Forsoning og tilgivelse til debat på Askov Højskole

En række fremtrædende europæiske teologer og filosoffer mødes på konference for at tale om tidens store etiske spørgsmål

»Tilgivelse for fortidig uret?« er titlen på en konference, som indledes i morgen på Askov Højskole. Fremtrædende teologer og filosoffer fra forskellige europæiske lande mødes for at tale om nogle af de store etiske spørgsmål, det 20. århundrede efterlader. Århundredets krige, masseudryddelser og folkedrab har betydet ofre og lidelser i næsten ufattelige mængder. Det grundlæggende spørgsmål er: »Kan sådanne ugerninger tilgives, og kan der ske en forsoning mellem gerningsmændene og deres ofre? - Etik er jo blevet moderne og reduceres ofte til et spørgsmål om at behandle bankens kunder pænt. På konferencen beskæftiger vi os med nogle anderledes vanskelige dimensioner i etikken: Tilgivelse og forsoning. Dimensioner, der ikke er spor nye for teologer, fordi de er grundbegreber i kristendommen, men som andre, f.eks. i retsplejen nu kan se, det er værdifuldt at tage op, siger professor i etik ved Aarhus Universitet, dr.theol. Svend Andersen. Han tilføjer, at tilgivelse og forsoning forudsætter, at deltagerne i forsoningsmødet er personligt berørte af uretten. At lade den danske statsminister i dag undskylde for historiens gang i Thule forekommer nærmest komisk, synes Svend Andersen. På konferencen vil Det Danske Center for Menneskerettigheder fortælle om konkrete erfaringer med forsoning og retsopgør i Sydafrika, Guatemala og Rwanda. Konferencen arrangeres af det europæiske, selskab Societas Ethica, der blev nedsat 1964 som et forum for akademiske forskere i etik. Sidste år blev Svend Andersen ny formand for selskabet. Konferencen varer til den 29. august og er kun for særligt indbudte. Men alle med Internet kan følge med i etik-diskussionen på adressen: www.societasethica.org