Forskning: Genfødte kristne har mindre hjerner

Hjerne-scanninger viser, at konvertitter og genfødte kristne har mindre hjerner end almindelige protestanter

Vis mig din hjerne, og jeg skal sige dig, hvad du tror på. Amerikanske forskere hævder at have konstateret en sammenhæng mellem hjernestørrelse og religiøst tilhørsforhold.
Vis mig din hjerne, og jeg skal sige dig, hvad du tror på. Amerikanske forskere hævder at have konstateret en sammenhæng mellem hjernestørrelse og religiøst tilhørsforhold. Foto: .

Er der en sammenhæng mellem ens religion og hjernens størrelse?

Det mener i hvert fald en amerikansk forskergruppe, som på baggrund af hjerne-scanninger af 268 personer antyder, at den religiøse baggrund afspejler sig i hjernens størrelse.

Ifølge forskerne, der blandt andet er tilknyttet Duke Universitet, viste scanningerne, at almindelige protestanter havde målbart større hjerner end især konvertitter, personer uden religiøs tilknytning og såkaldte genfødte kristne, "Born again"-kristne, der var blevet troende efter vækkelseslignende oplevelser. Det skriver netmagasinet Miller-McCune.

Alle scanninger blev foretaget på personer, der var ældre end 58 år. På dette tidspunkt mindskes hjernen hos alle mennesker, men hos konvertitter, genfødte kristne og katolikker var den såkaldte hippocampus mindre end hos protestanter.

Hippocampus er den del af hjernen, der styrer indlæring og hukommelse, og ifølge forskerne kan forskellene i hjernestørrelse forklares med, at nogle religiøse minoriteter oplever sig mere pressede, hvilket kan forårsage en stress-lignende nedbrydning af hjernen.

Denne teori afvises dog af sociologer, der henviser til, at genfødte kristne i USA udgør en ganske stor gruppe, ikke mindst i de sydlige stater.

"Der er formentligt flere genfødte protestanter end ikke-genfødte protestanter, og der er formentligt lige så mange katolikker, som der er enten genfødte eller ikke-genfødte protestanter", siger David Roozen religionssociolog ved Hartford Seminary ifølge avisen USA Today.