Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Man kommer ud af pilgrimsvandring som en ny version af sig selv

Pilgrimspræst i Lolland-Falsters Stift Anne Louise Hanson er ude at gå i efterårsnaturen med en gruppe vandrere, som kigger op på den store blå himmel. Foto: Julie Meldhede Kristensen

Folkekirken har forsømt kroppen, og derfor er pilgrimsvandring blevet populært, mener domprovst ti år efter, pilgrimspræsterne kom til. Men man skal ikke nødvendigvis ansætte flere pilgrimspræster, vurderer lektor

Hvorfor kan pilgrimsvandring tale til danskere, der ellers ikke er religiøse? Det kan man få svar på hos Simon Jeppesen, der er i gang med et forskningsprojekt om, hvilke motiver der kan være til pilgrimsvandringens popularitet i disse år, på Universitetet i Sørøst-Norge.

”For en sekulariseret dansker, som har oplevet et tab af kirkens højtidelighed og ritualer, kan der være en længsel efter det højtidelige og rituelle. En organiseret pilgrimsvandring kan – særligt når den er ledet af en pilgrimspræst – være en invitation til kirkefremmede danskere, hvor de kan opleve det højtidelige og rituelle uden den lidt tunge symbolik, som ofte findes i en fysisk kirke med orgelmusik og præst i præstekjole,” siger han.

”Samtidig åbner den et lidt højtideligt rum, der giver en åbning for at redefinere sig selv og sine værdier. Pilgrimsvandring kan ses som et overgangsritual, hvor man i vandringen træder ind i et rum, hvor normalitet og hierarkier – til en vis grad – bliver opløst, og man kan genopfinde sig selv og komme ud af vandringen som en ny version af sig selv. Mange oplever det som meget positivt at træde ind i dette refleksive rum sammen med andre, der også ønsker at reflektere dybere over tilværelsen. Derfor mener jeg, at pilgrimspræster er et rigtig godt og tiltrængt tiltag i folkekirken,” siger den danske forsker, der også gerne giver et bud på, hvorfor fænomenet pilgrimsvandring vinder frem.

”Jeg tror, at mange faktorer spiller ind. Der er et element af trend. Det er slet og ret populært at vandre langs pilgrimsruterne lige nu, og medierne har været med til at underbygge denne trend, for eksempel gennem Mikael Bertelsens programmer fra caminoen og fra Japan, hvor han vandrede på pilgrimsruten Shikoku 88.

Der er også kommet en del bøger med positive omtaler af at gå. Vandring som en fysisk aktivitet har også været fokus for en del forskning på det sidste, og forskningen peger på, at vandring er en enkel vej til både fysisk og psykisk velvære – disse resultater bliver hyppigt omtalt i medierne. Desuden tror jeg, at rigtig mange mennesker har lyst til at sætte tempoet ned og finde et pusterum i tilværelsen. Vandring over tid er et godt refleksionsrum, hvor man næsten automatisk kommer til at spekulere over de dybere ting i tilværelsen: Hvem er jeg, hvor er jeg på vej hen, hvad vil jeg egentlig gerne, stemmer mit liv overens med min handling?”, siger Simon Jeppesen.

Folkekirken kan her rette op på et punkt, man har forsømt, siger Anne Birgitte Reiter, domprovst ved Maribo Domkirke i Lolland-Falsters Stift.

”Vi har i folkekirken forsømt kroppen i mange år og overset, at nogle hører ordet bedre, når de er i bevægelse. Jeg har selv oplevet, når jeg har lavet pilgrimsvandring med konfirmander, hvordan det skaber langt større lydhørhed hos dem over for evangeliet, og egentlig stemmer pilgrimspræsternes måde at arbejde på utrolig godt overens med Jesu egen praksis. Han vandrede rundt med disciplene og mødte folk, der hvor de levede deres liv,” siger hun.

Også pilgrimspræst Elisabeth Lidell peger på, at vandring binder folk sammen.

”Der opstår et meget tæt fællesskab, når man på den måde deler nadver, plaster og troshistorier. Kirken og troen får ben at gå på, og pilgrimsvandringen er på den måde blevet en anden måde at formidle kristendom på, et alternativ til højmessen, som også er med til at bringe flere kirkefremmede ind i folkekirken,” siger hun.

Det genkender pilgrimspræst i Lolland-Falsters Stift, Anne Louise Hanson, der blev ansat i stillingen i juni 2018.

”Jeg tror, at det er vigtigt også at være kirke uden for kirkerummet. De fleste, der deltager i mine vandringer, kommer ikke til højmessen, men i stedet finder de et fællesskab omkring vandringen, som svarer til det fællesskab, andre har i den faste søn-dagsmenighed. Vi deler meget med hinanden og bliver hinandens medvandrere. Vi kan for eksempel tænde lys for en afdød fra gruppen eller bede for hinanden,” siger pilgrimspræsten.

Mange pilgrimsvandringer arrangeres i dag af almindelige sognepræster, ikke af pilgrimspræster. Og pilgrimsbevægelsen i det hele taget er vokset sig større i Danmark uden for kirken. Er der så stadig brug for pilgrimspræstene som funktionspræster?

Det er der delte meninger om. Men både pilgrimspræster og eksperter vurderer dog, at det fortsat er relevant at have præster ansat, som fokuserer særligt på at ud-vikle pilgrimsvandringens praksisformer og udbygge det teologiske grundlag herfor samt skabe samarbejde på tværs af sogne og med andre lokale aktører.

”Det er en grundlæggende udfordring ved ansættelse af flere og flere funktionspræster, at man risikerer at tømme sognepræsternes arbejdsmappe for alle de lidt mere særlige opgaver. Men samtidig svarer udviklingen med flere funktionspræster, der arbejder på tværs af sogne og indgår samarbejder med lokale aktører, godt til nutidens fællesskabsmønstre, hvor vi indgår i interessefællesskaber og fællesskaber, der knytter sig til særlige livsfaser. Det er jo oplagt, at pilgrimspræsterne for eksempel samarbejder med turistforeninger og naturområder i udviklingen af aktiviteter i lokalsamfundet,” siger lektor Kirstine Helboe Johansen.

Pilgrimspræst i Lolland-Falsters Stift Anne Louise Hanson mener, at pilgrimspræsterne kan tænke naturen mere ind i teologien.

”Som kirke skal vi bringe naturen mere i spil, ikke mindst i en tid med fokus på klimaforandringer og bæredygtighed. Det kræver teologisk arbejde, og her kan vi som pilgrimspræster hente stor inspiration fra vores kolleger i Norge og Sverige.”

Om der skal ansættes flere pilgrimspræster fremover, afhænger dog i høj grad af en prioritering mellem forskellige behov, understreger Birgitte Graakjær Hjort, der er afdelingsleder på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i Aarhus.

”Den afgørelse skal holdes op imod, hvilke andre behov der er for funktionspræster. Jeg vil ikke hævde, at der er mere behov for pilgrimspræster end for eksempelvis fængselspræster, sygehuspræster eller studenterpræster. Og i virkelighedens verden vil et tilvalg af flere funktionspræster inden for ét område ofte betyde færre inden for et andet.”

En gruppe vandrere spiser og hygger sig i en pause under vandringen med pilgrimspræst Anne Louise Hanson. Foto: Julie Meldhede Kristensen