Mikkel Tode Raahuage, sognepræst i Jægersborg Kirke i Nordsjælland
Pastoralseminariet i København, efteråret 2020
På den ene side synes jeg ikke, at det er pastoralseminariets opgave at undervise os i bekendelsesskrifterne, som vi har haft et helt teologisk studium til at beskæftige os med og tænke over. På den anden side var det også min oplevelse, at man i nogle fag på pastoralseminariet forholdt sig meget frit til dogmatikken.
Det kunne for eksempel komme til udtryk, når vi blev stillet opgaver. Der var af og til en noget lemfældig omgang med bekendelserne, og det fik mig faktisk til at tage den øvrige undervisning lidt mindre alvorligt, desværre. Også selvom jeg ikke mener, at det er pastoralseminariets opgave at få mig til at ransage min samvittighed og finde ud af, om jeg selv kan stå inde for bekendelserne, for det er i sidste ende mit eget ansvar.
Jeg skrev med god samvittighed under på præsteløftet hos biskoppen, inden jeg blev ordineret, og det var en stor ting for mig. Og jeg kan med god samvittighed sige, at jeg står inde for folkekirkens bekendelsesskrifter, også selvom jeg ikke er enig med Lars Sandbecks (lektor i teologi, red.) og Søren Rønns udlægning af, hvad luthersk teologi er – de tegner det for groft og unuanceret op.
Theresa Lundquist French, videnskabelig assistent på Teologi, Aarhus Universitet
Pastoralseminariet i Aarhus, efteråret 2020
Jeg kan slet ikke genkende billedet af, at pastoralseminariets undervisning skulle grænse til at være konfessionsløs og uluthersk. Vi arbejdede både med præsteløftet og bekendelserne, da jeg gik der. Jeg husker for eksempel, at vi i grupper arbejdede med indholdet i præsteløftet og efterfølgende diskuterede det i plenum. Og vi blev opfordret til at reflektere videre over, hvordan vi hver især ville leve op til det i et kommende embede.
Det samme med bekendelserne. Her blev vi undervist i luthersk dåbsteologi og bedt om kritisk at reflektere over de forskellige dåbssyn, som er i folkekirken. Vi forholdt os i høj grad til bekendelserne, som vi er forpligtede på, men der er plads til forskellige positioner inden for konfessionens rammer. Vi har en bred og rummelig folkekirke, men det er ikke ensbetydende med, at vi som præster kan mene hvad som helst.
Jeg har ingen problemer med at skrive under på præsteløftet og dermed bekendelserne, som jeg føler mig hjemme i. Samtidig er det helt i Luthers ånd at blive ved med at reflektere kritisk. Det er ærgerligt, hvis den indre religionskritik stopper med ham. Personligt mener jeg for eksempel, at man godt kan tale om frelse og fortabelse uden at skulle forstå helvede bogstaveligt
Signe Von Münchow Krarup-Leth, sognepræst i Sorgenfri Kirke i Nordsjælland
Pastoralseminariet i København, efteråret 2020
Jeg har grundlæggende ikke et problem med, hvordan vi forholdt os til bekendelserne på pastoralseminariet. I mine øjne er det ikke pastoralseminariets opgave at hjælpe teologer med at blive afklarede om, hvorvidt de vil være præster i folkekirken, men det kan være en afklaring, der kommer undervejs, når man er studerende på pastoralseminariet. Typisk har man også gjort sig overvejelser desangående under sine teologiske studier. Pastoralseminariet er først og fremmest en uddannelse, der skal give praktiske redskaber til at kunne begå sig som præst i folkekirken. Selvfølgelig skal man også undervises i, hvilke bekendelser den danske folkekirke hviler på og diskutere disse. Det har vi også gjort, men hvordan man selv stiller sig over for bekendelserne er først og fremmest et spørgsmål, som den enkelte præstekandidat må grunde over og granske sin samvittighed for.
Jeg skrev selv under på præsteløftet hos biskoppen, inden jeg blev ordineret, og det var en stor ting. Jeg tænker, at præsteløftet er et kompas i mit præsteembede, som jeg orienterer mig ud fra. Jeg skal hver dag forholde mig til, hvordan jeg ”beflitter” mig på at forkynde evangeliet rent og purt med den treenige Gud, syndernes forladelse og kødets opstandelse som kerne.