Reglerne for søndagens højmesse i landets kirker ligger som en stram spændetrøje over præsters arbejde og hindrer en udvikling af gudstjenesten.
Det mener teolog og organist Georg Klinting, som har 37 års erfaring som sognepræst og er forfatter til en bog om folkekirkens dåbssyn. Folkekirkens præster skal derfor have frie hænder til at planlægge gudstjenesten, som de vil, frem for at tvinges til at følge reglerne, den såkaldte liturgi. Flere forskere i teologi er åbne for forslaget.
LÆS OGSÅ: Folkekirken savner både frihed og formål
Gudstjenesten er jo til for menighedens skyld, og derfor bør præsterne have frihed til at udforme liturgien efter de lokale behov. Det er udmærket med en autoriseret gudstjenesteordning, men den burde være rent vejledende. Der er ingen grund til, at præsterne skal påtvinges bestemte bønner og tekstlæsninger. Det ville gavne præsternes myndighed, om man med et hug gjorde alle de eksisterende liturgiske forskrifter rent vejledende, siger Georg Klinting og tilføjer, at man ikke behøver at frygte et liturgisk kaos:
Man kan bare se på begravelserne, hvor præsterne har en liturgisk frihed, som de nok kan forvalte på værdig vis. Præster er jo godt uddannet, og man bør have tillid til, at de godt ved, hvad der skal til.
Samme tanke finder man hos den internationalt anerkendte erhvervsmand og iværksætter Lars Kolind, som er aktuel med bogen UNBOSS. Ifølge ham bør folkekirken afskaffe langt de fleste af de regler, der styrer det lokale kirkeliv:
Det er helt utroligt, hvad der findes af regler, og jeg tror, man kunne klare sig med en hundrededel af dem. Jeg ville gøre op med langt hovedparten. Den lokale frihed skal være meget større, siger han.
Når kirker flere steder i landet jævnligt må aflyse gudstjenester, fordi ingen dukker op i Lolland-Falsters Stift var der tale om hele 108 aflysninger sidste år er det ofte i forbindelse med netop højmessen. Samtidig er de alternative gudstjenester populære som aldrig før.
Ifølge ph.d. og adjunkt ved Aarhus Universitet Kristine Helboe Johansen, som forsker i moderne kristendom, er der gode argumenter for at give præst og menighed fuld frihed til selv at skrue gudstjenesten sammen.
Vi kender det allerede fra begravelserne, hvor det fungerer udmærket. Vi har på den ene side en ordning, hvor højmessen er superstrengt regelsat, og så har vi på den anden side en praksis, hvor præster får lov til alt muligt, så længe det hedder noget andet end højmesse. Der kunne man logisk sige, at hvis vi alligevel fifler med den stramme ordning, hvorfor så ikke bare gå planken ud?, siger hun, men peger også på ulemper:
Faren er, at højmessen bliver helt på præstens vilkår, for højmessens liturgi er også et forsøg på at begrænse den enkelte præsts magt.
Tanken om fuld frihed ved højmessen er slet ikke ny. Ifølge lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet Hans Raun Iversen var det Grundtvigs hede drøm:
Grundtvig arbejdede for, at præsten og menigheden inden for en minimal ramme kunne lave deres egen liturgi. Han fik valgmenigheder og sognebåndsløsning, men den liturgiske frihed fik han ikke.
Hans Raun Iversen bakker op om forslaget forudsat at præster og menigheder får en solid efteruddannelse forud for ændringen:
Mange steder føler man, at man kunne gøre det bedre, hvis der ikke var de eksisterende regler. Det er også en misforståelse af kristendommen, at der skal ske det samme i alle kirker, for kirken skal give kristendommen mening på sin egen måde på det lokale sted. Samtidig ligger der en vis sandhed i, at fælles ritualer er med til at holde sammen på kirken. Liturgi er ikke urørlig, men heller ikke uvigtig. Så man skal gøre det på en begavet måde, og det kræver en uddannelsesproces for præster og menigheder. Ellers risikerer man at tabe en tradition, siger han.
Artiklen fra Præsteforeningens Blad