Forskere og lokale strides om Mårup Kirke

Ifølge Nationalmuseet står det så skidt til med den resterende del af Mårup Kirke, at nedtagningen bør fremskyndes for at sikre den videnskabelige information. Det møder modstand

Mange lokale ønsker at bevare ruinen af Mårup Kirke. Her ses kirken, før store dele af den blev taget ned.
Mange lokale ønsker at bevare ruinen af Mårup Kirke. Her ses kirken, før store dele af den blev taget ned. Foto: Henning Bagger.

Lige nu blæser flere vinde end den stride vesterhavsblæst om Mårup Kirke på kanten af Lønstrup Klint i Vendsyssel. I takt med, at havet æder løs af kysten, går kirken sin skæbne i møde en skæbne, som der er delte meninger om.

LÆS OGSÅ: Mårup Kirke er en videnskabelig guldgrube

Nationalmuseet har en interesse i at dokumentere hele Mårup Kirke, før den går tabt. Efter vores mening er nu det rette tidspunkt at gøre det på. Ruiner uden tag har en begrænset levetid, så for at sikre optimale oplysninger bør vi ikke vente med at nedtage Mårup, udtaler overinspektør Michael Andersen fra Nationalmuseet.

Tove Marquardsen fra Maarup Kirkes Venner hører til fortalerne for at bevare ruinen. Hun henviser til tidligere aftaler i sit forsvar for kirken.

For os vægter det tungt at bevare det, der er, så længe som muligt. Derfor holder vi os til den aftale, der blev lavet i 2007, siger hun.

Den tidligere aftale går først og fremmest på den handlingsplan, som alle parter vedtog 2007; de lokale interessegrupper, kirkeejeren Naturstyrelsen, Nationalmuseet, Kulturarvsstyrelsen og en repræsentant fra stiftet.

2007-planen førte til, at man allerede i 2008 nedtog kirkens tag og det øvre murværk for at sikre den del af 1200-tals-kirken, der var i fare for at falde ned på besøgende.

Ved planlægningen af den igangværende nedtagningsetape konstaterede Nationalmuseets repræsentant imidlertid, at ruinen forgår hurtigere end ventet. Derfor fremlagde Nationalmuseet og Kulturarvsstyrelsen på et møde i foråret problemstillingen og ytrede ønske om at afvige fra den oprindelige plan og fremskynde nedtagningen af hele kirken. Den idé afviste de lokale.

Situationen er efter vores mening ikke anderledes end dengang. Vi er glade for den dokumentation, der kom i 2008, og ser frem til nye oplysninger ved den gradvise nedtagning. Men for os er det vigtigt, at kirken ikke fjernes nu, fastslår Tove Marquardsen.

Fra Nationalmusset opfordrer Michael Andersen til at løse problemerne i fællesskab:

Jeg har fuld forståelse for, at ruinen har stor lokal betydning, og anerkender, at Naturstyrelsen må have et balanceret syn på sagen og tage hensyn til alle. Derfor satser vi på en løbende dialog, så vi kan løse det her i fællesskab.

Hos Kulturarvsstyrelsen har arkitekt Kjeld Borch Vesth haft en rådgivende funktion i spørgsmålet om Mårup Kirke, og han beklager den nuværende situation.

Da fredningen af Mårup blev ophævet, blev Kulturarvsstyrelsen sat lidt ud af spillet. Men vi er stadig med på råd og står for den økonomiske del. Og vi skal gerne finde midlerne, for Mårup er så enestående en chance, at den bør dokumenteres til bunds. Men det kræver en beslutning om at fremskynde processen, påpeger Kjeld Borch Vesth.

Den endelige beslutning ligger hos ejeren, Naturstyrelsen.

Som administrator skal vi få enderne til at mødes og finde den fornuftigste helhedsløsning for Mårup. Vi lytter altid til fagfolkene og forstår det vigtige i at dokumentere kulturarven. Men der er også hensynet til de lokale og til økonomien. Så vi kan ikke bare løbe fra vores løfter, udtaler skovrider Jesper Blom-Hansen.

Som situationen står nu, nedtager Nationalmuseet og Naturstyrelsen derfor den aftalte del af kirken i år, hvorefter fremtiden for resterne af Mårup Kirke er uvis.

kirke@k.dk