En flok deltagere måtte gå skuffede hjem fra et foredrag med titlen ”Fortællinger fra det hellige land” for nogle år siden. De havde planlagt en tur til Israel, og øjnede netop dette foredrag som en anledning til at få baggrundsviden inden den store tur. Men hvor de regnede med at høre om Oliebjerget, Det Døde Hav og Golgata, fik de i stedet en salve anekdoter fra stationsbyen Hurup i 1960’erne.
Hvad de ikke vidste var, at foredragsholderen, provst i Fredericia Børge Munk Povlsen, har et helt særligt forhold til sin hjemstavn. Så meget, at han omtaler det som det hellige land
”Arrangøren ringede til mig nogle dage senere, fordi han havde fået et par klager. Han sagde, at der var kommet et par stykker bagefter og sagt til ham – i al munterhed – at de havde regnet med at skulle en tur til Israel, og så landede de i Thy. Men som jeg sagde til ham, så var alt jo dermed, som det skulle være.”
Børge Munk Povlsen har netop udgivet sine fortællinger fra Sydthy i en bog spækket med skæve barndomsminder, humoristiske betragtninger og noget, der minder om røverhistorier. ”Når Valash propperne springer”, hedder bogen, der er en henvisning til en af historierne, hvor en ung Børge Munk Povlsen med en spidset blyant bankede hul i kapslerne på en kasse fyldte Valash-sodavand for at se en farverig eksplosion af sødt stads forvandle en lidt kedelig bagbutik til noget, der i få minutter kunne minde om det ny Jerusalem.
Historien satte ifølge thyboen gang i en kædereaktion, hvor han blev fyret fra sit arbejde ved købmanden og dermed aldrig fik afprøvet sit talent for købmandsskab. I stedet blev han provst cirka 180 kilometer fra det hellige Hurup i Fredericia, hvor han nu sidder med sin bog og funderer over, hvorfor stationsbyen er hans Kanaans land.
”Jeg husker godt diskussionen i vinter, hvor alle jyske politikere følte behov for at slå sig op på at være jyske. Og at nogen sagde, at der ikke er regionale forskelle på danskere. Det tror jeg er rigtigt for nogle, for jeg møder mange mennesker, der slet ikke har den egnsbevidsthed og stolthed over, hvor de kommer fra. Men det skal jeg sige dig, at det har vi,” siger han og trækker skævt på smilebåndet:
”Du kender det gamle udtryk: Jeg er ikke stolt over at være fra Thy – jeg er taknemmelig. Den tanke vil du møde hos mange thyboer. Og med god grund.”
Har man været i Hurup, vil man vide, at det på overfladen ikke er noget imponerende sted. Derfor kan det næsten virke utroligt, når man læser Børge Munk Povlsens samling udkants-epos fra stationsbyen i den lille stribe land mellem hav og fjord.
Han skriver om mytiske figurer som købmanden P.W. Thomsen, et ”merkantilt geni”, der foran måbende tilskuere vejede sukker og mel på øjemål, så det passede på miligram. Eller buschaufføren Mads Rutebil, som var den eneste i byen, der havde modet til at fragte sprøjtegiften bladan på en sikker plads mellem passagererne i bussen. Han kom ved et uheld til at tabe den giftige væske ud af bussen ved et venstresving og opdagede det først senere, da han var nået frem til en såkaldt økologisk landmand, hvor dunken med bladan skulle leveres.
Mange steder ringer alarmklokkerne, hvis man som kritisk journalist læser provstens erindringer. For eksempel ville hans historie om den sagnomspundne lægmandsprædikant Træskomanden næppe komme helskindet igennem en udsendelse af DR’s faktatjek-program Detektor.
I den korte beretning mindes provsten, hvordan han som barn sad forventningsfuld og ventede på at høre Træskomanden tale ved en børnegudstjeneste på Kristi Himmelfartsdag. Han og de andre børn ventede i spænding, for Træskomanden var formidabel. Rygtet lød, at han udenad kunne fremsige både Luthers lille og store katekismus med samme præcision, som når han forsålede et par træsko.
