Prøv avisen

Forskeres bøn: Giv os viden om kirkegang

Danmark er bagud, når det gælder kirkestatistik. For eksempel indsamler den finske kirke data fra sognene ved årlige indberetninger samt en udvidet indsamling hvert fjerde år, og i Sverige og Norge samles der årligt aktivitetsstatistik ind fra sognene, som bruges til diverse analyser. Foto: Michael Drost-Hansen/ritzau

Mens de nordiske nabolande årligt indsamler og analyserer tal for kirkelige aktiviteter, er de danske stifter mere tilbageholdende med statistikken. Vi går glip af en unik indsigt i folkekirkens situation og udvikling, siger forskere

Hvilke kirker har flest og færrest besøgende, og hvor går folk oftest til klassiske gudstjenester og babysalmesang?

Svarene på de spørgsmål kan give folkekirken stor indsigt i, hvad der får folk i kirke i dag og dermed også indsigt i kirkens situation og udvikling i en tid, hvor medlemstallet falder, og hvor kirkegang ikke længere er en selvfølge. Det vurderer teologilektor ved Københavns Universitet Hans Raun Iversen, som blandt andet har beskæftiget sig med kirkestatistik.

”I dag har vi en idé om, hvad folk går til i kirken, men vi ved ikke, hvor de går. Og netop den information kunne give os en viden, vi kan bruge til at få øje på nye spændende tendenser samt i diskussioner om præstestillinger, kirkelukninger og prioriteringer. Den viden kunne være et wakeupcall for folkekirken,” siger han.

Men der er et problem. For selvom mange kirker tæller deltagerne til deres kirkelige aktiviteter, så samles tallene sjældent på stiftsplan. Og det er endnu sjældnere, at biskopperne vil offentliggøre tallene for de enkelte sogne.

”I dag er nogle biskopper ligefrem valgt på ikke at ville bruge tallene for kirkegang til noget. Og så er det jo op ad bakke. De har ikke blik for, hvad de kan lære af tallene,” siger Hans Raun Iversen.

Steen Marqvard Rasmussen er sociologisk vidensmedarbejder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, som de seneste år har tilbudt alle biskopper en gratis standardanalyse af deres indsamlede data fra kirketællinger. Indtil videre har tre stifter benyttet sig af tilbuddet.

”Men her må jeg ikke bruge tallene for de enkelte sogne, men kun på provstiniveau. Biskopperne ejer tallene, og de vil undgå, at der laves ranglister med de bedste og værste sogne, ligesom vi har set det med skoler. Nogle præster frygter også, at tallene bruges til at lukke kirker eller fyre præster. Og det gør analytisk set ikke så meget, for det afgørende er, at vi kan pulje de enkelte sogne i relevante grupper og derudfra finde interessante forskelle mellem grupper af sognene. Og det vil være muligt uden at offentliggøre tal for de enkelte sogne,” siger han.

Ser man på de nordiske nabolande, er Danmark bagud, når det gælder kirkestatistik. Den finske kirke indsamler data fra sognene ved årlige indberetninger samt en udvidet indsamling hvert fjerde år, og i Sverige og Norge samles der årligt aktivitetsstatistik ind fra sognene, som bruges til diverse analyser.

Professor i teologi på Aarhus Universitet Ulla Schmidt har tidligere arbejdet for det norske institut for kirke-, religions- og livssynsforskning, Kifo, som står for dybdegående analyser af de norske kirketal.

”I Norge har der ikke været en bekymring for ranglister eller en frygt for indføring af ’produktivitetsmål’ eller målinger af effektivitet. Det kan skyldes, at traditionen for at registrere denne type data går meget længere tilbage end den New Public Management -tænkning, som vel er spøgelset i den danske debat. Den debat og kritik, der har været i Norge, har mest handlet om, at sognene ikke syntes, at data blev omformet til noget, de kunne bruge til at udvikle deres egen virksomhed. Men den norske kirke har fået tal, der giver en bedre forståelse af den kirkelige virksomhed, og som stifter, provstier og sogne selv har gavn af. Så Danmark kan sagtens begynde,” siger hun.

I Aalborg Stift har der de seneste tre år været kirketællinger, og ifølge biskop Henning Toft Bro arbejder stiftet løbende med, hvordan de kan bruge tallene til gavn for stiftets strukturarbejde og sognenes eget arbejde med struktur, gudstjenester og arrangementer.

”Når vi indtil videre alene har valgt at offentliggøre tal på provstiniveau, så er det for at fastholde det fokus på kirketællingerne, som vi fra stiftsperspektiv finder vigtigt: at kunne bruge tallene som led i drøftelserne om de overordnede strukturelle forhold i stiftet og de overordnede udviklingstendenser inden for stiftet,” siger han og tilføjer, at tal på sogneniveau vil flytte fokus.

I Aarhus Stift har man ikke talt kirkegængere, og biskop Henrik Wigh-Poulsen ser ikke et formål i at begynde på det.

”Rundt i provstierne ved man godt, hvor det kniber med deltagere, og hvad årsagerne til det er. Så jeg har allerede en fornemmelse af, hvordan tingene forholder sig. At forskere ønsker mere viden er ikke nok til, at jeg vil lægge pres på præster og menighedsråd. Mit fokus ligger på stiftet, og hvis sogne og provstier her pludselig insisterer på at tælle, så ser jeg gerne på det. Men jeg vil hellere prioritere andre ting end viden om, hvor folk går og ikke går i kirke,” siger han.