Fortidens rædsler hjemsøger stadig Cambodja

skriver fra Phnom Penh Mens hun ligger og vugger i en billig stofhængekøje, sover den tre måneder gamle Kim Sean en dampende cam-bodjansk eftermiddag væk. Nærved har hendes bedstemoder, San Rin, det ene øje rettet mod spædbarnet og det andet mod den lovgivende forsamling. Familien fra Kampong Chan-provinsen, 75 kilometer fra Phnom Pehn, er kommet til hovedstaden for at tigge om at få deres jord tilbage. Uden jorden kan de ikke overleve. - Militæret har taget vores jord, siger 60-årige San Rin, mens hendes øjne fyldes af tårer. De er ikke de eneste, der har slået lejr på et fortorv oversået med murbrokker over for Nationalforsamlingen. Mange andre fra dette forarmede land, et af verdens fattigste, er kommet for at fremføre deres klager om jord. Det er i disse dage 25 år siden, at de røde khmerer kom til magten, og millioner af cambodjanere efterfølgende blev fjernet fra deres hjem under khmerernes brutale sociale omorganisering. Efter de følgende års borgerkrig og kommunistisk styre har de fleste ingen beviser for ejerskab af jorden, og ejendomsmarkedet er blevet frit for alle i mange regioner, således at de, der sidder på magten, får retten til omstridte jordområder. - Vi klager, men ingen er vendt tilbage for at fortælle os, hvordan det bliver, siger San Rin. Dårlige arbejdsforhold I nærheden, direkte over for Nationalforsamlingen, fremfører en anden gruppe en anden klage. Stående på det sted, hvor 16 mennesker døde under et granatangreb under et politisk møde i 1997, råber tekstilarbejdere i klare blå uniformer slagord og vifter med bannere og kræver forbedrede arbejdsforhold. Tekstilindustrien er den hurtigst voksende industri i Cambodja, og fagforeningsledere siger, at det er standard, at arbejdsmarkedslovgivningen ikke overholdes. Støttet af nylige demokratiske valg og en nyfunden følelse af frihed begynder cambodjanere i alle aldre langsomt at tale ud om problemerne nu til dags - og om fortidens forbrydelser. På Juliana-hotellet samles folk for offentligt at diskutere, hvorvidt og hvordan de tidligere ledere af de røde khmerer skal anklages for drabene på de hundredetusindvis af cambodjanere, der fandt sted under gruppens strenge styre. Omgivet af mange andre, der tålmodigt venter på at komme til orde, griber Nut Kan mikrofonen med den ene hånd og udbryder: - Omfanget af de røde khmerers forbrydelser er større end planeten! Debatten fortsætter til den lyse morgen. Fremtidsfrygt og fremtidstro Ikke langt fra hotellet sjokker Och Chan af sted og prøver at undgå motorcyklerne og fodgængerne, som ikke viser hende nogen opmærksomhed, mens hun langsomt bevæger sig ad Sisowath Quay Boulevard. Furerne i hendes ansigt er dybe. En tot hvidt hår stikker frem fra hendes »kramar«, et traditionelt, rød- og hvidternet tørklæde. Hun er alene i verden. Hun er 76 år, det dobbelte af den forventede levealder for en cambodjaner, noget der er særligt usædvanligt, fordi næsten hele hendes familie blev dræbt af eller arbejdede sig ihjel for soldater fra de røde khmerer. Nu er Och Chan tigger. Hun er afhængig af udenlandske turisters barmhjertighed og den dybtliggende respekt, som cambodjanere føler for ældre. Spørger man hende om de røde khmerer, kan Och Chan kun sige: - Jeg er bange for, at de vender tilbage. Ly Rotha og Khan Cheng bliver viet i Angkor Souvenirforretning. Udenfor pakker tre fnisende teenagere Khan Chengs Toyota ind i røde bånd, som man ville gøre i Vesten. Indenfor finder et traditionelt Khmer-bryllup sted. De nygifte ser optimistisk på fremtiden. - Jeg håber, vi får et barn snart, siger Ly Rotha, mens ceremonien begynder. Revolutionens rygrad Nu, da freden er sikker, begynder cambodjanerne atter at tænke på fremtiden og ikke blot på overlevelse. Antallet af vielser er stigende. Folk kommer videre med livet. Men der er stadig mange, der ikke kan glemme fortiden. Sonc smiler stille og vender øjnene mod himlen for at lede efter svaret på et spørgsmål, som utallige andre har stillet: - Hvorfor tog de røde khmerer min søn? Sonc sidder på en sten ved det gamle tempel i Bayon, nær Siem Reap, og tygger på en sandwich af franskbrød og dåsefisk. Det er midt på dagen, varmen er taget voldsomt til, og de fleste folk blunder eller sover. - Khmer Rouge var onde mod os. Jeg mistede en