Prøv avisen

Forsvarer: Sag om koranafbrænding bør droppes

Det første retsmøde i sagen er planlagt til næste uge, men ifølge forsvarsadvokat Rasmus Paludan bør det ikke komme så langt, efter det i går stod klart, at der er politisk flertal for at afskaffe blasfemiloven, når den skal til afstemning på fredag. Foto: Jakob Jørgensen/Ritzau Foto

Det giver ikke mening at køre en retssag, hvis folkestyret beslutter, at handlingen ikke længere er strafbar, siger forsvarer for mand, der er tiltalt for at have brændt Koranen. Det vil dog stadig være ulovligt at brænde bibler og koraner, siger ekspert

Når Folketingets politikere efter al sandsynlighed stemmer for at afskaffe blasfemiparagraffen senere på ugen, bør anklagemyndigheden tage konsekvensen og droppe retssagen mod en nordjysk mand, der er tiltalt for at have brændt Koranen.

Sådan lyder det fra advokat Rasmus Paludan, der er forsvarer for den 42-årige mand.

”Det er anklagemyndighedens pligt at føre sager, hvor det har mest effekt. Jeg vil mene, at ressourcerne bør bruges på andre sager end på en bestemmelse, som folkestyret har besluttet ikke skal gælde længere,” siger han.

Manden i Nordjylland er tiltalt for i 2015 at have sat ild til et eksemplar af Koranen i sin have og lagt en video af optagelsen ud på Facebook. Han er den blot fjerde person i danmarkshistorien, der bliver tiltalt ud fra Straffelovens blasfemiparagraf.

Det første retsmøde i sagen er planlagt til næste uge, men ifølge Rasmus Paludan bør det ikke komme så langt, efter det i går stod klart, at der er politisk flertal for at afskaffe blasfemiloven, når den skal til afstemning på fredag. Han har derfor foreslået anklagemyndigheden, at retsmødet i første omgang bliver udskudt, men forventer selv, at sagen helt bliver skrinlagt.

”Blasfemiparagraffen er i forvejen en politisk bestemmelse. Og når folkestyret har besluttet, at den ikke skal gælde længere, så giver det næsten sig selv, at sagen skal droppes,” siger han.

Rigsadvokaten ønskede i går ikke at sige, hvad den politiske beslutning får af konsekvenser for retssagen, men skrev følgende på det sociale medie Twitter:

”Om konkret blasfemisag: Anklagemyndigheden vil snarest vende tilbage med oplysning om konsekvenserne af en straffelovsændring.”

Det vil dog efter al sandsynlighed betyde, at sagen helt bliver sløjfet, vurderer Trine Baumbach, centerleder på Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet og ekspert i strafferet. For i en retssag er det lovgivningen på tidspunktet for domsafsigelsen, der er gældende.

”Hvis sagen kommer for retten, vil retten skulle dømme ud fra en lov, der er ophævet. Det vil sige, der vil ske en frifindelse. Men jeg tror ikke på, at anklageren vil tage sagen så langt,” siger hun.

Det betyder dog ikke, at det fremover bliver straffrit at brænde koraner og bibeler af ved offentlige demonstrationer, vurderer hun. I den verserende sag mod nordjyden var han tiltalt for at brænde en koran af i sin egen have. Det vil blive lovligt, når politikerne efter alt at dømme afskaffer blasfemiparagraffen på fredag.

”Men havde han gjort det i offentligheden, havde han forbrudt sig imod ordensbekendtgørelsen, der siger, at man ikke må optræde krænkende eller stødende på offentlige steder,” siger hun.