DSUK-leder: Forventningen må ikke tage livet af øjeblikket

Pia Sundbøll har et livsmotto om at være åben for det, livet bringer. Hvis tingene ikke går som ventet, kommer der måske noget andet og nyt ud af det. Dette glemmer mange i søndagens tekst, siger den nye øverste leder af Danske Sømands- og Udlandskirker

”Det er væsentligt for kirken i dag, at vi er til stede sammen med mennesker, både når vi fejrer livet i fest og glæde, ved dåb og bryllup, men også når livet er svært og smertefuldt,” siger Pia Sundbøll, ny leder af Danske Sømands- og Udlandskirker.
”Det er væsentligt for kirken i dag, at vi er til stede sammen med mennesker, både når vi fejrer livet i fest og glæde, ved dåb og bryllup, men også når livet er svært og smertefuldt,” siger Pia Sundbøll, ny leder af Danske Sømands- og Udlandskirker. . Foto: Anne Meldgaard/DSUK.

Pia Sundbølls mor havde en grundlæggende tillid til alt. En tro på, at alle ville hende det godt, selv når det ikke altid viste sig at være tilfældet. Faderen var ofte modsat, forventede det værste og havde tit en mistro til sine medmennesker og til livet. Et faktum, som gjorde livet svært for ham selv og for familien.

Pia Sundbøll selv arvede sin mors tilgang til livet. Faktisk udviklede hun et livsmotto, der lyder, at man skal forsøge altid at forvente det bedste og være åben.

”Livet har vist mig, at der næsten altid er en mulighed et eller andet sted. Hvis én dør lukkes, så åbnes en anden, og bitterhed og skuffelse er hverken den vej, jeg har lyst til at gå, eller den, livet har vist mig er den rigtige. Det gælder både i arbejde, tro og kærlighed,” siger hun.

Forventninger er der nok af i den kommende tid. I morgen markerer første søndag i advent begyndelsen på juletiden, og den efterfølges af indgangen til et nyt år, som mange mennesker forbinder med planer, drømme og håb. Eller med et nyt job, hvilket er tilfældet for Pia Sundbøll. Lige nu går hun rundt på Hvidovre Hospital og forbereder sig på, at hun til januar skifter titlen som hospitalspræst ud med rollen som øverste leder for Danske Sømands- og Udlandskirker, der varetager den kirkelige betjening af danskere i udlandet.

”Forventningens glæde er jo fantastisk. Jeg elsker at glæde mig til noget, der kommer. Det giver mig en fantastisk energi,” siger den 61-årige hospitalspræst.

Samtalen på det lille kontor har hurtigt drejet sig ind på forventninger, da det ifølge Pia Sundbøll er et vigtigt tema i teksten til denne søndag, hvor Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel og dermed opfylder en profeti fra Det Gamle Testamente om kongens ankomst til byen.

”Teksten handler om forventninger til og drømme om, hvad der skal ske. Da Jesus ankommer på et æsel, opfylder han en gammel profeti om, at han er den længe ventede Messias. Ham, der skal komme og opfylde alle folkets drømme. Så folkeskarerne bliver begejstrede, for de har længtes efter at blive befriet fra fattigdom og overherredømme – og nu sker det.”

Men forventninger er også en pudsig størrelse, siger Pia Sundbøll. For som med så mange andre ting i livet rummer de en dobbelthed. Hvis forventningen har karakter af krav eller en idé om, at nogen skylder en noget, kan den blive til fornærmelse og skuffelse. Det sker for folkeskaren i Jerusalem.

”De samme, som jubler og er helt oppe at køre, da Jesus kommer til byen, råber fem dage efter – kun fem dage efter – ’korsfæst ham, korsfæst ham’. Han levede ikke op til deres forventninger. Han kom ikke med en hær, som kunne slå deres undertrykkere ned. Intet havde ændret sig. Det er det, der sker, når vores forventninger bliver fastlåste. Vi bliver skuffede og bitre,” siger hun og tilføjer, at man kan se folk reagere på samme måde i dag, hvis tingene ikke går som ventet.

Et af de mest aktuelle eksempler er ifølge Pia Sundbøll det amerikanske valg.

”Da den afgående præsident, Obama, blev valgt, kom han med store budskaber om håb, og nogle blev skuffede, fordi han ikke kunne give dem alt det, de forventede af ham. Nu får vi Donald Trump, som har lovet at gøre ’America great again’, og vi må se, om han lever op til de mange menneskers forventning om forandring,” siger hun og tilføjer, at det at leve i forventning er en del af den menneskelige eksistens.

”Det væsentlige spørgsmål er, hvordan vi udformer vores forventning – om den bliver til lukkethed og krav eller har håbets og livsåbenhedens karakter.”

Som hospitalspræst kan Pia Sundbøll nogle gange møde mennesker, hvis liv eller medmennesker ikke levede op til deres forventninger.

”Indimellem møder jeg mennesker, der siger, at nu har de gået her og gjort så meget for alle de andre, og hvor er de andre så henne, nu, hvor jeg selv er blevet syg? Bitterheden har fået tag i dem,” siger hun.

Andre gange kan forventningen betyde, at tiden lige nu bliver glemt.

”Det sker, at jeg ved bisættelsessamtaler hører ægtefællen til den afdøde sige, at nu skulle de lige til at leve livet – lige til! Indtil nu har de slidt og slæbt og arbejdet for økonomisk frihed og lagt planer for pensionisttilværelsen. Men så kom døden. Hvis vi skubber noget foran os på den måde, så risikerer vi at glemme at leve der, hvor vi er lige nu. Forventningen må ikke tage livet af øjeblikket,” siger hun og henviser til H.C. Andersens juleeventyr om det lille grantræ.

”Det lille grantræ længes hele tiden – efter at vokse, at blive et juletræ, at få gaver under sig, at dets lys bliver tændt. Og til sidst siger det ’havde jeg bare glædet mig, mens jeg kunne’.”

Omvendt kan man heller ikke leve hver dag, som var det den sidste.

”Den opgave er umulig. For til det at være menneske hører også, at der er ting, man glæder sig til og for- venter. Det tager ikke livet af min ferie, at jeg ofte synes, den er sjovest, når jeg glæ-der mig til den. Det er heller ikke, fordi alle øjeblikke i december bliver til ingenting, fordi vi glæder os til juledagene.”

I sit nye job fortsætter Pia Sundbøll en tråd i sit arbejdsliv, der handler om, at kirken skal være, hvor danskerne er. Om det er på hospitalet eller i udlandet.

”Det er væsentligt for kirken i dag, at vi er til stede sammen med mennesker, både når vi fejrer livet i fest og glæde, ved dåb og bryllup, men også når livet er svært og smertefuldt. Det oplevede flere af DSUK’s præster, da der var terrorhandlinger i Paris, Nice og Bruxelles. De unge danskere i udlandet søgte til kirken for at være sammen et sted, hvor de kunne være fælles om erfaringen af livet som sårbart.”

Og nu er der så ikke mere tilbage end at håbe, at det nye arbejde ikke har for fastlåste forventninger til deres nye leder.

”Jeg håber, at de er åbne for, hvem jeg er og for min måde at gøre tingene på. Selv vil jeg i hvert fald gøre mit bedste for at gå åbent ind til det, der venter,” siger Pia Sundbøll.