Men da lægmandsprædikanten lod vente på sig ved børnegudstjenesten, var der opstået en anden slags spænding hos den forventningfulde flok. To af drengene var på nippet til at ryge i totterne på hinanden, men så skete der – ifølge overleveringen – et mirakel, der til forveksling kunne ligne profetier om Kristi genkomst:
”Da sker det helt pludseligt, som lyn fra en klar himmel, at der er en, der råber: ’Han kommer, han kommer.’ Aage og Jens går helt i stå! Lige midt i angrebsstilling. Samtlige 60-70 børn standser deres gøremål. Som med en bevægelse retter de blikket direkte op mod himlen i østlig retning. For selvfølgelig må det være derfra, han kommer. Og mens de står der og stirrer med både åben mund og polypper og smånynner på yndlingsomkvædet fra ’Kristi Stridsmænd’: ’Hold blot skansen, se jeg kommer, det er Jesu bud, syng ham kækt som svar tilbage, ja, vi vil, o Gud!’! – så hører de alle sammen en velkendt stemme, men fra en helt anden retning end derfra, hvor de stirrer og venter, den skal komme: ’Guds fred og goddaw bitte børn.’”
Det er dog ikke røverhistorier, fastslår provsten. Det hele har fundet sted, men har muligvis fået ”et pift” som en munter effekt eller en efterrationalisering via provstens romantiserede syn på hjemstavnen.
Selvom han ikke har boet der i 40 år, er hans identitet i høj grad bygget på at være fra Thy. Og han tror, at der er en klar årsag til, at mange nordvestjyder har det på samme måde.
”Jeg tror, det har at gøre med, at man er så få derude, og at man bor så langt fra der, hvor beslutningerne bliver truffet. Det gør måske, at man føler et større behov for at have en stærk bevidsthed om og stolthed af lokalsamfundet. Om at der også leves et rigt og godt liv der.”
En del af det lokalsamfund var så sandelig også kirke og kristendom. Forældrene var en del af Indre Mission, og en lillejuleaftens dag havde moderen sat sig for at give ham og broderen en lektion i julens budskab, da de to drenge skændtes om, hvem der skulle have den store af de to pandekager, hun netop havde serveret for dem.
“Hør nu her, drenge, hvad tror I, Jesus ville have gjort, hvis vi tænker os, at det var ham, der skulle have delt med sin bror?” spurgte moderen.
Drengene sad tavse i forlegenhed over ikke at kunne gætte, hvad Jesus ville have gjort i dette scenarie, inden moderen sagde, at Jesus jo nok ville have givet den store pandekage til sin bror.
“Børge, så må du godt få lov til at være Jesus!!!” sagde broderen så.
Provsten betegner sig ikke selv som missionsmand, men benytter flere lejligheder i bogen til at tage afstand til det ry, bevægelsen har fået i den brede befolkning.
”Jeg oplevede en stor tryghed og omsorgsfuld kærlighed i min opvækst og ikke meget af den karikerede ’provst Meyerdømmesyge’ (fra tv-serien Matador, red.). Der var en glad og munter kristendom derhjemme. Der blev grinet meget i mit hjem, men der var også en rørende omsorg for andre.”
Han husker, hvordan han blev rørt i mødet med forældrenes tro. For eksempel da han en dag i 1970’erne som ung mand kom til at overhøre deres aftenbøn ved en dør på klem.
”Det var meget bevægende at høre, at de på skift ikke bare bad for alle deres nærmeste, men også for de folk i byen, som de tænkte, lige nu kunne have brug for, at der var nogen, der tænkte på dem .”
Efter moderens død i 2006 har der ikke været nogen nær familie at besøge på hjemstavnen i Hurup for Børge Munk Povlsen. Men én gang om året tager han sammen med sine søskende på ”pilgrimstur” til byen. De gør det uden deres ægtefæller, for det handler om at genkalde barndomsminderne og ”bevæge sig ind i de fælles fortællinger” for en stund. Så kører de rundt i Thy fra Agger til Vorupør og mindes deres barndom med faderen og ikke mindst deres mor, som skulle ende med at blive sidste slægtsled med adresse på egnen.
”Da min mor døde, blev jeg bevidst om, hvor heldig jeg har været med at have en, der hver aften foldede sine hænder og bad for mig. Andres forbøn er en fin ting og har stor betydning, måske især i dage, hvor det med bøn af forskellige grunde kan falde svært for en selv.”