Prøv avisen
Før søndagen

Forsoning og tilgivelse kan ikke forceres

Søndagens evangelietekst har ramt borgerråd­giver Bettina Post ”lige i panden”. – Foto: Leif Tuxen

Vrede er en naturlig følelse, som skal have plads og rum, før reel forsoning og tilgivelse kan lade sig gøre, mener borgerrådgiver og debattør Bettina Post, der føler sig provokeret af søndagens tekst. I sit arbejde møder hun ofte mennesker, som har brug for at blive lyttet til, før de kan lægge vreden bag sig

”Jeg oplever ofte, at borgere, der henvender sig til mig, er vrede og frustrerede og føler afmagt over for systemet. Så er det min opgave at få den vrede filtret lidt fra hinanden og finde ud af, hvad den handler om. Det betyder noget, at jeg har tid til at lytte. At borgerne føler sig hørt og kan få luft for deres vrede.”

Bettina Post er uddannet socialrådgiver og har været ansat som kommunal sagsbehandler i en årrække, hvor hun blandt andet arbejdede med børn fra udsatte familier, og voksne, der var uden for arbejdsmarkedet.

Siden blev hun næstformand og så formand for Dansk Socialrådgiverforening. De seneste tre år har hun været ansat som borgerrådgiver Høje Taastrup Kommune, hvor hun fungerer som en uvildig instans, som borgerne kan henvende sig til, hvis de mener, at deres rettigheder er blevet tilsidesat, eller at de på anden måde er utilfredse med samarbejdet med kommunen.

Og hun mener, at det er legitimt og nødvendigt, at borgerne får lov at give udtryk for deres vrede.

”Når man er vred, er det typisk, fordi man har været udsat for noget, som strider mod ens værdier, eller fordi man er blevet såret eller føler sig misforstået.”

”Som borgerrådgiver kan jeg anerkende borgernes vrede, fordi jeg ikke er en del af systemet. Jeg er uvildig og skal ikke forsvare kommunens adfærd. Opgaven er ofte at finde ud af, hvad der er op og ned i de frustrationer, borgerne giver udtryk for. Føler de sig dårligt behandlet af en bestemt medarbejder, eller er det reglerne, det handler om? Ofte kanaliseres vrede over reglerne og systemet over i en konflikt med en bestemt sagsbehandler, og så er det vigtigt at få på plads, at reglerne er, som de nu er. Det er ikke noget, sagsbehandleren har fundet på,” siger Bettina Post og uddyber:

”Vreden er ofte forståelig, men den blokerer for at komme videre. Så man må ikke blive stående i vreden. Den skal sættes på plads, så borgeren bedre kan tage imod den hjælp, vedkommende trods alt får.”

Vrede bør altså ifølge Bettina Post ikke være tabubelagt. Derfor finder hun søndagens evangelietekst problematisk.

”Jeg er uenig i teksten, hvis den skal forstås sådan, at man skal skynde sig at lægge vreden til side. Det er helt o.k. at blive vred og give udtryk for det. Naturligvis skal man ikke tæske løs på andre. Vreden må ikke tage magten over én. Men jeg mener, at man skal give sig selv lov til at mærke den. Se den i øjnene og finde ud af, hvad den handler om. Vreden binder enormt meget energi, så hvis ikke den bearbejdes, kan den æde hele ens tilværelse,” siger hun.

Bettina Posts barndom var præget af moderens angst. Hun brød sig ikke om stærke følelsesudbrud.

”Min bror og jeg fik for eksempel ikke lov at vise vrede. Så snart der var optræk til konflikt, dyssede hun det ned. Det er nok derfor, jeg som voksen øver mig i at give plads til vreden,” siger hun.

I forhold til sine egne sønner har Bettina Post gjort sig umage for at give plads til følelser.

”Men jeg må indrømme, at jeg også har haft det svært med, når de var uvenner. Det var meget vigtigt for mig, at de skulle have et godt og tæt forhold til hinanden. Det ser heldigvis ud til at være lykkedes,” siger hun.

Da sønnerne var 12 og 16 år, var Bettina Post ude for et voldsomt trafikuheld.

”Jeg kom kørende på motorvejen i min lille Fiat Punto med mine sønner og min mor som passagerer, da en lastbilchauffør overså os og kørte ind i os, så vi bragede fra det ene motorværn til det andet, og bilen blev mast både forfra og bagfra. Jeg måtte sparke og flå dørene op og kunne gudskelov hurtigt konstatere, at bortset fra en rift på min yngste søns ene finger var vi fuldstændig uskadte. Det gav mig en stærk fornemmelse af, at der er noget større, der holder hånden over os. Jeg er overbevist om, at der er noget, der er større end jeg. Min egen magt er heldigvis ikke det største i denne verden,” siger hun.

Da Bettina Post fik søndagens tekst tilsendt med en opfordring til at reflektere over den i et interview, blev hun ”ramt lige i panden”.

”Jeg havde netop fundet ud af, at et menneske, jeg stolede på, havde svigtet min tillid groft. Jeg var ikke bare vred. Jeg var rasende. Og slet ikke parat til forsoning. Så min første reaktion var, at jeg ikke skulle forsones. Men nu er der gået et par uger, og jeg er i fuld gang med den proces, der gerne skal ende med en form for forsoning. På den måde har teksten ret. Men man kan ikke forcere det. Så når Jesus i teksten både siger, at man skal skynde sig, og peger på hykleriet, hvor man udadtil virker hellig, mens man har en masse skjult vrede mod andre, modsiger han sig selv,” siger hun.

”Ikke at stå ved sin vrede er også hykleri. Vreden skal have plads og tid. Forsoning og tilgivelse kan kun være reel, hvis vreden faktisk er væk,” siger hun.

Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?

Jeg ville sige, at vreden er en naturlig følelse, vi ikke skal være bange for. Vreden skal have sin plads. Men lige så vigtigt er det naturligvis, at vreden bearbejdes, så vi kan nå frem til tilgivelsen og forsoningen.

Hvad er det vigtigste for dig af De Ti bud?

Det ottende. Løgnen har jeg aldrig kunnet holde ud, især ikke løgne, der handler om at redde ansigt og lægge ansvaret over på andre. Alle kan lave fejl, men så må man stå ved dem.

Hvordan er din ønskegudstjeneste?

For mig er en god prædiken præget af autenticitet og af, at den, der prædiker, tør sætte sig selv i spil. Om den bliver holdt på en prædikestol i kirken eller på en talerstol et andet sted, har ingen betydning.

Hvordan er dit gudsbillede?

Jesus på korset, en engel eller Buddha kan for mig alle være sande billeder på den magt, der er større end jeg. Gud er for mig en følelse af, at der er noget større end mig selv, ikke et konkret billede.