemmaet, men han har en forudsætning, som er anderledes end vores: Det, der definerer os som hinandens næste, er, at vi alle sammen er ingenting i forhold til Gud, som er alting.

I vores moderne kultur har vi taget Gud ud af ligningen, og derfor har vi kun forholdet mennesker imellem. Det tror jeg ikke, Kierkegaard ville røre med en ildtang, for i dette forhold hersker kun egeninteressen, som bare er camoufleret til lejligheden.”