søn, der blev soldat, til dem; han vendte aldrig tilbage, siger Sonc. Det skete i 1974, mens de røde khmerer endnu kæmpede mod en regering, der blev støttet af USA. Resten af hans familie og andre slægtninge overlevede, fortæller Sonc. De var simple bønder. »Basisfolk« kaldte de røde khmerers øverste leder, Pol Pot, dem - revolutionens rygrad, ubesmittet af vestlige ideer og materielle goder. - Jeg er heldig, at jeg overlevede de år, tilføjer Sonc. Ikke langt derfra sidder 58-årige Chea Chheng henslængt i skyggen af en stenbue ved det historiske Angkor Wat-tempel. Tempelvagten tygger på en hjemmelavet cigar og tørrer sved af sit solbrændte ansigt, mens han kigger på et ungt japansk par, der klædt i moderigtige vandreshorts, t-shirts og dyre løbesko nærmer sig indgangen. - Venligst pas på, hvor I går, og ikke røre noget, siger han på haltende engelsk. Med et nik går parret ind i templet. Der er ikke skyggen af de horder af tiggere og krigsveteraner med manglende lemmer, der plejede at overstrømme tempelområdet. - Vi jager dem væk, fordi de generer turisterne, siger Chea Chheng. Uden for turisternes område I det nærliggende Siem Reap står otteårige Van Theal op fra en hjemmelavet bambusseng. Han tager den samme snavsede skjorte og shorts, hans skoleuniform, på, som han havde på ugen før. Der er ikke vand til at vaske hverken ham eller uniformen. Uden for papskuret, hvor han bor med sin familie på seks medlemmer, brøler en skramlende diesellastbil forbi. Tørkesæsonens tykke, røde støv fylder straks den tidlige morgenluft, og alt bliver dækket af et nyt lag støv. Mindre end 100 meter derfra er endnu et stort turisthotel ved at blive bygget. Et metalhegn er blevet rejst for at holde folk ude. Sok Pheat, Vans moder, stirrer tomt på støvet, der hvirvler langs vejen. Råb fra børnene blander sig med støjen fra hammere og save. Sok Pheat kigger sig over skulderen i retning af det ufærdige Hotel Angkor og siger: - Engang var det vores jord, men regeringen kom og sagde, at vi var nødt til at flytte. Angkor Wat er verdens største helligdom. Den dækker over 415 kvadratkilometer, på hvilke der står utallige templer. Nu hvor der er fred i landet, er den centrum for turismen i Cambodja. Der er andre helligdomme, men af nyere årgange. Ved Phnom Sompov, nær Battambang, passer den 35-årige buddhistmunk Hang Set en lille helligdom dækket af kranier og knogler som et vidnesbyrd om de røde khmerers blodsudgydelser. Hang Set, der kun var 14, da soldater fra de røde khmerer kom til hans landsby nær den vietnamesiske grænse, husker tydeligt årene, der fulgte. Hans mor døde ikke længe efter, og resten af familien blev spredt i arbejdslejre. - Nu vil jeg bare have fred, derfor er jeg kommet her for at blive munk, siger han. »Killing fields« Mange uddannede folk fra Battambang, Cambodjas næststørste by, blev ført til Phnom Sompov, da de røde khmerer havde taget magten. Phnom Sompov ligger på toppen af et lille kalkstensbjerg, der er gennemhullet af huler. Efter at være blevet forhørt blev ofrene tvunget ud på kanten af en afgrund med hænderne bundet stramt på ryggen. Overlevende fortæller, at folk enten fik halsen skåret over eller kraniet knust med et enkelt slag fra en hakke af træ. Væggene i hulerne er stadig skæmmet af blodstænk. Phnom Sompov er en af de tilbageværende »killing fields«, som stadig kan ses. Mordområderne i og omkring Phnom Penh er stort set alle blevet renset eller helt fjernet. Bevæbnet med dyre videokameraer og klædt i shorts og bredskyggede hatte vandrer turisterne i Phnom Sompov ad de samme stier, som mange dødsdømte cambodjanere blev tvunget til at gå ad for et kvart århundrede siden. Der lyder »hello«'er fra bambushytterne, som ligger langs stien for foden af bakken. Det er det eneste engelsk, som mange unge cambodjanere kan. Den skærende kontrast mellem før og nu findes over hele Cambodja. I nordvest, nær grænsen til Thailand, er den tidligere stærke khmer-fæstning Pailin nu hjem for nye kasinoer. Sammen med hasardspil er der kommet prostitution og andre onder, som var strengt forbudt under Pol Pot. Langs hovedvej 10 nær Pailin står sovjetiskfremstillede T-54-kampvogne, som blev skadet under en kamp i 1994, og ruster langsomt - fortidens spøgelser, som stadig hjemsøger nutidens Cambodja. (AP) Oversat af Christina Witting Estrup