Beretninger om magtmisbrug og mental manipulation i lukkede religiøse fællesskaber skal tages med et gran salt. Det mener flere religionshistorikere og religionssociologer, som Kristeligt Dagblad har talt med.
Uden at anfægte, at det har været en barsk omgang for Sophia Ogenio, da hun besluttede at forlade både sin eksmand og Faderhuset, påpeger de, at det faktisk er langt mere almindeligt at bruge religiøse grupper og bevægelser som midlertidig gennemgangslejr end at blive i dem. Og de, der taler om sunde og usunde former for religiøsitet og spiritualitet, er ganske enkelt ude på at slå minoritetsgrupper oven i hovedet, fordi de har en dagsorden om egen forkyndelse, lyder vurderingen.
Den gamle tanke om, at religiøse ledere kan viske tavlen ren og omprogrammere folk, er urealistisk. Der var engang i 1980erne, hvor forældre, specielt i USA, kidnappede deres børn fra bevægelser som Hare Krishna, fordi de mente, der var tale om hjernevask. De hyrede såkaldte deprogrammører til at programmere børnene tilbage til normalen. Men de børn havde jo sådan set bare valgt en anden tilværelsestolkning, så forældrene misbrugte jo også deres magt til at tvinge børnene til at genoptage de gamle, tit kristne, holdninger, siger religionshistoriker fra Syddansk Universitet Britt Istoft.
Og ifølge lektor i religionssociologi ved Københavns Universitet Morten Warmind er beretninger om, at det er noget nær umuligt at komme ud af et lukket religiøst fællesskab, endnu en slags myte. Det er faktisk meget almindeligt, at folk melder sig ud igen.
Det er i virkeligheden meget få mennesker, der bliver længe i bevægelserne, fordi disse grupperinger normalt stiller meget store krav til medlemmerne og styrer dem.
Sådan oplever medlemmerne det i hvert fald selv, siger han og bliver bakket op af religionshistoriker fra Københavns Universitet Mikael Rothstein, der bekræfter, at det sociale pres, som medlemmerne selv kan føle over for trosfæller, er stort. Men om det foregår i vrede, når de såkaldt frafaldne vender den form for fællesskaber ryggen, er ganske afgørende for, hvordan de ser tilbage på tiden i gruppen.
Der vil altid være ting, som man vil savne. Derfor bliver man også nødt til at bygge en fortælling om sig selv og sin fortid op, som styrker én i processen ud. I den forbindelse sker det typisk, at de negative ting gøres endnu værre end de var, for kun på den måde kan man retfærdiggøre sit farvel til gruppen, siger han.
Men det er ikke alle, der er enige i, at der er snævre grænser for, hvor meget man kan manipulere med voksne mennesker.
IKON er en kristen forening, der beskæftiger sig med rådgivning og dialog omkring nyreligiøse spørgsmål og sekter. Og foreningens medstifter og sognepræst, Niels Underbjerg, har gennem 30 år haft mange hundrede samtaler med frafaldne og deres pårørende.
Mange har et utrolig lavt selvværd og en stort set opløst identitet, når de kommer ud efter deres ofte mangeårige ophold i sekten. Nogle af dem er så psykisk nedbrudte, at de er til direkte indlæggelse, fortæller han.