Andreas har tilgivet sin mors alkoholisme: Jeg blev indhentet af en udefrakommende kærlighed

Juleaften var i teenageårene en utryg aften for sogne- og orlogspræst Andreas Christensen, fordi hans mors alkoholisme satte sit præg på alt. Nu er de skyggefulde juleminder erstattet af en faglig beundring af moderen

”Nogle skodmennesker, hyrderne, bliver Vor Herres fornemmeste gæster. På samme måde er det kommet bag på mig, at en person, jeg har været så vred på og skuffet over, også kan blive et forbillede for mig,” siger Andreas Christensen om sin mor. –
”Nogle skodmennesker, hyrderne, bliver Vor Herres fornemmeste gæster. På samme måde er det kommet bag på mig, at en person, jeg har været så vred på og skuffet over, også kan blive et forbillede for mig,” siger Andreas Christensen om sin mor. – . Foto: Iben Gad.

I Hellig Kors Kirke på Nørrebro i København søger 40 hjemløse hver nat ly i vintermånederne, og i samme sogn har man en effektiv menighedspleje, der hjælper nødstedte familier i forbindelse med julen.

Sognepræsten ved kirken, Andreas Christensen, engagerer sig på mange måder i socialt arbejde i området, hvor også hans mor som socialrådgiver i 1980’erne tog vare på udsatte menneskeskæbner.

I dag er hun død, men hvert år – og særligt ved juletid, hvor der er størst tryk på det sociale arbejde – tænker han på hende som et stort fagligt forbillede. Hun forstod at hjælpe mennesker i nød. Men sig selv kunne hun desværre ikke hjælpe.

Andreas Christensens mor var alkoholiker, og det kom blandt andet til udtryk ved juletid i barndomshjemmet i Lyngby nord for København, husker han.

”Jeg har været omkring 13 år, da det blev mærkbart, at jul var noget, min mor ikke rigtig magtede. Hun havde alle gode intentioner om juletræ, flæskesteg og sovs, men som juleaften skred frem, begyndte hun at slingre og vrøvle, tabe ting og virke ulykkelig.”

Andreas Christensen er vokset op i et ”åbent og kreativt hjem” med to forældre og fire søskende, hvor alt tilsyneladende var, som det skulle være. Men moderen drak i det skjulte, hvorfor der gik mange år, før børnene indså, at hun var alkoholiker. Derfor var jul for Andreas Christensen på den ene side en højtid, han som barn så frem til, men på den anden side hang der en skygge over juletræet og alle de store forventninger.

”Det var tragisk i løbet af aftenen at se et menneske gå i opløsning. Jeg oplevede det som en blanding af en overbelastning og et martyrium for min mor, og der ligger det i martyriet, at man sender noget skyld og skam videre. Jeg tror, mange pårørende til alkoholikere vil genkende den situation, at alkoholikeren hverken kan sige til eller fra og kun kan være destruktiv med sit misbrug. Alle dem, der gerne vil hjælpe, bliver ligesom ikke lukket ind. Min mor tabte kontrollen og kunne ikke være voksen for os.”

I 2011 døde Andreas Christensens mor. På trods af mange år som tørlagt alkoholiker med en god tilværelse endte hendes liv på grund af druk. Men allerede den første jul efter hendes død, hvor minderne om barndommens svære juleaftener vendte tilbage, skete der noget.

”Det har tidligere været svært for mig at tilgive. Jeg har plaget mig selv med et krav om, at jeg skulle forsone mig med min mor og forlige mig med den barndom, hun gav os. Men nu blev jeg ligesom indhentet af en overraskende, udefrakommende kærlighed.”

Samme overraskelse finder Andreas Christensen i juleevangeliet, som begynder med en kejser og en statholder, men ender med nogle uventede mennesker som hovedpersoner.

”Nogle skodmennesker, hyrderne, bliver Vor Herres fornemmeste gæster. På samme måde er det kommet bag på mig, at en person, jeg har været så vred på og skuffet over, også kan blive et forbillede for mig.”

I dag er juleaftensmindet om de slørede øjne og rødvinsglasset, der bliver tabt på gulvet, efterhånden udvisket. Tilbage står mindet om moderen som et fagligt forbillede, der som sagt magtede at hjælpe så mange andre end lige sig selv.

”Ligesom Vicki, der i Matador ryster på hovedet af Oberst Hachel, har jeg i dag fundet en kærlig forligelse med min mor og kan med varme tænke: ’Din gamle idiot’.”

I dag kan Andreas Christensen skille tingene ad. Han kan skelne hendes gode intentioner fra de dårlige resultater.

”Jeg tænker tit på, at der i skabelsesberetningen står, at Gud så, at lyset var godt, og skilte det fra mørket. Det grundlæggende spørgsmål til en alkoholisk forælder er jo: Hvis hun elskede mig, hvorfor var hun så så destruktiv? I forligelsen har jeg lært at skille lyset fra mørket og sætte pris på det, jeg fik fra hende, og at få øje på hendes kærlighed. Noget er blevet helt og er gået fra kaos til fred. Det er kunsten at lære at sørge over det, men samtidig sige: Ja, det var sådan, det var. Vi kunne gøre lidt ved det i nogle år, men vi kunne ikke gøre alt ved det i alle årene.”