Prøv avisen

Forsker: Religion er for mennesker med dødsangst

Der venter ingen himmel eller et liv hinsides, når vi dør, lyder det fra den britiske fysiker Stephen Hawking Foto: SALVATORE DI NOLFI Denmark

Der venter ingen himmel eller et liv hinsides, når vi dør, lyder det fra britisk fysiker

"Hjernen er en computer, som slukkes, når komponenterne går i stykker. Og der findes ingen himmel eller et liv hinsides for ødelagte computere. Det er et eventyr for mennesker, der er bange for mørke".

Så kontant lyder det fra en verdens mest kendte fysikere, den britiske Stephen Hawking, i et interview med avisen The Guardian.

LÆS OGSÅ:Kendt fysiker fortryder, at han gav plads til Gud

Stephen Hawking, som i interviewet også beskriver religion som et fænomen for "mennesker med dødsangst", har tidligere skabt debat med sine udtalelser om religion.

I en af sine bøger har Stephen Hawking ellers delvist åbnet for eksistensen af en højere kraft. Det skete i bogen "A Brief History of Time" - "En kort fortælling om tid" - hvor Hawking skrev, at han som alle andre fysikere drømte om at finde "teorien om alting", "for så vil vi kende Guds hjerne".

LÆS OGSÅ:  Religiøse ledere tager afstand fra kendt fysiker

Denne udtalelse lagde han senere afstand fra og udtalte direkte, at han fortrød, at han havde givet plads til Gud.

Selv har Stephen Hawking i 49 år levet med nervesygdommen ALS, der har ført til en kronisk lammelse. Og det er blandt andet på den baggrund, at han beskriver religion som en fortælling, der skal gøre døden mere acceptabel.

"Jeg har levet med udsigten til døden i de seneste 49 år. Jeg er ikke bange for døden, men jeg har heller ikke travlt med at dø. Der er så meget, jeg gerne vil nå", siger Stephen Hawking i det aktuelle interview med The Guardian.