Forskning: Tillid til staten mindsker behov for Gud

Jo mere sikkerhed staten tilbyder, des mindre er behovet for guddommelig hjælp, konkluderer ny forskning. En stærk velfærdsstat som den danske har antaget guddommelig karakter og til dels overtaget troens funktion, lyder det

Religiøsitet er særligt lav, når en høj grad af livskvalitet er kombineret med flere statslige ydelser, konkluderer forskere.
Religiøsitet er særligt lav, når en høj grad af livskvalitet er kombineret med flere statslige ydelser, konkluderer forskere. Foto: Christian Lindgren/Scanpix.

Gud har meget trange kår i et dansk samfund med børnepasning, gratis uddannelse og omfordeling af goder gennem høje skatter. I hvert fald hvis man skal tro et nyt omfattende studie fra USA, som konkluderer, at der er en sammenhæng mellem troen på Gud og statens evne til at yde sikkerhed og velfærd.

Jo mindre sikkerhed sekulære myndigheder kan tilbyde, des mere tilbøjelige er folk til at tro på en hjælpende Gud, konkluderer rapporten, som er forfattet af de amerikanske psykologi-professorer Miron Zuckerman fra Rochester Universitet og Ed Diener fra Virginia Universitet og publiceret i det videnskabelige tidsskrift Personality and Social Psychology Bulletin. Omvendt mindsker en stærk velfærdsstat behovet for religiøs hjælp.

”Det kan ses, at religiøsiteten var særligt lav, når en høj grad af livskvalitet blev kombineret med flere statslige ydelser,” konkluderer forskerne, som baserer deres forskning på data fra Gallup-undersøgelser med svar fra 455.000 mennesker i 155 lande i perioden 2005 til 2009.

Forskernes konklusion giver god mening i en dansk sammenhæng, mener Gert Tinggaard Svendsen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet og forfatter til flere bøger om tillid.

”Velfærdsstaten er en kollektiv forsikringsordning, hvor de heldige hjælper de uheldige, og på den måde har man reduceret en masse usikkerhed i samfundet, og det har givet os en meget høj grad af tillid til staten. Når staten agerer sikkerhedsnet, og man garderes på den måde, bliver livet langt mindre uforudsigeligt, og det erstatter på mange måder troens funktion, som i højere grad spiller en rolle i usikkerhed,” siger han.

Han peger på udviklingen blandt vestjyske fiskere som et godt eksempel. Tidligere fiskede man i farligt vejr og under meget usikre vilkår, mange druknede, og der var tale om stærkt religiøse samfund.

”Der er tale om en kompleks udvikling, men i takt med at man fik vejrudsigter og sikkerhedsforanstaltninger og dermed en reduceret risiko, satte man også skub i en udvikling, hvor troen begyndte at fylde mindre.”

De amerikanske forskeres tese holder, for så vidt at den sekulariserede nutidsdansker sætter sin lid til, at ikke Gud, men velfærdsstaten gengælder god opførsel med et godt liv, mener Sasja Stopa, teolog og postdoc ved Aarhus Universitet med speciale i Martin Luther.

”Luther karakteriserer en gud som den, man viser absolut tillid, og i den forstand ophøjer danskernes omfattende tillid velfærdsstaten til guddommelig status,” siger hun.

Den guddommeliggørende tillid til staten har baggrund i den lutherske forståelse af staten som indsat af Gud, der har præget dansk samfundsforståelse siden Reformationen. Luther forstod fyrsten som Guds stedfortræder på jord og sammenlignede forholdet mellem fyrste og undersåt med forholdet mellem Gud og menneske. Fyrsten var forpligtet til at drage omsorg for undersåtterne, som til gengæld skulle vise fyrsten absolut tillid. Især under enevælden personificerede kongerne denne nære sammenknytning mellem stat og religion.

”Når velfærdsdanskeren i dag har tillid til staten, er den tillid på sin vis en udløber af det, der engang var tillid til Gud. At velfærdsstaten i løbet af 1900-tallet overtog en række sociale forpligtelser fra kirken, har blot bestyrket statens guddommelige mandat. Men samtidig har den øgede sekularisering bidraget til at fjerne Gud fra ligningen,” siger hun.

Sasja Stopa kritiserer dog undersøgelsen for at basere sig på en snæver forståelse af religiøsitet. Den tager ikke højde for, at mange nordeuropæiske lutheranere vil vægre sig ved at kalde sig religiøse af frygt for at fremstå ”frelste” og dermed udfordre det i øvrigt lutherske lighedsideal. Desuden indskrænker den religiøse praksis sig luthersk set ikke til kirken, men udfolder sig i dagliglivet, mener hun:

”Ifølge Luther tjener malkepigen Gud bedre end munken. Gudsdyrkelsen flyttes ud af kirken og ind i samfundet. I den forstand praktiserer gennemsnitsdanskerne, der har været påvirket af luthersk mentalitet i 500 år, netop deres religion, når de som pligtopfyldende borgere passer deres arbejde og betaler deres skat i tillid til staten.”