En vindstille frostdag i begyndelsen af februar lagde erhvervsmanden Asger Aamund en hvid rose på søs-teren Jane Aamunds kiste og tog den sidste afsked med den populære forfatter, inden rustvognen kørte fra Heldum Kirke ved Lemvig. Før det havde præsten i kirken talt om hendes tro, han havde prædiket om opstandelse, og deltagerne i bisættelsen havde sunget ”Lysets engel går med glans”.
I barndomshjemmet voksede både Asger og Jane Aamund op med kirkegang, salmesang og højskolesang. Men troen fandt et anderledes udtryk hos de to søskende, og det kommer ikke mindst til udtryk i deres syn på virkningen af søndagens tekst til påskedag, hvor kvinderne kommer til graven og ser, at Jesus ikke er der.
”Min søster havde bevaret sin barnetro og var fuldt og fast overbevist om, at når hun døde, ville hun blive genforenet med vores forældre og med vores moster, som hun var meget knyttet til. Jeg tror på et efterliv, men har svært ved at komme det nærmere. Jeg tror på, at min bevidsthed efter min død vil indgå i en bred kosmisk sammenhæng. Tanken om at blive genforenet helt konkret og fysisk med Jane ligger mig ikke helt så naturligt,” siger han.
Ikke desto mindre er prædikenteksten til i morgen en af de vigtigste tekster for Asger Aamund, fordi den har ændret verdenshistorien. Den korte tekst og beretningen om Jesu opstandelse er så simpel og kraftfuld, at den på kort tid nåede kæmpe udbredelse.
”Det er en af de tekster, jeg har læst flest gange. Det er den helt centrale tekst i kris-tendommen, fordi den handler om opstandelsens mirakel. Men hvad den fører med sig, er et næsten lige så stort mirakel. Jesus bliver henrettet som en gemen forbryder, men hans apostle formår at konvertere millioner af mennesker til en spritny religion på baggrund af ham. Historien om hans død og opstandelse er så mirakuløs, at fortællingen kunne brede sig og skabe den verden, vi lever i nu,” siger han.
Asger Aamund kalder opstandelseshistorien en vinderhistorie. Opstandelsen var så konkret, at kvinderne ikke engang mødte Jesus ved graven, da de mødte op. Han var der simpelthen ikke, og derfor kunne apostlene videregive et konkret budskab om en frelsers overvindelse af døden til mennesker. Men det væsentligste er ikke selve opstandelsen for erhvervsmanden.
”Det vigtigste for mig er ikke, at han stod op med hud og hår. Det vigtigste er, at der har været en guddomskraft, der har inspireret apostlene til at gå ud og sprede budskabet om opstandelsen. De har sat deres liv på spil for det, så der er ingen tvivl om, at de selv har troet på det. Hvis ikke, havde det heller ikke kunnet få den udbredelse, det har fået,” siger han.
Udbredelsen af kristendommen skete, fordi den præsenterede noget radikalt anderledes for mennesker. Fortællingen om Jesu opstandelse sejrede, fordi den brød med hierarkiske strukturer i andre religioner, tilføjer han.
”99 ud 100 mennesker i det område på den tid var ludfattige. Der var ingen muligheder for social opstigning, og hvis man var født som fattig, døde man altså som fattig. Selv efter døden troede man på den sociale arv, og derfor blev de velhavende begravet med værdigenstande. Man troede, at man kunne tage sit jordiske gods med ind i efterlivet,” siger han og peger på opstandelsesberetningen som et direkte modsvar:
”For de fattige var der håb i beretningen om Jesus, der døde på korset og sejrede for alle, der troede på ham. Modsat de andre religioner, de var underlagt, ligestillede den nye religion kvinder og slaver med de velstillede. De fik endda at vide, at de sidste skulle blive de første.”
Asger Aamund blev 79 år i februar. Han er nået en alder, hvor han med jævnere mellemrum går til begravelser, men det stresser ham ikke.
”Jeg tror, det er godt at gå til nogle generalprøver, inden man selv står for tur. Det bekymrer mig ikke så meget. Jeg ved godt, at jeg ikke bliver 200 år, og at Vorherre ikke skylder mig noget. Jeg vil da gerne være her lidt endnu, men hvis Vorherre trækker stikket, er det jo sådan, det må være,” siger han.
Sin egen tro kalder han ikke-dogmatisk. Nogle vil endda mene, at han slet ikke er kristen, siger han, fordi han ikke tror på jomfrufødslen og Helligånden. Modsat sin nu afdøde søster Jane tror han heller ikke på et efterliv med en konkret genforening. Men han har alligevel altid haft let ved at tro.
”Min gamle ven Ebbe Kløvedal Reich sagde, at ikke- religiøse mennesker mangler fantasi. Jeg har aldrig kunnet få mig selv til at tro, at der ikke var noget. At det skulle være opstået ud af det blå.”
Og når han ikke kan tro på den samme konkrete opstandelse som sin afdøde søster, har det også at gøre med, at hun havde mere fantasi.
”Det havde hun helt sikkert. Hun var jo også skønlitterær forfatter. Hun var en viljestærk kvinde, og hun var 100 procent overbevist om, at hun skulle genforenes med sine elskede. Det er en smuk tanke. Jeg vil ikke udelukke, at det kan ske, men det er svært at tro.”
Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?
Jeg har ikke noget imod politiske prædikener. Kristendommen er politisk, og derfor ville jeg holde en kritisk prædiken om, at det er en skændsel for Danmark, at vi har vendt ryggen til vores nødstedte trosfæller, der bliver forfulgt rundtomkring i verden. Jeg forstår ikke, at vi ikke prioriterer anderledes. Hvorfor gør vi ikke noget for at hjælpe flere kristne flygtninge for eksempel?
Hvad er din ønskegudstjeneste?
Jeg prøver at komme i kirke hvert år til jul. I Gentofte Kirke, hvor jeg er døbt og konfirmeret, er det meget fint og stemningsfuldt juleaften.
Hvad er det vigtigste af De Ti Bud?
Det første, fordi det er spændende, at det efterlader flere spørgsmål end svar. Når Gud siger, at vi ikke må have andre guder end ham, åbner han muligheden for, at man kan tjene andre. Han kunne have sagt, at han var Herren, den eneste Gud, men det gjorde han ikke. Han åbner for, at der måske er ånder og dæmoner og materialistiske afguder, man kan dyrke, men at man skal holde sig til ham.
Hvordan er dit gudsbillede?
Jeg tror på en skabende og tilstedeværende Gud. Jeg er sikker på, at en guddommeligt kraft har sat gang i det hele. Og jeg tror på, at Gud griber ind i menneskers liv.